Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

”Delings-kørsel” for lastbiler

18. marts 2016  |  

Af Lars Myrup Lassen

Delvist selvkørende lastbiler vil køre gennem Danmark

 

Selvkørende teknologier kan give en bedre udnyttelse af kapacitet på vejene og gøre transportbranchen mere effektiv og miljørigtig. Derfor har Vejdirektoratet arbejdet for, at to såkaldte platoons (militært: delinger) af delvist selvkørende lastbiler kan køre gennem Danmark som et led i et europæisk pilotprojekt.  

 

Lastbiler, der automatisk holder afstand til hinanden, vil sikkerhedsmæssigt forsvarligt kunne køre tættere end de helt almindelige lastbiler. Det giver mere plads til andre biler på vejene, sparer på lastbilernes brændstof og forurener mindre. Og den 30. marts vil to rækker af den slags lastbiler – såkaldte platoons - rulle på statsvejene – fra Øresundsbroen, henover Sjælland, Fyn og gennem Jylland til den tyske grænse.

Automatisk afstand

Danmark er med sin rute på 320 km en central del af det hollandske EU-formandskabs platooning-event, hvor i alt to platoons af hver tre delvist automatiserede lastbiler vil køre gennem fem lande.

 

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt glæder sig over den danske deltagelse i projektet:

- Det er vigtigt, at Danmark er med til at understøtte nye teknologier, som kan gøre transportbranchen mere effektiv og sikre en mere miljørigtig transport af varer og gods. Det kan give os konkurrencefordele på transportområdet og skabe vækst og nye arbejdspladser, siger ministeren.

Mindre diesel

Vejdirektoratets beregninger viser, at sådanne platoons kan spare vognmændene for seks procent brændstof pr. kørt kilometer pr. bil på motorvejene. Udledningen af de fleste forurenende stoffer fra lastbilerne kan ligeledes reduceres med seks procent.

Vejdirektoratet har stået i spidsen for projektet og koordineret på tværs af de danske myndigheder, for at eventen kunne blive en realitet på de danske veje. 

     

- Vejdirektoratet deltager i projektet, fordi det er en god mulighed for os til både at høste konkrete erfaringer og demonstrere, at vi allerede i dag arbejder for at blive klar til at tage imod biler med selvkørende teknologier på de danske veje, siger Andreas Egense, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

 

- Udviklingen indenfor selvkørende teknologier går stærkt. Og det bliver formentlig på de større statsveje, at de første delvist automatiserede lastbiler vil transportere varer og gods. Den udvikling vil Vejdirektoratet selvfølgelig bidrage til, tilføjer Andreas Egense.

Event hos ITD

Turen gennem Danmark sluttes med en event hos ITD i Padborg sidst på eftermiddagen.

 

- Det, vi vil få at se, er et kæmpe skridt for fremtidens transport- og logistiksektor, og det glæder mig. I mine øjne er det meget vigtigt, at Danmark sender et signal til omverden om, at vi er åbne over for at gennemføre en platooning-test som denne. Vi får ikke bare en grønnere, mere sikker og effektiv transport af godset. Vi udnytter desuden kapaciteten bedre og udvikler det danske transport- og logistikerhverv gennem den digitale udvikling. Derfor glæder det mig også, at vi – lastbilproducenterne, myndighederne og branchen i fællesskab - kan vise et bud på fremtidens lastbiltransporter her i dag, siger Jacob Chr. Nielsen, adm. dir. i ITD i en kommentar.

Demonstrationsforsøget følges også med interesse i DTL – Danske Vognmænd.

 

- Demonstrationen af mulighederne for at pulje lastbiler under kørsel ved hjælp af elektronisk sammenkobling af køretøjerne vil bidrage til at demonstrere for offentligheden de åbenlyse fordele ved brug af ny teknologi. Samtidig åbner et demonstrationsprojekt på offentlig vej for nødvendige overvejelser om, hvordan den nye teknologi skal håndteres både juridisk og set i forhold til chaufførenes fremtidige arbejdsvilkår, siger Erik Østergaard, adm. dir. DTL – Danske Vognmænd.

 

--

Fakta:

·     The European Truck Platooning Challenge 2016 skal sætte fokus på samarbejde mellem EU-Kommissionen, EU-medlemslandene og industrien om selvkørende teknologier, behovet for harmonisering af regler på området mm.

·     To såkaldte platoons med tre lastbiler i hver vil ved hjælp at ny ITS-teknologi køre i forbundne konvojer med ned til ½ sekunds mellemrum fra forskellige europæiske byer på tværs af grænserne mod et fælles endemål i Rotterdam den 6. april 2016, umiddelbart forud for det planlagte uformelle Miljø- og Transportministermøde.

·     Vejdirektoratet, Trafik- og Byggestyrelsen, Politiet, DTL, ITD, DI Transport, Sund og Bælt samt Volvo Trucks og Scania deltager i projektet for at sikre, at European Truck Platooning Challenge 2016 kan gennemføres igennem Danmark.

·    Vejdirektoratet deltager blandt andet i det internationale standardiseringsarbejde, der skal sikre, at biler og udstyret i vejsiden kan tale sammen. Og sammen med blandt andre Transport- og Bygningsministeriet, Justitsministeriet, Rigspolitiet og Rådet for Sikker Trafik er Vejdirektoratet gået i gang med at afdække behovet for ændringer i færdselsloven.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

1131 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com