Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Overvågning langs Fynske Motorvej

Søgeord:

24. marts 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

261 gange

Læses i øjeblikket af:

1

14 kameraer på 13 km lang strækning.

 

14 nye master med trafikovervågningskameraer er lige nu ved at blive sat op bagved autoværnet, langs den Fynske Motorvej mellem Nørre Aaby og Gribsvad. En strækning som Vejdirektoratet for alvor går i gang med at udbygge fra fire til seks spor efter påske. Overvågningskameraerne skal hjælpe Vejdirektoratets Trafikcenter i København med at forbedre forholdene for bilisterne, mens motorvejsstrækning udvides.

 

Vejdirektoratet begynder snart at udbygge den sidste etape af den Vestfynske Motorvej – det drejer sig om en 13 km lang strækning mellem Nørre Aaby og Gribsvad. Lige nu er en række forberedende arbejder i gang, inden de store maskiner bliver synlige fra motorvejen. Blandt andet bliver der installeret overvågningskameraer, så det er muligt hele tiden at følge trafikken på strækningen.

- Hvis du har kørt på motorvejen mellem Nørre Aaby og Aarup på det seneste, har du måske allerede lagt mærke til nogle høje master. Master og kameraer er tidligere brugt på Østjyske Motorvej, da vi udbyggede den motorvej. Nu er de rykket til Fyn, så vi kan genbruge dem her, siger senior projektleder Mike Boesen.

 

Hver mast koster i omegnen af 250.000 kr. og er udstyret med et 360 graders-kamera, solceller, en vindmølle på toppen og en stor batteripakke, der på den måde holder kameraet i gang via vedvarende energi.

 

- Det er dyrt isenkram, og derfor er det også rigtig vigtigt, at vi genbruger det igen og igen. Vejdirektoratet gjorde sig nogle erfaringer med systemet på den Østjyske Motorvej i 2018-2019. Nu har vi opgraderet det, så vi er sikre på, at kameraerne fortsat har den driftssikkerhed som der er behov for. De er således optimeret ud fra de erfaringer, vi gjorde os i det jyske, siger Mike Boesen.

Målet er, at Vejdirektoratet kan overvåge hele strækningen, når motorvejen de kommende år skal udvides fra de nuværende to spor til tre spor i hver retning. Når vejarbejdet begynder, bliver pladsen nemlig trang, og ved en ulykke vil kameraerne skabe et overblik, som Trafikcentret i København kan agere på.

 

- Vi kan se, hvad der skal til, for at vi kan få ryddet op og få fjernet det, som skaber problemer ude på vejen, så vi hurtigt kan få gang i trafikken. Det virker og giver en rigtig god gevinst, også for samfundet, at vi hurtigt kan reagere, når der sker noget ude på strækningen, der påvirker fremkommeligheden, siger Mike Boesen. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com