Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Marlog etablerer hub i Esbjerg

Søgeord:

14. april 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

258 gange

Læses i øjeblikket af:

1

To ny ansatte tiltrådte 6. april.

 

Den nationale klyngeoperatør for det maritime erhverv og logistik Marlog etablerer en afdeling i Esbjerg med to ansatte. De skal sætte skub i innovationen, de gode ideer og virksomhederne i den maritime branche og hele transportsektoren, lyder det fra organisationen.

 

I Esbjerg findes der stærke kompetencer på området inden for grøn miljøteknologi til skibsfart, som har skabt værdi og arbejdspladser gennem mange år. Derfor er det oplagt at være til stede her, lyder det fra Marlog, der har etableret det nye kontor i samarbejde med Business Esbjerg og Esbjerg Havn.

 

- Vi glæder os til et tæt og værdiskabende samarbejde med henblik på at understøtte innovation og udvikling af de maritime erhverv og logistik i Esbjerg-området, siger Mikkel Navarro Hansen, der er administrerende direktør i Marlog, og fortsætter:

 

- Indsatsen skal ses som en del af den samlede indsats leveret af Marlog, hvor sydvestjyske ressourcer, kompetencer og lokalkendskab matches med vores nationale ressourcer og kompetencer.

Store muligheder for maritim innovation

Den nye afdeling får en stribe særlige indsatsområder at fokusere på; grøn omstilling, en bæredygtig havn, innovation og teknologisk udvikling inden for havvind, internationalisering, kompetencer, uddannelse og arbejdskraft samt iværksætteri.

 

Esbjergs erhvervsstyrke med havnen som centrum for en lang række maritime og logistikvirksomheder er kendt og anerkendt og udgør en af hjørnestenene i Esbjergs position som energimetropol. Business Esbjerg ser sammen med Esbjerg Havn og Marlog derfor store muligheder for innovation og iværksætteri inden for området.

 

- I Esbjerg-området er der mange virksomheder inden for maritime erhverv og transportsektoren, og samtidig har vi stærke uddannelsesinstitutioner, som kan indgå i nye innovationssamarbejder. Derfor giver det god mening, at Marlog etablerer sig her, og vi forventer, at det vil resultere i udvikling af flere innovative virksomheder, og samtidig sætte yderligere fart på den grønne omstilling, som allerede er godt i gang i Esbjerg, lyder det fra direktør i Business Esbjerg, Susanne Nordenbæk.

Også Esbjerg Havns direktør Dennis Jul Pedersen glæder sig over at kunne byde velkommen til Marlog.

 

- Med flere hundrede virksomheder har vi allerede en stor og stærk værdikæde, der servicerer energibranchen og mange af disse arbejder desuden ind i den maritime sektor. Styrken for Esbjerg ligger i vores værdikæde, der er i stand til levere kompetencer med en stor variation af ydelser til havnens kunder. Logistik og shipping samt søtransport udgør en særlig andel af det maritime billede i Esbjerg og er tilsammen en vigtig faktor for områdets fremtidige vækst og udvikling, siger han.

Nye lokale kræfter til klyngen

Lisbeth Brøde Jepsen og Jesper Heiberg er udvalgt som de to nye Marlog-ansatte i Esbjerg og tiltrådte begge den 6. april.

 

Lisbeth Brøde Jensen kommer med stor erfaring fra energi- og transportsektoren og skal arbejde med innovationsprojekter inden for grøn omstilling. Jesper Heiberg skal arbejde med kompetenceudvikling og iværksætteri. Begge kommer de til at samarbejde med virksomheder, uddannelses- og vidensinstitutioner og andre klyngeorganisationer på tværs af sektorer.

 

Når corona-restriktionerne letter, vil Marlog invitere til officiel kickoff for den nye lokale hub. Her vil eksisterende og nye medlemmer kunne høre om medlemsfordele og om mulighederne for både at samarbejde om innovation og at få del i en projektportefølje på den gode side af 300 mio. kr.

- En tæt kontakt til de mest innovative og nyskabende regionale virksomheder inden for det maritime område og transportsektoren er helt afgørende for at sikre, at Danmark fortsat er i front på området, siger Mikkel Navarro Hansen. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com