Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Fremtidens grønne brændstof til tung transport

Søgeord:

28. august 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

235 gange

Læses i øjeblikket af:

1

REintegrate skal udvikle fremtidens grønne brændstof på Aalborg havn.

 

E-metanolproducenten REintegrate er netop flyttet ind på Port of Aalborgs erhvervsområde. Virksomheden udvikler anlæg til produktion af fremtidens grønne brændstof til tung transport og ser nu frem til at blive en del af en spirende klyngedannelse for Power to X-løsninger på Aalborg Havn.

 

Den lille virksomhed med de store ambitioner udvikler anlæg til produktion af e-metanol, der er et grønt og CO2-neutralt brændstofalternativ til tung transport som skibe og lastbiler. I første omgang har REintegrate indlogeret sig i et kontorfælleskab, men planen er, at virksomheden inden for et par år udvider aktiviteterne på havnens arealer.

 

REintegrate glæder sig over at være landet i Port of Aalborgs erhvervspark, hvor flere virksomheder arbejder ud fra en fælles ambition om at sætte skub i den grønne omstilling:

- Beslutningen om at etablere REintegrate på Aalborg havn skyldes i høj grad, at erhvervsområdet er blevet et samlingspunkt for grønne idéer og løsninger, så der var gode synergier i at placere virksomheden netop her, fortæller medejer af REintegrate, Søren Knudsen Kær, der forsætter:

- Samtidig bliver der rig mulighed for at indgå i partnerskaber med andre virksomheder. Vi har allerede et tæt samarbejde med blandt andre Aalborg Portland, og hos Port of Aalborg bliver vi naboer med blandt andre Blue World Technologies, der producerer metanolbrændselsceller, siger han.

e-methanol

Produktionen af e-metanol sker gennem en proces, hvor grøn elektricitet bruges til at fremstille brint, som gennem en katalytisk reaktion med CO2 fra eksempelvis biogas danner e-metanol – populært kaldet flydende el.

 

REintegrates første demoanlæg blev opført i samarbejde med Aalborg Universitet, mens man netop nu er i gang med at gøre klar til at opføre et storskalaanlæg i Skive. På sigt er ambitionen, at der skal etableres flere anlæg over hele landet, og her kan Port of Aalborg komme til at spille en endnu større rolle:

 

- Over tid kan det blive nødvendigt at indsamle metanolproduktionen fra vores anlæg og lagre den et centralt sted, og her er det jo en fordel at være placeret ved Aalborg havn i forhold til logistikken. Desuden giver det god mening at placere lagerkapaciteten på havnen, fordi metanolen jo kan bruges som skibsbrændstof, og derfor indtænker vi også at etablere lagertanke på lokationen i Aalborg, forklarer Søren Knudsen Kær.

Spirende klyngedanelse

Hos Port of Aalborg vækker det glæde, at endnu en virksomhed nu bliver en del af erhvervsparken på Østhavnen:

- Vi er naturligvis glade for, at REintegrate er rykket ind i vores erhvervspark, hvor de styrker den spirende klyngedannelse af virksomheder, der beskæftiger sig med grøn omstilling af transportsektoren. Det er en udvikling helt i tråd med vores strategi om at gøre vores erhvervspark til centrum for udviklingen af morgendagens innovative og grønne teknologier. Det er vores ambition at sikre, at flere af fremtidens moderne vækstindustrieventyr opstår hos os, så vi skaber arbejdspladser og vækst. I den forbindelse er der ikke meget, der passer bedre end Power to X-teknologi og REintegrate, fortæller commercial manager hos Port of Aalborg, Jeppe Faber.

Port of Aalborg har i forvejen en stærk klyngedannelse inden for vindindustrien og er blandt andet verdensførende inden for testfaciliteter til vindmøllevinger. Port of Aalborg er desuden ved at investere i opførelsen af en ny fabriksbygning til Blue World Technologies, mens man er dybt engageret i testplatformen Green Hub Denmark.

 

Faktaboks: ”Power to X på Aalborg havn”

REintegrate er seneste virksomhed i Port of Aalborgs erhvervspark, der beskæftiger sig med Power to X-teknologi.

Power to X handler kort fortalt om at binde grøn energi i en form, som kan bruges i skibe, fly og biler. Eksempelvis kan elektricitet fra sol- og vindenergi anvendes til at producere metanol, der kan anvendes som brændstofalternativ til fly, skibe og biler.

 

Faktaboks: ”E-metanol som fremtidens brændstof"

Produktionen af e-metanol sker gennem en proces, hvor grøn energi spalter vand i ilt og brint gennem elektrolyse. Herefter kombineres brinten med CO2 via en syntetisk proces, hvorefter der udvindes metanol. Metoden er særligt grøn, fordi der anvendes grøn elektricitet fra eksempelvis vindmøller, ligesom den anvendte CO2 kan udvindes fra blandt andet røggasser, som ellers ville blive ledt ud i atmosfæren. Det giver mulighed for, at anlæg kan opstilles lokalt i tilknytning til virksomheder, som udleder meget CO2.

Om Port of Aalborg A/S

Port of Aalborg er en moderne indlandshavn med et 360 graders opland, multimodale logistikløsninger og fokus på realiseringen af Aalborg Kommunes erhvervs- og bæredygtighedsstrategi. Med udgangspunkt i vores udviklingsstrategi ændrer vi i stigende grad fokus fra vandsiden til landsiden og udviklingen af den omkringliggende erhvervspark, der er udnævnt som Aalborgs fremtidige vækstzone. Koncernen Port of Aalborg A/S omfatter 9 datterselskaber og 110 medarbejdere. Læs mere på www.portofaalborg.dk

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com