Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Myndigheder flytter ansvar

15. december 2015  |  

Øget grænsekontrol og transportøransvar i Europa.

ITD er kritisk over for det nyindførte transportøransvar i Danmark og udtrykker bekymring for, at loven kan ramme danske transport- og logistikvirksomheder utilsigtet.

 

-Grænsekontrol må og skal være en opgave for myndighederne og ikke det private erhvervsliv. Med loven hvor ansvaret lægges over på det private erhvervsliv, risikerer vi at se Calais-agtige tilstande, hvor flygtninge søger alternative ruter, herunder via lastbiler, og hvor de private aktører risikerer bødepålæg. Derudover savner vi en præcisering af loven, så transportøransvaret ikke gælder for godstransportører, der ikke udfører erhvervsmæssig transport af passagerer, hvilket man har gjort i Sverige og Norge, siger Karen Roiy, Europapolitisk chef i ITD.

Midlertidig kontrol

Loven er primært rettet mod fly-, tog-, sø- og bustransportører, og pålægger dem at udføre ID-kontrol i de tilfælde, hvor der midlertidig er indført grænsekontrol i Danmark. Set i lyset af den nuværende migrantsituation i Europa, kan vi forvente, at der inden for den nærmeste fremtid vil blive indført midlertidig grænsekontrol i Danmark.

 

For vejgodstransportører vil det i første omgang betyde risiko for forsinkelser ved grænseovergange og ved færger. Det er yderligere vigtigt, at chaufføren medbringer pas eller anden gyldig legitimation. Som udgangspunkt anses et kørekort ikke som gyldig legitimation. Eneste undtagelse er, at et nordisk kørekort anerkendes i Norden.

 

Da transport med tog, bus og færge besværliggøres, må man forvente en risiko for, at flygtninge anvender alternative metoder. I første omgang er det ikke meningen, at vejgodstransportører skal kunne pålægges bødestraf for at medbringe illegale passagerer, som det er tilfældet i England. Men efter lovens formulering kan det ikke udelukkes, at vejgodstransportører vil kunne pålægges en bøde.

Vær påpasselig

-Vi opfordrer alle vores medlemmer til at være ekstra påpasselige med, at blinde passagerer ikke gemmer sig i lasten eller i køretøjet, både af sikkerhedshensyn og for at undgå skade på godset, køretøjet og en eventuel bøde, siger Karen Roiy.

 

Ud over den midlertidige danske grænsekontrol har Sverige allerede indført midlertidig grænsekontrol. Fra svensk side er der desuden stillet forslag om at pålægge transportører i den kollektive trafik (tog, bus, passagerskib) ID-kontrol. Der er altså ikke tale om et forslag, der pålægger vejgodstransportører et ekstra ansvar for kontrol. Forslaget om at kunne lukke veje, herunder Øresundsbroen, er dog blevet sorteret fra efter, at forslaget har mødt en del kritik.

Norge, Østrig, Frankrig og Tyskland har også indført midlertidig grænsekontrol som følge af flygtningesituationen.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

747 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com