Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

ITD vært for jobmatch

5. april 2019  |  

Af Anders Per Gajhede

Ledige hørte om uddannelser i transportbranchen.

 

Der er gode uddannelses- og jobmuligheder i transportbranchen, og lige nu mangler der primært chauffører i transport- og logistikbranchen samt ansatte på lager- og logistikområdet.

 

Derfor var repræsentanter fra 10 transportvirksomheder samt uddannelsesinstitutioner inden for området mødt op hos ITD i Padborg for at møde 170 ledige på en informationsdag om transportbranchen, hvor både ledige og virksomheder kunne møde hinanden i mulige jobmatch.

 

- I ITD glæder vi os over, at vi kan være med til at matche mennesker og job. Her kan virksomhederne sælge sig selv og gøre sig lækre over for folk, som er aktivt søgende efter et nyt job. Det vigtigste for virksomhederne er at kunne rekruttere den rette person, for er kemien god og forudsætningerne er på plads, så kan interesserede forholdsvis let omskoles til et job, siger Jørgen Smed, der er uddannelsesansvarlig hos ITD.

Bag informationsdagen stod de fire sønderjyske kommuner - Haderslev, Tønder, Sønderborg og Aabenraa – sammen med 10 transportvirksomheder, brancheorganisationen ITD, EUC Syd og Dekra.

 

- Det er godt, at de fire sønderjyske kommuner spiller ind med dette arrangement, for når vi går sammen om at løse udfordringer for både virksomheder og ledige, så står vi meget stærkere. Det er også erfaringer, vi har med lignende samarbejde, og det vil ITD meget gerne støtte op om, fordi det er til glæde for vores medlemsvirksomheder, at der bliver gjort en indsats for at gøre rekrutteringen til branchen endnu mere synlig, siger Jørgen Smed.

 

- Vi mangler alt – undtagen chauffører

 

Contino Transport var en af virksomhederne, der deltog med en stand, da ITD husede jobmatch-dagen for transportvirksomheder og ledige.

 

- Vi deltog i job i transport-arrangementet, fordi vi har rigtig svært ved at rekruttere folk, når vi har brug for dem. Vi har ikke mangel på chauffører, men derudover har vi brug for hele spektret; lager, trailerfolk, spedition, bogholderi, siger Søren Grodt-Andersen, direktør i Contino Transport.

 

Det betød dog ikke, at lastbilchaufførerne ikke havde noget at vinde ved at besøge Contino Transports stand, hvor direktøren selv stod og fik en snak med de ledige.

 

- Når der kom chauffører forbi, afleverede de deres cv til mig, og jeg har givet dem videre til vores tilknyttede vognmænd. I dag bliver mange chaufførstillinger ikke slået op officielt – det handler om netværk. Så hvis jeg kan videreformidle deres cv’er i mit netværk, gør jeg gerne det, siger Søren Grodt-Andersen og udtrykker forståelse for den situation, nogle unge nyuddannede danske chauffører kan stå i.

- Mange af dem, jeg talte med, fortalte, at de har alle de nødvendige kørekort og kurser, men at de mangler erfaringen. Men mange vognmænd søger chauffører, der har erfaring, fordi det er en travl branche, hvor man ikke har ressourcer til at tage chauffører ind på prøve, og så er det jo en svær situation, siger han.

 

Direktøren tilføjer, at han fik et par ansøgninger på dagen og at han også har haft et par stykker til samtale, men at der endnu er der ikke kommet noget konkret ud af det i form af en ansættelse.

 

- Chaufførlivet trækker ikke

 

56-årige Ole Ries fra Padborg var en af de ledige, der var mødt op til jobmatch-arrangementet hos ITD.

 

Han er vokset op i landbruget med en far, der var eksportvognmand, og derfor trækker livet som lastbilchauffør ikke.

 

- Jeg er vokset op i landbruget, men min far var eksportvognmand. Han var ude hele ugen, så det liv trækker ikke i mig. Jeg er uddannet landmand og har arbejdet i landbrugssektoren i 25 år, men jeg forlod den branche for nogle år siden, da jeg ikke fandt den attraktiv længere, siger Ole Ries.

 

Han har ikke det store kørekort, men til gengæld har han en fortid som lagermedarbejder og har derfor også truckcertifikat.

- Det kunne godt være en mulighed for mig at komme til at arbejde på lager igen. Men jeg har været rundt og tale med de forskellige virksomheder i dag, og jeg synes umiddelbart, at nedbrydning lyder spændende. Jeg er blevet lidt klogere på den branche, og nu vil jeg undersøge mulighederne for at uddanne mig i nedbrydningsbranchen, siger Ole Ries og tilføjer, at han har fået noget ud af jobmatch-dagen hos ITD.

 

- Jeg synes, det er et godt arrangement. Man møder mange virksomheder og udvider sit netværk. Jeg får også snakket med en række andre ledige, og det er en god måde at gøre det på, siger Ole Ries.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

241 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com