Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Lige skattevilkår til offshore

31. maj 2016  |  

Af Lars Myrup Lassen

Søfartsborgmestr: Tag sømandsbeskatning med i vækstteam.

 

Danske skattevilkår på offshore-området skal ligestilles med konkurrenternes som en del af en ny maritim vækstplan, lyder det i fælles brev.

Borgmestrene fra ti af landets søfartstunge kommuner: Bornholm, Esbjerg, Fanø, Frederikshavn, Hjørring, Langeland, Lemvig, Samsø, Svendborg og Ærø, er gået sammen om at skrive til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen i forbindelse med det nye vækstteam.

 

Det Blå Danmark spiller en stor rolle for alle ti kommuner, og i brevet fokuserer borgmestrene på et område, hvor Danmark halter efter. Det gælder sømandsbeskatningen af konstruktionsskibe i offshore, hvor rammerne herhjemme er ringere end i vores nabolande.

 

- Danmark har ellers gode rammer for søfarten, men netop på offshore er vi ringere stillet end vores nabolande. Det betyder, at vi over tid vil miste den styrkeposition, som disse rederier ellers udgør – hvilket vil give jobtab helt ud til kajkanten i vores kommuner, skriver de ti borgmestre i brevet og fortsætter:

 

- Derfor vil vi gerne opfordre til, at I sørger for at få håndteret udvidelsen af sømandsbeskatningen på offshore-området i en ny vækstplan. Det er oplagt, at regeringen i den sammenhæng sætter handling bag ord og får ligestillet de danske skatteforhold med konkurrenternes.

Kommer fra hele landet

Borgmestrenes opfordring vækker genklang hos Søren Nørgaard Thomsen, som er direktør i et af de største rederier indenfor maritim offshore, Esvagt:

 

- Jeg kan godt forstå, at borgmestrene på tværs af Danmark er opmærksomme på den maritime offshore. I Esvagt ved jeg, at vi har ansatte som bor i samtlige af de ti borgmestres kommuner. Det betyder altså mindre for vores søfolk, at vi har hovedkontor i Esbjerg. For de kommer fra hele landet, når de påmønstrer, siger han.

 

De 10 borgmestre fokuserer i brevet på, at Danmark ikke har konkurrencedygtige vilkår på offshore-området. Det er absolut også en udfordring ifølge Søren Nørgaard Thomsen, som udover at være direktør i Esvagt også er formand for Rederiforeningen af 2010.

- I Rederiforeningen af 2010 har vi medlemmer, som er ramt af de skæve skattevilkår på konstruktionsskibe til offshore. Typisk har dansk søfart konkurrencedygtige vilkår, men på det her punkt er vi langt bag efter. Det er en skam, for det vil betyde, at vi mister en styrkeposition, som ellers er i god tråd med danske kompetencer indenfor havvind samt olie- og gasindvinding. Det bør ændres med vækstteamet, fortsætter Søren Nørgaard Thomsen.

 

To fluer med et smæk

For Jakob Ullegård, direktør i Rederiforeningen, understreger brevet fra borgmestrene, at de skæve skattevilkår for den maritime offshore er en udfordring for hele landet. Men med det kommende vækstteam er der en oplagt mulighed for at gøre noget ved det, mener han:

- Regeringen har virkelig lagt sig i selen for at skabe vækst i hele Danmark. Med det nye blå vækstteam kan man derfor slå to fluer med et smæk. Man kan både sikre konkurrenceevnen for en dansk styrkeposition på offshore, som ellers er udfordret på rammevilkårene – og samtidig gavne de dele af landet, hvor især Troels Lund Poulsen har gjort det til en politisk mærkesag at skabe aktivitet, slutter Jakob Ullegård.

 

Han noterer sig også, at de ti kommuner inviterer det nye vækstteam til at komme ud i landet til ”Søfartsdanmark”, når teamet mødes. Den ambition bakker Danmarks Rederiforening fuldt op om.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

698 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com