Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Ligestilling kommer nærmere

Søgeord:

23. februar 2017  |  

Læst i alt:

533 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Bred opbakning til lavere færgetakster.

Fra rød til blå, fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten – der var bred opbakning til trafikal ligestilling for de danske ø-færger. Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll glædede sig fra talerstolen over, at effekten af tiltaget var tydeligt dokumenteret.

 

Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer afholdt onsdag høring om effekten af de sænkede færgetakster til ø-kommunerne. En række interessenter – både kommunale og nationale politikere, samt ikke mindst beboere – kom til orde under diskussionen på Christiansborg om den sænkning af billetpriserne til vores ø-færger, som den politiske ambition om trafikal ligestilling har afstedkommet. Tal indsamlet af Rederiforeningen viste i efteråret en stigning på tværs af de fem største ikke-landfaste øer på 20 procent på passagersiden, og 26 procent for biler.

Det blev tydeligt under høringen, at de positive effekter var mærkbare på tværs af de danske øer. Derfor mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll også at der er gode muligheder for, at ordningen lever op til ambitionerne om styrket bosætning, flere turister og dermed øget aktivitet. Han forventer, at nytten af ordningen er maksimal med plads til individuelle løsninger fra ø til ø:  

 

-Det, der giver mening et sted, giver ikke nødvendigvis mening det andet sted. Så det, der er klogt på Anholt, er ikke nødvendigvis klogt på Avernakø. Vi får den bedste udnyttelse af tilskuddet, når den konkrete tilrettelæggelse sker med udgangspunkt i de lokale forhold, sagde ministeren. Han ser frem til, at man over de næste år får fuld trafikal ligestilling på ø-færgerne i perioden udenfor sommerens højsæson.

Den første politiske aftale om tilskuddet kom i februar 2016, hvor Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative besluttede at investere i billigere færgebilletter med 48 mio. kr. i 2016 og 95 mio. kr. årligt fra 2017 og frem. Det tiltag blev udbygget, da de fire partier i finansloven for 2017 afsatte yderligere 20 mio. kr. i 2017, 30 mio. kr. i 2018, 40 mio. kr. i årene derefter. Med de ekstra midler vil perioden for takstnedsættelsen blive forlænget til at dække hele perioden uden for højsæsonen.

 

Med aftalen om finanslov for 2018 vil det ikke bare være nogen måneder i forår og efterår, som får trafikal ligestilling. Når den nødvendige lovgivning ifølge ministeren er på plads inden sommerferien, vil passagererne opleve lavere priser hen over vinteren også.

-Fra færgernes side er vi glade for, at man på tværs af Folketinget ønsker trafikal ligestilling. Den er jo i sin essens en bred politisk anerkendelse af, at ø-færgerne spiller en afgørende rolle for både turister, beboere og det lokale erhvervsliv. Derfor ser vi frem til at kunne levere både kompetent og prisdygtig service hele året rundt, sommeren undtaget, af vores øer på ryggen af den politiske velvilje, siger Jakob Ullegård, direktør i Danmarks Rederiforening.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com