Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Myndigheder svigter

Søgeord:

6. juni 2016  |  

Læst i alt:

668 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Handelsskibe må redde menneskeliv.

Det haster med at etablere en fælles europæisk kystvagt, der kan koordinere de nationale redningsindsatser i Middelhavet. Ellers kommer handelsflåden igen til at spille en utilsigtet nøglerolle, skriver sekretariatschef Simon Bergulf, Danmarks Rederiforening, i et debatindlæg bragt i Politiken:

 

Det er igen blevet højsæson for flygtninge, der tager den farefulde tur over Middelhavet, specielt fra Libyen til Italien. Det gode vejr samt den europæiske aftale med Tyrkiet om at tage flygtninge retur, der er flygtet til Grækenland, har igen gjort denne søvej til den mest attraktive illegale rute ind i Europa.

 

Siden årets begyndelse har op mod 200.000 skæbner ifølge Den Internationale Organisation for Migration, IOM, taget søvejen over Middelhavet. Ofte sendt ud af menneskesmuglere på overfyldte både, så ikke alle når sikkert frem til Europa. Alene i sidste uge frygtes 700 at være omkommet ved tre forlis, lyder det fra FN's flygtningeorgan UNHCR.

Mønsteret er dermed meget lig de seneste to år, hvor vi så dusinvis af drukneulykker i Middelhavet henover sommerhalvåret, og hvor den kommercielle handelsflåde var travlt beskæftiget med at bidrage til redningsarbejdet, fordi de europæiske myndigheders indsats var utilstrækkelig.

 

Så sent som i torsdags reddede et skib fra et dansk rederi 126 mænd og kvinder og et enkelt barn fra en synkefærdig gummibåd. Dermed er redningssæsonen for den danske handelsflåde desværre også skudt i gang. Sidste år samlede den danske handelsflåde mere end 2.600 flygtninge op i Middelhavet.

 

Handelsskibe træder naturligvis til, hvis de bliver tilkaldt af myndighederne eller selv får øje på nødstedte – helt i tråd med de internationale regler. Men det er en på alle måder uholdbar situation at lægge så stor en del af ansvaret for redningsaktionerne i Middelhavet over på rederierne, danske eller ej. Hverken skibe eller besætning, der ofte består af kun 10-25 personer, er klædt på til at håndtere disse meget stressfyldte redningsaktioner med flere hundrede bange, sultne og desperate mennesker.

Det er en myndighedsopgave, som skal løftes af de europæiske regeringer og ikke af virksomheder. Derfor er det tiltrængt, at Europa-Kommissionen har foreslået at etablere en fælles europæisk kystvagt. Den skal have tilstrækkelig, selvstændig kapacitet og den fornødne opbakning til at koordinere patruljerings- og redningsopgaverne i Middelhavet. Som en af verdens førende søfartsnationer bør dette være en klar mærkesag for Danmark.

På grund af Danmarks retsforbehold har vi ingen indflydelse, når beslutningerne træffes. Vi har dog mulighed for at tilslutte os kystvagtstjenesten efterfølgende og kan bidrage med udstyr og personale til operationer i Middelhavet.

 

Den langsigtede løsning er som oftest på land, og vi vil naturligvis fortsat bidrage efter bedste evne, indtil situationen er stabiliseret. Men Danmark og EU bør sikre sig, at den nuværende situation ikke bliver en ny normal.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com