Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Minister vil følge ekspertanbefalinger

Søgeord:

20. september 2018  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

838 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Lovforslag om ny havnelov i det kommende folketingsår, lyder ambitionen fra regeringen.

 

Transport Tidende erfarer, at regeringen forventer, at et lovforslag om revision af havneloven kan fremsættes for Folketinget i det kommende folketingsår.

 

Desuden siger transportminister Ole Birk Olesen til Transport Tidende, at regeringens konkrete udspil til en havnelovsrevision vil ligge i tråd med ekspertudvalgets anbefalinger om at offentlige erhvervshavne reorganiseres i forskellige selskabsformer for at adskille havnens opgaver som infrastrukturforvalter med havnens øvrige kommercielle aktiviteter.

 

Lang ventetid for branchen

Ole Birk Olesen nedsatte i 2017 et ekspertudvalg på havneområdet, der havde til opgave at komme med anbefalinger til en revision af den daværende og nuværende havnelov. Et ekspertudvalg, der blandt andet bestod af repræsentanter fra organisationerne Dansk Industri og Danske Havne.

 

Efter lang tids venten offentliggjorde udvalget så endelig 4. maj i år sine anbefalinger til regeringen, der som måske det vigtigste omfatter anbefalingen om, at en ny havnelov skal sikre vandtætte skodder mellem havnen som forvalter af infrastruktur og dens kommercielle aktiviteter i større offentlige erhvervshavne. En adskillelse, der blandt andet skal ske gennem reorganisering af selskabsformer med ny, todelt aktieselskabsmodel.

 

Siden har der været stille fra Transportministeriets side med forklaringen om, at udvalgets rapport først skal drøftes i regeringen, før ministeriet kan melde nærmere ud om udviklingen.

Følger anbefalinger

Nu tager Ole Birk Olesen imidlertid bladet fra munden over for Transport Tidende og fortæller, at regeringen mener, at ekspertudvalgets anbefalinger er ”konkrete og konstruktive” og adresserer nogle ”centrale udfordringer i organiseringen af havneloven”:

 

- Ekspertudvalget anbefaler blandt andet, at offentlige erhvervshavne som udgangspunkt skal organiseres i to adskilte aktieselskaber, så der fremover kommer selskabsmæssig adskillelse mellem havnens forvaltning af infrastruktur og havnens øvrige kommercielle aktiviteter. Denne opdeling af havneaktiviteter og kommercielle aktiviteter er ifølge udvalget et helt centralt led i bestræbelserne på blandt andet at sikre klare rammer for, hvilke af havnens aktiviteter der kan modtage offentlig støtte. Jeg er først og fremmest optaget af, at havneloven fremover regulerer de offentligt ejede havnes struktur og organisationsform på en måde, der sikrer fair og lige konkurrence i havnesektoren, og det er min opfattelse, at ekspertudvalgets anbefalinger understøtter det mål, siger Ole Birk Olesen.

Han tilføjer, at regeringen forventer at offentliggøre et udspil, der læner sig op ad ekspertudvalgets anbefalinger, i løbet af det kommende folketingsår:

 

- I regeringen arbejder vi derfor på et konkret udspil til revision af havneloven, der ligger i tråd med udvalgets anbefalinger, som efterfølgende præsenteres for Folketingets partier. Det er ambitionen, at et lovforslag kan fremsættes i det kommende folketingsår, lyder det fra transportministeren.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com