Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

MyPallet bryder igennem til udlandet

Søgeord:

11. maj 2021  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

1057 gange

Læses i øjeblikket af:

1

IT-virksomheden vil gerne udvikle en one-stop-app-løsning til logistikkæden.

 

Det er ikke mere end tre år siden, Søren Madsen og Søren Finseth i samarbejde med en investor stiftede MyPallet – en virksomhed, der tilbød et digitaliseringsværktøj til emballagekvitteringer.

 

Siden er meget vand løbet under broen. Digitaliseringsløsningen er blevet videreudviklet, flere nye produkter er samlet i samme app og en række nye store kunder er tilføjet kundekartoteket.

 

Næste skridt er at udvide med eget kontor i Sverige og Tyskland i indeværende år.

 

Nyt produkt og nye kunder

Det går stærkt hos MyPallet, og der er som sædvanlig travlhed, da Transport Tidende sætter Søren Madsen fra it-virksomheden i stævne i firmaets nye lokaler i kontorfællesskabet ved Fængslet i Horsens.

 

På baggrund af efterspørgsel fra kunder lancerede MyPallet sidste år MyPallet Markedsplads – en neutral, digital B2B markedsplads for handel med paller og anden transportemballage. Det er dog fortsat emballagestyrings-produktet, der er MyPallets primære produkt og som også er det mest skalerbare.

Den digitale udveksling af data sker ved brug af MyPallets applikationer og styres af den enkelte kunde ved hjælp af MyPallet Dashboard, som er kundernes unikke adgang til systemet. Systemet er udviklet til alle led i forsyningskæden: fra afsender til modtager, fra vognmand til speditør, fra lagermand til chauffør.

 

- Vi har lige nu 3.500-4.000 brugere af vores emballagestyringssystem. Vi har lavet aftaler med blandt andre Solar, H. Daugaard, Posten/Bring i Norge, Blue Water Shipping, Aarstiderne, Normal, mm. Netop nu er vi blandt andet ved at implementere vores løsning til emballagestyring på cirka 2.000 brugere ved Posten/Bring i Norge. Det er vi meget glade for, siger Søren Madsen, medstifter af MyPallet og uddannet speditør.

 

- Og hos flere af vores kunder er vi integreret med deres ERP/TMS-systemer.

One-stop-app

Ifølge Søren Madsen handler det for MyPallet om at lytte til kundernes ønsker til digitaliseringsløsninger i markedet. Målet er, at papir fremover bliver overflødigt og at arbejdsgange forenkles for kunderne. Til gavn for kundernes planlægning, tidsbesparelser og i sidste ende bundlinje.

 

Derfor arbejder MyPallet konstant på at udvikle produktet, så løsningen bliver en one-stop-app til en transportlogistikkæde, hvor tid er penge.

 

- Vores løsninger udvikler sig hele tiden. Vi vil fremover have en app, hvor chaufføren kan lave emballagestyring, trailerrapportering, track & trace, POD (Proof Of Delivery), tids- og kilometerregistrering samt elektronisk fragtbrev. I dag vil chaufføren skulle bruge 5-6 apps til det. Det smarte er, hvis chaufføren kører for forskellige speditører, at han ikke skal skifte app, men kun kode, siger Søren Madsen og fortsætter:

 

- I dag mangler løsningen tids- og kilometerregistrering samt elektronisk fragtbrev. Det kommer snart, og når det sker, har vi tæt på en komplet løsning. De virksomheder, som ikke er så langt med digitaliseringen, kan benytte MyPallets web-portal til indtastning af ”papirs”-kvitteringer.

Udlandet venter

Han fortæller, at MyPallet i starten fokuserede meget på den afsender- og modtagerrettede del af logistikkæden, men i dag er begyndt at fokusere mere på den mellemliggende del; speditørerne.

 

- Vores produkt henvender sig groft sagt til to segmenter: speditøren i midten og afsender/modtager. Som afsender og modtager kan vi hjælpe virksomheden med at få styr på den emballage, som de modtager eller sender af sted - grossistvirksomheder eksempelvis, siger Søren Madsen.

 

- Al data er tilgængelig i et åbent system, der blandt andet betyder ekstra store fordele, når to parter, der bytter transportemballage med hinanden, begge benytter MyPallet. Dermed ser begge virksomheder den samme data i real-time.

 

MyPallet har så stor succes med sine produkter, at udlandet er ved at få øjnene op for den danske it-virksomhed, siger Søren Madsen.

- Vi har fået en del tyske kunder til vores emballagestyring samt øget interesse omkring vores produkt, og derfor har vi besluttet snarligt at starte op med egne folk i Hamborg. Derudover har vi en støt stigende kundemasse i Norge, vi er på vej ind i Sverige, og den første kunde i Polen er netop i hus. Vi er faktisk også en smule i gang i Hong Kong, siger Søren Madsen.

 

Men som en virksomhed, der lever af kundernes succes, har coronapandemien også tvunget MyPallet til at gå nye veje, når nye kunder skal i hus.

 

- Coronapandemien har selvfølgelig gjort, at vi ikke har kunnet holde alle de møder ude hos kunderne, som vi gerne ville. Vi er blevet bedre til at gøre det online, ’krisen’ har desuden fremelsket digitalisering og vi er blevet bedre til at lave det kolde kanvassalg. Det har skubbet nogle grænser, for man kan jo ikke bare læne sig tilbage og vente på, at nogen vil købe ens produkt, hvis man ikke gør noget aktivt, siger Søren Madsen.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com