Tina Donslund ansat som ny global HR manager.
Svanehøj Danmark A/S, der beskæftiger sig med marinepumper og instrumentering til opbevaring af flydende gas, tilknytter Tina Donslund som ny global HR manager.
Tina Donslund kommer fra en stilling som Head of People & Talents hos Trackunit A/S. Hun har en solid baggrund som HR-leder og har siden 2001 haft forskellige ledende HR-stillinger i en række forskellige virksomheder – primært inden for Tech hos blandt andet GomSpace, BAE Systems (ETI) og Skanska.
”Hos Svanehøj skal Tina Donslund drive et professionelt HR set-up og understøtte arbejdet med at skabe en stærk organisationskultur, hvor medarbejderne er i fokus, når det gælder læring og trivsel. Herunder arbejde med employer branding, talentudvikling og rekruttering på tværs af Svanehøjs lokationer i Danmark, Frankrig, UK, Japan, Singapore og Kina”, lyder det fra Svanehøj.
Svanehøj Danmark er en del af Svanehøj Group, der beskæftiger over 350 medarbejdere, heraf mere end halvdelen i Svenstrup ved Aalborg, hvor koncernen har sit hovedkvarter. Koncernen står bag de fire brands Svanehøj, Hamworthy Pumps, Eureka og Dolphin og har aktiviteter i Danmark, Frankrig, Storbritannien, Singapore, Japan og Kina. Svanehøj Group er ejet af investeringsselskabet Solix.
/anga.