Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

EU-domstol: Weekendhvil i lastbilen forbudt

21. december 2017  |  

Af Lars Myrup Lassen

Udtalelse fra EU-domstolen fastslår, at 45-timers-hvil i lastbilen er lovstridigt.

Lastvognschauffører kan fortsat overnatte legalt i lastbilen i forbindelse med det lovpligtige 11-timers hvil hvert døgn. Det gælder også, hvis der er tale om et såkaldt reduceret weekend-hvil på 24 timer, der under visse omstændigheder kan erstatte det ugentlige weekend-hvil på 45 timer.

 

Men det fulde 45-timers hvil må ikke afvikles i lastvognens førerkabine.

 

Det fastslår EU-domstolen i Luxembourg i en udtalelse til en domstol i Belgien.

 

Dermed ser det ud til, at chaufførlogistikken bliver en væsentlig større udfordring – ikke mindst for de mange østeuropæiske chauffører, der kører i månedsvis i Vesteuropa – for de transportvirksomheder, der benytter den prismæssigt attraktive arbejdskraft.

 

Udtalelsen fra EU-domstolen (The Court of Justice of the European Union) fastslår også, at lande som Frankrig, Belgien m.fl, der håndhæver kravet om weekendhvil uden for førerkabinen og udsteder store bøder for overtrædelser, er på juridisk sund grund.

Belgisk sag

Baggrunden er at Belgien har indført et forbud mod at chaufførerne tilbringer weekenden i lastvognens førerkabine. En synd, som den belgiske lov straffer med en bøde på 1800 euro.

 

Det fik i 2014 den belgiske transportvirksomhed Vaditrans til at anlægge sag mod den belgiske stat med krav om loven blev ophævet, fordi der ifølge virksomheden ikke er hjemmel til loven og sanktionerne i EU’s regulativer på køre- og hviletidsområdet eller i de øvrige EU-regler for de sociale forhold for lastvognschauffører.

 

Det har fået den belgiske forvaltningsdomstol (Raad van State) til at bede EU-domstolen om en klar fortolkning af EU-reglerne for weekendhvil i lastbilen.

 

EU-domstolen har nu svaret.

Ikke velegnet rum

Domstolen indleder med at konstaterer, at der i EU-reglerne kun omtales ”hvil i lastbilen” i forbindelse med de daglige 11 timers hvil og det reducerede weekendhvil. Hvil i lastbilen er ikke omtalt i forbindelse med det lovpligtige ugentlige weekendhvil på 45 timer.

 

Domstolen bemærker herefter, at reglerne er indført for at forbedre arbejdsvilkårene for chaufførerne og den almindelige trafiksikkerhed. Lovgivningens hensigt er derfor, at chaufførerne skal have mulighed for at gennemføre det fulde weekend-hvil på en lokation, der tilbyder tilstrækkelige og egnede overnatningsforhold.

 

»En lastbils førerkabine fremstår ikke som et velegnet rum for hvile i længere perioder end det daglige 11-timers hvil og det reducerede weekendhvil på 24 timer.«

 

EU-domstolen fastslår herefter, at såfremt spørgsmålet bliver bragt for domstolen ved en egentlig retssag, så vil vurderingen være at overnatning i førerkabinen i forbindelse med det fulde weekendhvil på 45 timer, »klart er i modstrid med reglernes målsætning om at forbedre chaufførernes arbejdsvilkår.«

Lovgivers hensigt

Inden det nuværende regelsæt på området blev vedtaget, var det faktisk EU-Kommissionens oprindelige hensigt, at chaufførerne kunne afvikle alle hvil i førerkabinen. Her bemærker domstolen, at der i det efterfølgende lovgivningsarbejde blev rettet i EU-Kommissionens forslag, så overnatning i førerkabinen kun omtales i forbindelse med de daglige 11-timers hvil og det reducerede weekendhvil, ikke i forbindelse med det fulde weekendhvil på 45 timer.

 

»Denne ændring viser – efter domstolens synspunkt – klart, at det var lovgivernes hensigt, at udelukke overnatning i førerkabinen i forbindelse med det regulære weekendhvil,« slutter domstolen sit svar på det primære spørgsmål fra den belgiske forfatningsdomstol.

 

På spørgsmålet om, der er et solidt juridisk grundlag for den belgiske lovgivning og sanktioner, så svarer domstolen også her bekræftende med henvisning til ovenstående gennemgang af reglerne.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

2494 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com