Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Store driftsaftaler skyder 2022 i gang

Søgeord:

18. januar 2022  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

176 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Vejdirektoratet har gennemført stort driftsudbud.

 

Vejdirektoratet har netop gennemført et samlet driftsudbud på 300 mio. kr. årligt. Udbuddet omhandler den løbende drift af statsvejene fra 2022 og minimum de næste fire år frem. Fra januar 2022 er der igangsat 40 af de i alt 116 aftaler med foreløbigt 11 forskellige virksomheder, der skal stå for driftsopgaver på statsvejene om alt fra affaldsopsamling, reparationer af asfaltbelægninger og skilte til drift af trafiksignal- og trafikledelsessystemer, græsslåning og mindre reparationer af bygværker.

 

Områdechef Michael Ebbesen, Vejdirektoratet, siger:

 

- I Vejdirektoratet vægter vi et gensidigt, loyalt og tæt samarbejde med vores mange leverandører højt. Vi har sammen med de vindende leverandører lagt os i selen for, at vi kan fastholde det samme serviceniveau som hidtil, så trafikanterne kan komme nemt og sikkert frem på statsvejene. Samtidig har vi fra begyndelsen haft et stort fokus på at sikre, at det overordnede vejnet bliver drevet og vedligeholdt til den aftalte kvalitet, og vi vil derfor også følge de mange leverancer tæt i løbet af året.

Alle de vindende leverandører har hen over efteråret haft travlt med at mobilisere og forberede sig til de mange forskelligartede driftsopgaver.

 

Administrerende direktør Ivan Pedersen, Terranor, siger:

 

- I Terranor glæder vi os over at forsætte det gode samarbejde med Vejdirektoratet og har siden kontraktindgåelsen haft travlt med at mobilisere mandskab og maskiner, så vi står klar til at kunne levere den aftalte kvalitet fra starten af året. Gennem de sidste fire år har vi haft et fantastisk samarbejde på to af driftskontrakterne med Vejdirektoratet, hvor god planlægning og levering af høj kvalitet har været nogle af nøgleordene. Denne solide og gode erfaring vil vi nu brede ud i hele landet via vores nye driftsaftaler. Vi har gennem god dialog og flere forberedelsesmøder sammen med Vejdirektoratet sikret, at vi får en god start på de mange nye opgaver.

Nye og gamle ansigter

I de kommende år er der nye leverandører på flere af aftalerne, og det er vigtigt, at alle kommer godt fra start. Derfor har der efter kontraktindgåelsen i september 2021 været afholdt i alt 22 opstarts- og projektgennemgangsmøder med leverandørerne med fokus på at afstemme forventningerne til samarbejdet og vende detaljerne i udbudsmaterialet.

 

Administrerende direktør Søren Kolding, SWARCO, siger:

 

- SWARCO har i mange år haft et tæt samarbejde med Vejdirektorat omkring anlæg af nye trafiksignaler og kender Vejdirektoratet som en professionel bygherre. Vi er glade for, at vi nu kan bidrage med at skulle varetage den daglige drift, da vi har et indgående kendskab til mange af anlæggene. Der har været en god og konstruktiv dialog omkring opstarten af de nye kontrakter. Vi føler os godt klædt på og ser frem til at udvikle et gensidigt frugtbart samarbejde med Vejdirektoratet.

De nye kontrakter har blandt andet et øget fokus på bæredygtighed i forhold til, hvordan Vejdirektoratet gennemfører driften af grønne arealer, så der skabes mere biodiversitet og bedre vilkår for planter og dyr, og der er desuden opmærksomhed på muligheden for at indføre CO2-reducerende tiltag fra entreprenørernes side.

 

Områdechef Michael Ebbesen, Vejdirektoratet:

 

- I Vejdirektoratet har vi til opgave at bidrage til den grønne omstilling, og derfor har vi et stort fokus på bæredygtighed i forbindelse med planlægningen og udførslen af de konkrete driftsopgaver. Vores kontrakter rummer oplæg til driftsopgaver, der skal øge biodiversiteten langs vejene og give mulighed for at fremme CO2-reducerende tiltag, så vi kan få løst opgaverne på en bæredygtig og klimavenlig måde.

 

Alle de nuværende aftaler udløb ved årsskiftet med undtagelse af kontrakterne om vintertjeneste på stier og rastepladser, der løber frem til den 30. juni 2022. De nye kontrakter gælder for en fireårig periode med mulighed for at kunne forlænge hovedparten af aftalerne til en samlet varighed af op til seks år.

Fakta om driftsaftalerne

Der er i alt cirka 3.800 kilometer statsveje i Danmark. Udbuddet rummer samlet set 116 aftaler fordelt på 13 forskellige fagområder.

 

De 11 virksomheder, der allerede nu er i gang med arbejdet, er: CG Jensen, DAV Nordic, Nord Profil, Pankas, Terranor, Strøm Hansen, PEAB Asfalt, Munck Asfalt, Kemp & Lauritzen, Andel Lumen (Tidligere SEAS-NVE City Light) og SWARCO. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk