Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Besvær med at finde chauffører

19. december 2017  |  

Af Anders Per Gajhede

- Det er meget sværere end for bare fem år siden.

 

Hos Rødekro Kurer har direktør Thomas Jensen store besværligheder med at finde og fastholde nye danske chauffører til selskabets distributionskørsel.

 

Han anerkender, at det ikke er nogen guldgrube at være chauffør, men at det i bund og grund skyldes, at kunderne i dag forventer, at transporten er gratis.

 

Senest har han ansat tre østeuropæiske chauffører, og på trods af at kommunikationen dermed foregår på engelsk, udfører de tre nye chauffører arbejdet upåklageligt, siger han.

 

Curlingbørn?

”Der er for mange stop”. ”Dagene er for lange”. ”Det var ikke noget for mig alligevel”.

 

Sådan lyder nogle af forklaringerne, når chauffører under oplæring – eller endda fastansatte distributionschauffører – alligevel ikke ønsker at køre distributionskørsel for Thomas Jensen og Rødekro Kurer.

 

Med en vognpark på 50 biler, lige så mange chauffører og fem under oplæring er selskabet et af de større af sin slags i branchen herhjemme, der i overvejende grad består af små enkeltmands-transportvirksomheder med én bil.

 

Med seneste regnskabsår som eneste undtagelse har hjulene kørt fornuftigt rundt i den sønderjyske virksomhed, der fortrinsvis ernærer sig som undervognmand for en stor international transportkoncern. Men det er ikke nogen selvfølge, hvis tendensen med besværlig rekruttering fortsætter, siger Thomas Jensen.

- Jeg har svært ved at finde chauffører, der rent faktisk vil arbejde, og jeg ved, at flere af mine kollegaer slås med de samme udfordringer. Jeg ved ikke, om det skyldes, at curlingbørnene er blevet voksne, eller om de bare skal holdes mere i hånden i dag. Men jeg ved, at vi slet ikke havde de samme problemer for bare fem år siden, siger 41-årige Thomas Jensen, der ud over at være direktør i Rødekro Kurer også fungerer som formand for Specialforeningen for Kurér- og Varebilstransportører (SKV) under DTL, der siden foreningens stiftelse i 2015 blandt andet har arbejdet for at skabe lige vilkår i varebilstransportbranchen, fjerne branchens brodne kar og give branchen et bedre ry.

 

Efterlyser moral

Rødekro Kurer søger chauffører via Jobnet og Facebook, men mere end ofte får selskabet ansøgninger fra folk, hvor mistanken falder på, at der mere søges af pligt end af lyst.

 

- Vi får mange ansøgninger, men mange af dem, kan vi ikke bruge, fordi de ikke kender branchen, siger Thomas Jensen og tilføjer, at distributionsbranchen især kæmper med byggebranchen om de bedste folk.

 

Direktøren anerkender, at jobbet som distributionschauffør ikke er for alle:

 

- Som distributionschauffør er der forholdsvis mange stop, men når man først har lært ruten at kende, er det til at overskue. Desuden holder vi hele tiden øje med, om ruten er for krævende, for så må vi jo sætte en bil mere ind. Vi har jo lavet aftaler med kunderne, som vi skal overholde. Herudover er man senest færdig kl. 17, men som kurerchauffør arbejder man mange flere timer, siger Thomas Jensen.

Det er op til folk selv, om jobbet som distributionschauffør er ét, man kan overskue. Men det mindste, chaufførerne kan gøre, er dog at udvise en højere grad af moral og samvittighed, når de beslutter sig for, at jobbet alligevel ikke var noget for dem, end det ofte er tilfældet, siger han:

 

- Vi bruger oceaner af tid på at oplære chauffører, og så ender det alligevel med, at de siger op kort tid efter. Ofte overholder de heller ikke opsigelsesperioden. De kan finde på at sende en mail om aftenen om, at de ikke kommer næste morgen. Og så står jeg der uden chauffør. Indtil videre har jeg ikke gjort noget ved det, men jeg har overvejet at begynde at tage retslige skridt for at statuere et eksempel, siger Thomas Jensen.

 

Vil have det gratis

Om arbejdsbetingelserne fortæller Thomas Jensen, at chauffører starter på en løn, der hedder 20.000 kr. før skat om måneden plus 1.500 kr. i bonus for at møde og ikke lave skader på bilen. Dertil kommer en sundhedsordning og kollektiv ulykkesforsikring, siger han.

 

Han ville gerne kunne give chaufførerne mere i løn, men tidens udvikling har gjort, at det ikke er muligt, lyder det fra direktøren.

 

- Jeg anerkender, at det ikke er nogen guldgrube at være chauffør, og det er også hårdt at køre distribution i starten. Men der er også grænser for, hvor meget mere vi kan tilbyde i løn, når kunderne gerne vil have transporten gratis. Transport må ikke koste noget i dag, og det er et problem. Jeg tror ikke, folk tænker over, hvad distribution koster. Men jeg håber, det vender. Det er det nødt til, siger Thomas Jensen og fortsætter:

 

- Måske kan vi gøre os selv mere attraktive, og det har vi også diskuteret til hudløshed. Vi har bare ikke fundet den gyldne løsning, siger han.

 

Underskud på 1 mio. kr.

Udfordringen med chauffører, der siger farvel efter ganske kort tid, koster ikke kun på Thomas Jensens tillid til potentielle nye chauffører. Det har også kostet alvorligt på bundlinien i seneste regnskabsår, fortæller han.

 

- Vi har 50 biler med én chauffør i hver. Men i seneste regnskabsår har der været 119 navne på chaufførlisten. Det koster cirka 10.000 kr. at lære en chauffør op til at køre distribution, og så kan man jo hurtigt regne ud, at det har været dyrt, siger Thomas Jensen og tilføjer, at de mange udskiftninger dog ikke kan gøres til regnskab for hele underskuddet.

 

- Sidste regnskabsår fik vi et underskud på cirka 1 mio. kr., men det skyldes ikke udelukkende de mange udskiftninger. Det har også noget at gøre med, at vi har mistet kørsel. Men firmaet kører stadig rundt. Vi laver bare de nødvendige tiltag, som er at få ryddet ud i kundekartoteket. Nogle få kunder har ikke været rentable, så dem skiller vi os af med. Vi ser det som et lorte-år, men så er vi også på sporet igen, siger han.

 

Tre nye chauffører

Én af løsningerne for Thomas Jensen har været at ansætte tre østeuropæiske chauffører, fortæller han.

- De kom selv og henvendte sig en dag, de er udlært nu og de gør det fantastisk. Det er to rumænere og en ungarer, og det er åbenbart den vej, vi skulle. De er ansat under nøjagtig samme vilkår som vores andre chauffører, siger Thomas Jensen.

 

Direktøren har ingen betænkeligheder over, at chaufførernes kommunikation med kunderne dermed kommer til at foregå på engelsk.

 

- I den her globaliserede verden er jeg ikke bekymret for, at det foregår på engelsk. I distributionsbranchen foregår en del på engelsk i forvejen, siger han.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

1748 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com