Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Aalborg i den multimodale superliga

6. juni 2017  |  

Af Anders Per Gajhede

Ny baneløsning med DB Cargo.

Aalborg Havn A/S og DB Cargo har en strategi om at udvikle limfjordshavnen til at blive et logistisk jernbane-knudepunkt for hele den nordjyske region.

 

Derfor har havnen blandt andet investeret et tocifret millionbeløb på at genoprette, renovere og vedligeholde den 16 kilometer lange strækning stamspor mellem Aalborg og Østhavnen, der siden sommeren 2015 har været benyttet af operatøren Captrain til transport af tagplader fra Polen og Tjekkiet via sporet for Cembrit.

 

Havnen har dog også haft et ønske om at tilbyde mere fleksible godsbanetransporter til en større kundeskare i Nordjylland, og med åbningen af en splinterny jernbaneterminal på Østhavnen kan det ønske nu streges fra ønskesedlen.

 

I samarbejde med DB Cargo har havnen etableret et jernbane-setup, der giver – især - nordjyske virksomheder helt nye muligheder for en grønnere transportform. Antallet af potentielle virksomheder, der pt bruger banen, er dog ikke overvældende, og desuden har det været svært at overbevise selv positivt stemte eventuelle kunder om at gå med i projektet, fordi der ikke har været noget eksisterende setup.

 

Det har dog ikke afholdt aktørerne fra at give projektet en chance, og ”nogen skal jo give den første øl”, lyder det fra Pindstrup Mosebrug, der er sprunget på skinnerne og i dag er glade for som nogen af de første at være med i det nordjyske godsbaneprojekt.

Lang forberedelse

For enden af Vejdybet på Aalborg Østhavn ligger den nye jernbaneterminal på 3.672 kvadratmeter og 240 meter spor. Den er koblet sammen med to andre terminaler; godsterminalen og containerterminalen. I alt har de tre terminaler 326 meter dobbeltspor og 240 meter enkeltspor med tilhørende opmarchplads. Ud over det samlede nye terminalområde råder Aalborg Havn A/S over endnu en terminal på 400 meter med rillespor. Dermed er det ingen overdrivelse at påstå, at Aalborg Havn blander sig med de bedst udrustede udbydere af multimodale transportløsninger i landet.

 

Banedanmark har det administrative ansvar som infrastrukturforvalter, mens Aalborg Havn ejer og bestemmer over skinnernes brug. Sammen med DB Cargo, der er projektets baneoperatør, har havnen slået pjalterne sammen med blandt andet Danske Fragtmænd, der står for af- og pålæsning af godsvognene samt for- og eftertransport for nogle af brugerne.

2. februar forlod det første godstog den nye jernbanegodsterminal i Østhavnen, og projektet var dermed en realitet. Siden da har et godstog forladt terminalen hver mandag og torsdag med retning mod Fredericia, hvorfra det blandt andet bliver kørt videre mod Ringsted og andre steder i Europa.

 

Dagen blev samtidig kulminationen for Dino Balesic – account manager hos DB Cargo Danmark og Rasmus Munk Kolind – account manager hos Aalborg Havn Logistik A/S, der sammen har brugt adskillige måneder på at planlægge terminalen og projektet i alle detaljer.

 

- Efter vi overtog driften af skinnerne, skulle vi udvikle forretningen og finde mere gods. I samarbejde med DB Cargo har vi fået opstillet cases, hvor vi har stillet økonomien bag projektet op. Derudover har vi også fået lavet undersøgelser i Taulov med henblik på at få viden om, hvordan man bedst etablerer en ny jernbaneterminal, og så har vi lyttet meget til dem, vi vidste skulle bruge den, siger Rasmus Munk Kolind.

Ad hoc-gods ned til 25 tons

Med det nye projekt benyttes sporene altså nu af to operatører; Captrain og DB Cargo. Der må højest være to tog på terminalen ad gangen, men ifølge Rasmus Munk Kolind kommer det blandt andet an på godssammensætningen, hvilke af de to operatører der opererer på hvilken terminal.

 

- Forskellen på de to operatører er, at virksomheder, der bruger den nye feederforbindelse, ikke behøver at have gods nok til at fylde et helt tog selv. Den nye aftale med DB Cargo øger dermed fleksibiliteten, fordi virksomheder kan booke plads ad hoc og ned til 25 tons ad gangen. Dette kan både være i et setup til og fra Aalborg Havn, men også dør til dør, hvis kunderne ønsker dette, siger Rasmus Munk Kolind.

Ifølge Dino Balesic har der været udfordringer forbundet med at finde kunder med egnet gods i planlægningsfasen. For projektets aktører har det vigtigste dog været at sætte projektet i søen på trods af udfordringerne, siger han:

 

- Vi har fået mange tilbagemeldinger fra virksomheder om, at banegods via Aalborg kunne være en spændende transportløsning for dem. Men næsten alle har ikke turdet på grund af betænkeligheder over, at der ikke var et eksisterende setup. Men det har været vigtigt for os at komme i gang. DB Cargo tager udlastningsrisikoen, men det er en risiko, vi gerne påtager os for at få gang i det her, siger Dino Balesic og tilføjer, at det er vigtigt, at alle parter i sådan et projekt spiller med åbne kort:

- Banegodsbranchen har ikke været særlig proaktiv. Den danske transportbranche har også været vant til at tænke for meget i lastbiltransport. Grunden til, at det alligevel kan lade sig gøre at køre banegodstransport internt i Danmark – og at netop dette projekt er lykkedes - er, at alle parter har spillet med åbne kort over for hinanden fra starten. Vi har været i stand til at arbejde sammen på tværs af transportørerne og levere en løsning til tilfredse kunder – både på pris, kvalitet og miljø. Men hvis nogen tror, at de kan komme med i sådan et samarbejde og skumme fløden, så kan projektet ikke lade sig gøre. Det er vigtigt, at alle led trækker med samme styrke, lyder det fra Dino Balesic.

Helt ud til kunden

Som nogle af de allerførste er Pindstrup Mosebrug hoppet med på godsbaneprojektet. For Pindstrup, der fra produktionsanlæg i Nørhalne og Kongerslev producerer substrater til professionelle gartnere såvel som til hobbymarkedet i Danmark, var det en betingelse – og hele forudsætningen for Pindstrups deltagelse i projektet – at få en sikkerhed for, at produktet kunne fragtes helt ud til slutbrugeren. Det fortæller Gert Wåhlstrand Jensen, der er indkøbs- og salgschef hos Pindstrup Mosebrug:

 

- Det har betydet rigtig meget, at Danske Fragtmænd og DB Cargo har tilbudt en høj grad af fleksibilitet på Sjælland. Vores udfordring med banegodstransport er at få godset helt ud til kunderne, og det behov har vi været nødt til at få dækket. Men har vi fået lavet en god løsning med Danske Fragtmænd, som transporterer godset fra et fremskudt lager og videre ud til slutkunden, siger Gert Wåhlstrand Jensen.

Ifølge Torben T. Berg, key account manager i Danske Fragtmænd, er det karakteren af godset, der muliggør, at projektet kan lade sig gøre:

 

- Setuppet kan kun lade sig gøre, fordi vi har med gods at gøre, hvor der ikke skarpe deadlines for transporten til det fremskudte lager, og som har karakter af at have et flow og en mængde, der er fleksibel, lyder det fra Torben T. Berg.

 

Sparer 120 lastbiler

Pindstrup Mosebrug har tidligere benyttet sig af godsbanetransport til fragt af selskabets produkter. De senere år har transporterne dog foregået via lastbil, fordi der ikke har fandtes en løsning, der var tilfredsstillende for virksomheden, hvilket dog ifølge Gert Læssøe – indkøbs- og logistikkoordinator i Pindstrup Mosebrug - ser ud til at være tilfældet nu:

- Vi vidste jo fra tidligere, at togløsningen fungerer for os, så vi har længe været på jagt efter en god banegods-løsning. Både på grund af fremkommeligheden, men også på grund af den grønne vinkel, siger Gert Læssøe, der bakkes op af Pindstrup-kollegaen Gert Wåhlstrand Jensen:

 

- I prøvefasen har vi haft et mål om at spare 120 lastbiler på vores transporter til Sjælland, og det mål fik vi opfyldt over en periode på 10 uger, siger Gert Wåhlstrand Jensen og tilføjer, at projektets evalueringer resulterer i, at Pindstrup Mosebrug fortsat kan benytte sig af løsningen:

 

- Nu skal vi have foretaget nogle kundeevalueringer, og så vil vi derefter tage stilling til, hvordan samarbejdet skal fortsætte. Forhåbentlig ender det med, at vi fortsætter – bare med nogle flere afgange, siger han.

Projektets aktører håber, at antallet af afgange om et år vil være øget fra de nuværende to om ugen til fem.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

833 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com