Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

DI-kritik af regeringens nye plan for grøn luftfart

Søgeord:

21. september 2022  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

130 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Passagerafgift på 13 kr. skal finansiere grøn dansk omstilling i luftfarten.

 

Den socialdemokratiske regeringens nye udspil, der skal sende det første danske indenrigsfly på vingerne med klimavenligt flybrændstof i tankene allerede i 2025, mødes med kritik fra Dansk Industri.

 

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Transportministeriet annoncerede tirsdag regeringens nye plan for omstillingen af dansk indenrigsflyvning til fossilfrie brændstoffer fra 2025. Et projekt, der skal finansieres af en passagerafgift på 13 kroner på hver enkelt flybillet.

 

Ifølge planen skal den første danske indenrigs passagerflyrute flyve fossilfrit allerede fra 2025. Den meget ambitiøse plan sigter efter at alle danske indenrigsruter skal flyve på 100 procent CO2-frit flybrændstof fra 2030.

Kritik af billetafgiften

I Dansk Industri ser man positivt på regeringens udspil, men erhvervsorganisationen ønsker en anden finansieringsmodel end en passagerafgift. Samtidig efterlyser Dansk Industri en garanti for, at indtægterne fra afgiften øremærkes til støtte til den grønne omstilling af grøn luftfart.

 

- Det er godt, at vi nu endelig får nogle konkrete politiske initiativer på banen, der kan sætte endnu mere fart på den grønne omstilling af luftfarten, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

 

- De danske luftfartsselskaber er allerede rigtig godt med og vil gerne gå endnu længere. Jeg er derfor glad for, at regeringen har fokus på produktionen af bæredygtigt flybrændstof – det vil skabe langt større sikkerhed om de store investeringer, der sker her, fordi der skabes efterspørgsel, siger han.

Foretrækker klimafond

Branchedirektøren er dog kritisk overfor, at regeringen vil indføre en helt ny passagerafgift, frem for en klimafond, som et enigt klimapartnerskab har foreslået.

 

- Vi har i Luftfartens Klimapartnerskab fra start foreslået, at indtægterne fra et klimabidrag på flybilletter skal varetages af en klimafond bestående af fagfolk og eksperter. På den måde sikrer vi, at pengene bliver brugt bedst muligt i branchen, og det giver også mulighed for at spare op i de første år, hvor iblandingsprocenten ikke er så høj, siger Karsten Lauritzen og fortsætter:

 

- I stedet har regeringen valgt at foreslå en helt ny afgift, og det betyder, at pengene kan – og sandsynligvis vil - blive brugt på alle mulige andre ting end den grønne omstilling af luftfarten. Og det er vi kritiske overfor, siger Karsten Lauritzen.

Husk konkurrenceevnen

Erhvervsorganisationen understreger desuden vigtigheden af, at man balancerer de grønne ambitioner med den internationale konkurrenceevne. Det er derfor klogt af regeringen at tage højde for konklusionerne i EU’s udspil Fit for 55, der forventes at sætte nye standarder for hele branchen på europæisk niveau. Fit for 55 kan ende med en meromkostning på flyvning på op til 100 kr. pr. flybillet. Dertil kommer så regeringens indenrigsoplæg.

 

- Dansk luftfart er enormt vigtig for samfundsøkonomien. Jeg er derfor glad for, at regeringen tager højde for, at branchens konkurrenceevne skal bevares og udvikles. Og det sker kun, hvis hele den europæiske luftfart bliver lige så ambitiøs på den grønne omstilling som i Danmark, slutter Karsten Lauritzen.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk