Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Padborg-ambassadører på studietur til Aarhus Havn

Søgeord:

30. september 2022  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

386 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Netværket Padborg Elev Forum er klar på nye, spændende aktiviteter og til at brande Padborg-området som attraktivt for elever og lærlinge.

 

Transportbranchen og de tilknyttede erhverv har for længst erkendt, at der skal mere til end gode overtalelsesevner og spændende elevpladser for at ”lokke” nye elever til faget. Men hvad gør man, når man nu for eksempel ikke har et spændende studiemiljø i Padborg og omegn? Man skaber da selvfølgelig sin egen platform, hvor eleverne kan mødes, hygge sig og udveksle erfaringer.

 

Den tankegang er udgangspunkt for stiftelsen af netværket Padborg Elev Forum, der efterhånden har fem år på bagen, og blandt andre er stiftet af Padborg Transport Center.

 

Her mener man, at der ligger en spændende branche lige uden døren, som mange af de nuværende og potentielt kommende elever slet ikke kender til. Derfor skal der gøres en ekstra indsats for at fortælle de gode historier, så transportbranchen i Padborg ad denne vej kan rekruttere nye elever og fastholde dem, når de engang er færdiguddannede.

 

Padborg Elev Forum vil skabe et fællesskab blandt områdets elever, hvor der kan udveksles erfaringer og dannes netværk på tværs af virksomheder og fagområde.

Stor havn, hygge og faglige snakke

For at sprede kendskabet til Padborg Elev Forum har netværket brug for blandt andet at synliggøre sin eksistens gennem aktiviteter som faglige netværksmøder og studieture.

 

For nylig sponsorerede FDE Fonden en studietur for 21 elever og lærlinge fra Padborg Elev Forum til Aarhus Havn, hvor deltagerne fik et indblik i, hvad Danmarks største containerhavn har af betydning for den danske forsyningskæde.

 

Eleverne var blandt andet på tur med hurtiggående RIB-både, hvor de blev rystet sammen i bogstaveligste forstand. Herefter sejlede de til en lejr ved Norsminde, hvor der var hygge med bålmad og fysiske aktiviteter i form af øksekast og langbueskydning.

 

- Det var en fantastisk dag, siger Jesper Schimann Hansen, direktør i Padborg Transport Center, til Transport Today.

Han tilføjer, at netværket har ligget underdrejet i den periode, hvor coronapandemien var på sit højeste, men at ønsket om at sætte gang i nye aktiviteter i indeværende år er stort.

 

- Fokus er stadig på tiltrækning og fastholdelse af elever til de padborgske transportvirksomheder og deres tilknyttede erhverv. Padborg er et vigtigt vækstcenter i Sønderjylland, og her spiller de mange elever en meget stor rolle, når det handler om rekruttering af nye kræfter til branchen, siger Jesper Schimann Hansen og fortsætter:

 

- Derfor skal Padborg simpelthen uddanne sine egne ambassadører, der har det som deres fornemste opgave at fortælle, hvor spændende transportbranchen er samt fortælle om de uanede muligheder, sådan en uddannelse kan føre med sig, slutter direktøren.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk