Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Fortsætter med at udfase svovl

Søgeord:

12. juli 2017  |  

Læst i alt:

322 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Håndhævelse af globale krav skal fastlægges.

 

Det haster med at få en plan for implementering klar, inden de internationale regler for skibes udledning af svovl træder i kraft i januar 2020.Herefter må svovlindholdet i skibenes brændstof højst udgøre 0,5 procent i modsætning til de 3,5 procent, der i dag gælder på åbent hav.

 

Det bliver dyrt for rederierne, da prisforskellen på det nuværende brændstof, tung olie, og marinediesel med lavt indhold af svovl er ganske betragtelig. For at sikre, at alle overholder reglerne og ikke tyer til billigere og dermed ulovlige løsninger, har Danske Rederier presset på for, at man i IMO sikrer fælles regler for håndhævelse globalt, så svovlsyndere ikke har fordele i visse dele af verden frem for andre. IMO regulerer dog normalt ikke håndhævelse, men overlader dette til flag- og havnestaterne. Derfor var det et stort skridt, at håndhævelse nu kommer på dagsordenen. 

Stor omvæltning

-Det er en meget stor omvæltning, når alle skibe verden over på én gang skal til at anvende en anden type brændstof. Med dette følger en masse spørgsmål omkring tilgængelighed af brændstof med det korrekte indhold af svovl, nye brændstofstyper samt motorernes evt. reaktion på andre brændstofstyper. Danske Rederier ser dog håndhævelse som den største udfordring. Hvordan sikrer vi, at skibene overholder kravene for eksempel midt ude på Stillehavet? Det grundlæggende problem er, at vi i dag ikke har en juridisk ramme for at håndhæve reglerne på åbent hav. Hvem har ansvaret, hvordan gøres det i praksis, og hvad skal den eventuelle straf for overtrædelse være? Derfor støtter vi varmt op om, at IMO nu sætter konsistent implementering af svovlreglerne på dagsordenen. Det er på høje tid, at vi kommer i gang med at drøfte konkrete løsninger i IMO, siger Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier.     

Helt konkret har underkomitéen under miljøkomitéen, MEPC, nemlig PPR, Pollution, Prevention and Response, fået til opgave at udarbejde en implementeringsplan, der indeholder en række forskellige problemstillinger relateret til svovlreglerne såsom tilgængelighed af marinediesel, sikkerhedsaspekter, samt håndhævelse. Desuden blev IMO-landene, på opfordring fra de danske myndigheder, enige om at supplere de almindelige møder med et ekstraordinært arbejdsmøde i 2018, så implementeringsplanen kan være klar til vedtagelse i 2019 og forhåbentligt klar til udrulning i 2020.

Forbud mod brug af tung olie i Arktis

Canada havde sammen med en række arktiske lande indsendt forslag til miljøkomitéen om, at man skulle undersøge risici ved transport og anvendelse af tung olie som brændstof i Arktis. Forslagsstillerne var bekymrede for konsekvenserne af et eventuelt olieudslip af tung olie, HFO, i Arktis. Problemstillingen er, at HFO ikke fordamper som den mere miljøvenlige marinediesel, men i stedet bliver liggende i vandet som en tyk substans, som er vanskelig at håndtere.

 

Der var bred opbakning til forslaget fra IMO-landene – blandet andet fra Danmark.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com