Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Brug for flere hænder i speditionsbranchen

Søgeord:

Læst i alt:

672 gange

Læses i øjeblikket af:

1

13. juni 2019  |  

Af Redaktionen

Klumme af Jakob Størling, uddannelses- og relationschef hos Danske Speditører, og Christian Fejer, formand for Fagudvalg Uddannelse hos Danske Speditører.

 

For første gang i mange år optages der netop nu årligt 500 elever på kontoruddannelsen inden for spedition/shipping. Antallet er kommet pænt deropad efter finanskrisen, og alt tyder på, at vi kommer endnu højere op.

 

Det skulle da også lige mangle, da der i høj grad er rift om folk med kompetencer inden for spedition og logistik.

Det er én af de mange ting, som vi i Danske Speditører har gjort vækstteamet for handel og logistik opmærksom på. Selv om valgudskrivelsen kom i vejen for færdiggørelsen af vækstplanen for handel og logistik, synes nogle af vores uddannelsespolitiske mærkesager allerede at have fået medvind.

 

At optagetallene på speditørelevuddannelsen bevæger sig i den rigtige retning, kan Danske Speditører tage en del af æren for. Vores velkendte brandingkampagne på www.blivspeditør.dk – som jo har til formål at fange de unge menneskers interesse for jobbet som speditør – er for ganske nylig blevet peppet op med målrettet aktivitet på de sociale medier.

Der er blevet annonceret på Facebook, Instagram, Instagram Stories, Google, Snapchat samt elevplads.dk. Kombinationen af traditionelle annoncer med tekst og videoer samt snaps, hvor unge mennesker fra vores branche inviterer den nye generation af speditører, har fungeret fint.

Tillægsuddannelsen starter i grundforløbet
Det er vigtigt, at vi kontinuerligt vedbliver med at have fokus på uddannelse og rekruttering. Vi står i en knivskarp konkurrence med andre spæn­dende brancher og der er ingen tvivl om, at hvis vi ikke kan tilbyde spændende ud­dannelsestilbud til de unge, så får vi det svært i konkurrencen og i arbejdet med at udfordre vores kunder på viden.

 

Derfor er vi rigtig glade og stolte af, at vi i samarbejde med de tre handelsskoler, der uddanner speditørelever – IBC i Kolding, Aarhus Business College og Roskilde Handelsskole – netop har forhandlet en uddannelsesmæssig nyskabelse på plads. Allerede fra 1. august 2019 kan eleverne som en del af deres speditørelevuddannelse gå i gang med Eksamineret Speditør-uddannelsen, som jo egentligt tilhører gruppen af tillægsuddannelser inden for faget. Dermed er der skabt en slags Fast Track for de elever, der allerede i løbet af grunduddannelsen på skolebænken bliver klar over, at de vil videre.

Undgår fem ugers spildtid
Torsdag den 1. august 2019 bliver også en mærkedag af en anden årsag. Det er nemlig den 1. august 2019, at det længe kritiserede fem uger lange ekstra skoleforløb, som HHX’ere skal igennem som forudsætning for at kunne komme på speditørelevuddannelsen, bliver fjernet.

Det er langt om længe gået op for politikerne, at de fem ugers ekstra skolegang var spild af tid for eleverne og spild af ressourcer for skolerne.

 

Faktisk blev der indgået en politisk aftale i november sidste år, om at sløjfe de fem ugers overflødige skoleforløb. Det skete i samme hug som beslutningen om yderligere tre års dispensation frem til sommeren 2023 til at optage gymnasialt uddannede på speditørelevuddannelsen og de øvrige merkantile kontoruddannelser med speciale. Der blev indgået et meget bredt forlig på Christiansborg, og det var en stor fagpolitisk sejr for Danske Speditører, der siden 2014 har kæmpet indædt for at kunne rekruttere gymnasialt uddannede til speditørelevuddannelsen.

 

Det er dog først for ganske nylig, at vi har fået besked om, at kravet om fem ugers ekstra skolegang bliver fjernet allerede 1. august 2019. Mange havde frygtet, at konservatisme og vanetænkning ville føre til, at det først blev pr. 1. august 2020. Sådan skulle det heldigvis ikke gå!

Samarbejde med HK og Jobcentrene
Vi har i Danske Speditører indledt et samarbejde med HK og jobcentrene om at gøre noget ved manglen på medarbejdere med kompetencer inden for toldområdet. Det hænger blandt meget andet sammen med udsigten til, at Storbritannien på et tidspunkt måske forlader EU-toldunionen og at gods til og fra Storbritannien derfor skal fortoldes som til og fra et hvilket som helst andet tredjeland.

Hvad er der så kommet ud af dette samarbejde med HK?

I maj 2019 startede de første 20 personer på en ny kort og effektiv uddannelse, der skal gøre dem i stand til at give speditionsvirksomhederne en kvalificeret hånd med på toldområdet. De er færdige den 18. juni 2019, og vi håber at I derude vil tage godt imod dem.

(Denne klumme er også bragt i Transport Tidende nummer 12).

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com