Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Je suis Charlie Hebdo

Søgeord:

9. januar 2015  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

1640 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Danske Transport Medier fordømmer skarpt det feje og brutale terrorangreb i Frankrig.

Danske Transport Medier fordømmer skarpt det feje og brutale terrorangreb på den satiriske franske venstrefløjsavis Charlie Hebdo. To kalashnikov-bevæbnede islamisters målrettede angreb på ytringsfriheden – en af demokratiets grundpiller – kostede 12 mennesker livet. 11 andre blev såret – heraf fire alvorligt.

Bortset fra to franske politibetjente – hvoraf én var livvagt for avisens chefredaktør – var ingen af ofrene bevæbnet med sværere våben end pen, farvelade og papir.

 

Motivet for det målrettede og barbariske angreb var utvivlsomt at kvæle den satiriske avis’ uforskammede og respektløse pirattogter ind i ytringsfrihedens grænseland.

Autoriteter af enhver art – også religiøse og guddommelige – er blevet spiddet flittigt og besk i avisens til dato 22 år lange levetid.

En stribe sagsanlæg har i årenes løb forsøgt at straffe det satiriske medies udfoldelser. Uden held fordi franske domstole har forstået, at demokratiet kun fungerer, hvis ytringsfriheden gælder for alle. Også når ytringerne er krænkende, uforskammede eller platte.

 

Terrorangrebet er en grusom og trist påmindelse om, at pennen ikke konkret er stærkere end sværdet. Men stål er ikke et viskelæder, der kan udradere frie og kritiske ytringer. Charlie Hebdos tegninger og artikler vil leve videre mange generationer frem i tiden.

 

Det er til gengæld ikke givet, at demokratiet og ytringsfriheden overlever. Hvis ikke vi alle er villige til at støtte det frie ord, så er de frihedsrettigheder, de fleste tager som givet, dømt til undergang.

Godstransportbranchen er Danske Transport Mediers hjemmebane. Selv om gemytterne af og til også går højt her, så er det en anderledes fredelig verden end den, Charlie Hebdo og andre medier navigerer i. Men som frie og uafhængige medier er Lastbil Magasinet, Trans Inform og Transport-Tidende i sidste ende fuldstændig afhængig af den samme ytrings- og pressefrihed.

 

Derfor må vi naturligvis også udtrykke vores ubetingede solidaritet med ofrene på Charlie Hebdo og deres pårørende. Vi støtter den ytrings- og pressefrihed, der har spillet en central rolle i opbygningen af de åbne og demokratiske samfund, 100 procent. Det gælder uanset, om man bifalder den måde, ytringsfriheden bliver anvendt på, eller ej.

 

I sidste ende har de fleste af os på et eller andet tidspunkt ytret meninger, som andre vil kunne opfatte som krænkende.

Derfor er vi alle Charlie.

 

 

Danske Transport Medier

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com