Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Borgmestre: DIS-udvidelse gavner

10. november 2016  |  

De maritime klynger kan vokse.

Hvordan skaber Danmarks maritime klynger endnu mere værdi? Det var temaet, da Danmarks Rederiforening den 8. november var vært for en debat om maritime klynger hos rederiet ESVAGT på Esbjerg Havn. Her talte både Jørgen Otto Jørgensen (S) og Lars Erik Horneman (V), henholdsvis borgmestre på Ærø og i Svendborg, varmt for en udvidelse af sømandsbeskatningen til gavn for de danske maritime klynger.

 

Både borgmestre, fagbevægelsen, maritime virksomheder og rederier var mødt op for at give gode råd til repræsentanter for regeringens vækstteam for Det Blå Danmark, som havde lagt vejen forbi Esbjerg Havn til debat om maritime klynger.

 

Esbjergs viceborgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), bød velkommen og konstaterede, at Esbjerg som én af Danmarks største maritime klynger var et oplagt centrum for dagens debat. Herefter præsenterede direktør i Danmarks Rederiforening, Jakob Ullegård, en ny opgørelse fra COWI om søfartens lokale betydning for Danmark.

Opgørelsen viser blandt andet, at rederiernes ansatte betaler cirka 2 mia. kroner i personskatter over hele Danmark, og at hveranden sømand bor i en såkaldt yderkommune, på trods af at 98 pct. af tonnagen ejes af rederier i København og Gentofte.

 

Et borgmester-panel gav deres bud på veje til mere vækst i de maritime klynger. Borgmester i Bornholms Regionskommune, Winni Grosbøll (S), slog et slag for endnu større politisk fokus på både havne, rederier og maritim industri.

 

-Danmark skal turde satse på en offensiv pick-the-winners-strategi for den maritime klynge, sagde hun.

 

Ærøs socialdemokratiske borgmester, Jørgen Otto Jørgensen, fremhævede gevinsten ved at ligestille offshore konstruktionsskibe skattemæssigt med resten af handelsflåden. Lige præcis de skibe kvalificerer ikke til samme sømandsskatteordning som andre danske skibe og de konkurrerende offshore skibe under udenlandsk flag. De ulige skattevilkår risikerer derfor at sende sømandsjob til udlandet fra blandt andet danske landdistrikter.

-Jeg ser meget gerne sømandsbeskatning udvidet til alle offshore skibe. Vi har mange søfolk på Ærø, og det vil gavne både dem og erhvervet, hvis vi får udvidet sømandsbeskatningen, sagde Jørgen Otto Jørgensen, og blev bakket op af sin borgmesterkollega fra Svendborg, Lars Erik Hornemann (V).

 

-Det her handler om rammevilkår. Vi må og skal sikre rammevilkår, som gør vores virksomheder konkurrencedygtige. En DIS-udvidelse til offshore vil gavne hele Det Blå Danmark og dermed også hele den underskov af maritime virksomheder, vi har samlet i Svendborg, sagde Lars Erik Hornemann.

 

Administrerende direktør i VIKING, Henrik Uhd Christensen, og næstformand i Dansk Metal, Henrik Kjærgaard var også på talerlisten, og de bakkede begge op om betydningen af søfart og maritim industri for hele Danmark.

Henrik Kjærgaard fra Dansk Metal påpegede dog behovet for flere faglærte og stærkere uddannelser som genveje til vækst i maritime klynger:

 

-Vi er glade for, at rederierne vil påtage sig ansvaret for at få flere unge ind i rederierne. Så kan vi så altid diskutere, hvilke vilkår det præcis skal foregå på efterfølgende, mente han.

 

Det var Søren Nørgaard Thomsen, adm. direktør i ESVAGT, som rundede eftermiddagen af med en opfordring til Vækstteamet for Det Blå Danmark om at arbejde videre med de gode råd om især rammevilkår og uddannelse.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

603 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com