Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Kvinder netværkede hos ITD

Søgeord:

20. januar 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

299 gange

Læses i øjeblikket af:

1

80 kvinder deltog i netværksdag.

 

Det var en succes, da ITD’s netværksdag for kvinder blev afviklet lørdag den 18. januar 2020. 80 kvinder deltog i arrangementet, hvor formålet var at opbygge et stærkere sammenhold for branchens kvinder. Arrangementet udspringer af den chaufførmangel, som branchen oplever, men netværksdagen er ikke kun for chauffører, for den henvender sig bredt til kvinder i transportbranchen, lyder det fra ITD’s bestyrelsesformand, Christian Sørensen Madsen:

 

- Ligesom håndværksfagene har vejgodstransporten svært ved at tiltrække kvinderne. Og det gælder alle former for transportjob. Kan branchen og uddannelsessektoren knække koden til at tiltrække kvinder, er der et stort potentiale for ikke kun at imødekomme chaufførmanglen, men også en lang række andre job som speditører, mekanikere, på lageret eller på kontoret, siger Christian Sørensen Madsen.

Ifølge ITD lider branchen af en alvorlig mangel på chauffører. Aktuelt er der cirka 2.500 ubesatte chaufførstillinger, og knap halvdelen af chaufførerne kan gå på pension inden for de næste 14 år, lyder det fra ITD.

 

- Der er behov for at øge arbejdsudbuddet generelt og i særdeleshed til chaufførjobbene, og ITD ser et stort potentiale i at arbejde aktivt med at ændre dette billede og få flere kvinder til at interessere sig for et job i vejgodstransporten. Og det er vigtigt at tænke kvinder ind i transportbranchen. Fordi flere kvinder i en mandsdomineret branche som transportbranchen kan tilføre kulturen på den enkelte arbejdsplads en masse positivt og også være med til, at branchen som sådan får en vitaminindsprøjtning og inspiration til nye måder at tilrettelægge arbejdet på, siger Christian Sørensen Madsen.

Stort engagement

Netværksdagen for kvinder på Kellers Park i Børkop havde et spændende program med blandt andet foredrag ved Le Mans-racerkører Christina Nielsen, gode råd om kost, sundhed og træning samt workout ved Michelle Kristensen, catwalk med præsentation af arbejdsbeklædning til kvinder samt underholdning ved standupkomikeren Ane Høgsberg.

 

Og det er ikke tilfældigt, at dagen var sammensat med et bredt og varieret program, hvor der også blev god tid for deltagerne til at snakke sammen og hygge sig.

 

- Vi er meget glade for, at 80 kvinder deltog, for det viser et stort engagement, at så mange gerne vil bruge en lørdag på at være sammen for at være med til at skabe et værdifuldt netværk. Vi håber, at kvinderne fik lidt inspiration, de kan bruge i deres hverdag, samt at de fik nogle kontakter, som de kan bruge i fremtiden, siger Trine S. Plesner, der er chef for ITD Arbejdsmarked, og fortsætter:

- Og et stærkt netværk er noget, som kvinderne i branchen selv efterlyser for at styrke fællesskabet. ITD’s Kvindepanel har det forløbne år brugt tid på at finde frem til udfordringerne, men i høj grad også løsningerne til at gøre branchen endnu mere tiltrækkende for kvinder. Et af tiltagene er ønsket om at skabe et netværk for kvinder, og der er en række andre tiltag på vej, siger hun. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com