Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Sætter strøm til københavner-skrald

Søgeord:

7. maj 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

215 gange

Læses i øjeblikket af:

1

15 elektriske Scania skal bidrage til fremtidens affaldshåndtering.

 

Der er renere luft og mindre larm på vej til københavnerne, for med købet af 15 fuldelektriske skraldebiler fra Scania har ARC (Amager Ressourcecenter) og Københavns Kommune taget et ambitiøst og historisk skridt mod en CO2-neutral hovedstad.

 

Københavns Kommune har en ambitiøs plan om at blive CO2-neutrale allerede i år 2025. Det mål er de nu et skridt nærmere, for med købet af 15 fuldelektriske Scania-lastbiler, skriver ARC historie hos lastbilproducenten Scania med den største aftale om fuldelektriske lastbiler i virksomhedens historie. I øjeblikket er affaldshåndteringen i Københavns Kommune udliciteret, men i takt med at de nuværende kontrakter udløber, kommer ARC til at overtage driften og indsamlingen af husholdningsaffald, som bliver med de nye, fuldelektriske lastbiler, hvor hovedparten kommer fra Scania. Planen er, at de første el-lastbiler allerede kommer ud at køre til næste år.

- Det her er et super spændende projekt. Lastbilerne er kun én del af omstillingen, for det handler også om nye lokationer og om ladeinfrastruktur, som er et kæmpe projekt i sig selv. Det er planlagt, at bilerne kommer til at køre ud to gange om dagen, og så lader de op i mellemperioden. Imellem de to vagtskifter vil man lave en fast charging, og om natten er meningen, at vi laver en almindelig opladning uden for kogetidspunktet, hvor strømmen er grønnest og billigst, siger Per Fischer, der er contract manager hos ARC, og som har ansvaret for den netop indgåede aftale mellem ARC og Scania. Han fortæller desuden, at de nye lastbiler i første omgang skal hente haveaffald i København, men inden 2025 er planen, at mindst 100 fuldelektriske skraldebiler skal indsamle Københavns affald.

Selvom beslutningen om den store investering i el-lastbiler er truffet med formålet om at blive CO2-neutrale, så følger der også andre fordele for københavnerne med, forklarer Per Fischer:

 

- For borgerne i kommunen betyder det her to ting. Det ene er, at der kommer mindre partikelforurening i luften, da elmotoren er helt emissionsfri. Det andet er, at støjen fra skraldebilerne bliver væsentligt reduceret, når bilerne kommer over på el, for fremover vil det kun være støjen fra beholderne, når de tømmes, man vil kunne høre.

Scania satser på el

Hos Scania er der også begejstring over udsigten til flere el-lastbiler på de danske veje, for virksomheden har forpligtet sig til batterielektriske løsninger (BEV) til den tunge transport. Med den historiske ordre fra ARC og Københavns Kommune banes vejen for den grønne transportsektor.

 

- Det her er den største BEV-volumen-ordre, som Scania har fået - også globalt. Det vidner jo om en ambitiøs kommune, der tager den grønne dagsorden meget seriøst. Så det er et utroligt spændende projekt at tage del i, lyder det fra Anton Freiesleben, der er salgsdirektør i Scania Danmark, og som har arbejdet sammen med ARC i forbindelse med det historiske køb og understreger:

- Her er København helt fremme i skoene - også i en global kontekst. Så der er mange, der følger med i dette projekt rundt om i verden.

 

I 2025 regner Scania med, at elektrificerede køretøjer vil udgøre omkring 10 procent af koncernens køretøjssalg i Europa - et tal, de forventer vil stige til hele 50 procent allerede i 2030. Desuden har Scania i de kommende år forpligtet sig til at lancere mindst ét elektrisk drevet køretøj i sit bus-og lastbilprogram hvert år.

 

Lastbilerne, der kommer til at indsamle københavnernes affald fra år 2022, hedder: Scania L25 (L for lavtbygget city-førerhus og 25 henviser til elmotorens effekt, som er 230 kW (310 hk) kontinuerlig- og 295 kW (400 hk) peak-effekt). Modellen blev lanceret sidste år. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com