Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

USTC-datter øger greb i roret

Søgeord:

1. juni 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

201 gange

Læses i øjeblikket af:

1

USTC fuldender ejercirkel med ansættelse af Head of Corporate Governance.

 

Mia Østergaard Nielsen vender retur til moderkoncernen, når hun 1. september tiltræder som Head of Corporate Governance i United Shipping and Trading Company (USTC).

 

Hun har siden 2018 været medlem af bestyrelsen i Bunker Holding og er i 2020 yderligere tiltrådt USTC's og Uni-Tankers bestyrelser. Ansættelsen er et længe planlagt næste skridt ind i udviklingen af familievirksomheden.

 

Det skriver USTC i en pressemeddelelse.

 

Opkøb

Stillingen som Head of Corporate Governance ligger i naturlig forlængelse af den vækstrejse, USTC har været på de seneste år, blandt andet gennem opkøb af virksomheder som CM Biomass og FREJA Transport & Logistics. Koncernen er vokset betragteligt over de seneste år, hvilket stiller højere krav til at arbejde mere strategisk med ledelse funderet på familieværdier.

Mia Østergaard Nielsen, 31, er datter af grundlægger Torben Østergaard-Nielsen og hendes indtræden i virksomheden understreger det stærke familieejerskab i den globale koncern, hvor alle tre ejere nu er aktivt involverede.

 

Storesøster Nina Østergaard Borris, 37, var ansat i koncernens største enhed, Bunker Holding fra 2014-2020, inden hun i 2020 blev udnævnt til Chief Operating Officer i USTC med det overordnede ansvar for forretningsoptimering og forretningsudvikling.

 

- Det er en stor personlig tilfredsstillelse, at familieejerskabet nu er samlet i en aktiv og engageret ledelse af koncernen. Der er ingen tvivl om, at Mias tiltrædelse fuldender cirklen, og jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med begge mine døtre om at videreudvikle USTC. De har begge nogle meget fremsynede ideer og tanker, og jeg ved, at vi i fællesskab vil danne en stærk alliance. Mia har brugt værdifuld tid uden for virksomheden og gennem sine eksterne erfaringer fået opbygget kompetencer, der kan styrke USTC, siger Torben Østergaard-Nielsen.

Ekstern erfaring

Mia Østergaard Nielsen kommer fra en stilling som Associate hos konsulenthuset Spencer Stuart, hvor hun har siddet med rekruttering af topledelse. Hun har desuden tidligere arbejdet ved PwC i deres Executive Education afdeling. Mia har arbejdet og studeret i både London og Singapore og har en uddannelsesmæssig baggrund inden for HR fra CBS.

 

I USTC bliver hun ansvarlig for at styrke de strategiske rammer for topledelsen, og skal ikke mindst sikre et stærkt aftryk fra moderselskabet på tværs af koncernens enheder. Hun kommer blandt andet til at sikre, at profilkravene for c-suite stillinger i koncernen er på linje med den strategiske målsætning og ejerfamiliens DNA, og at de forskellige bestyrelser fortsat har den optimale sammensætning.

Bæredygtighed i fokus

Som led i den opdaterede governance-struktur kommer USTC fremadrettet til at sætte yderligere fokus på bæredygtighedsdagsordenen. Her bliver opgaven at indgå konstruktivt i udviklingen inden for bæredygtighed for at skabe et grundlag for en øget indsats og et fremtidigt arbejde med både USTC og koncernens datterselskaber om ESG-initiativer.

 

- At blive fuldgyldigt medlem af det aktive ejerskab i USTC har længe ligget i kortene, og det er et stort privilegium at være med til at lede USTC ind i en spændende fremtid. Samtidig er jeg ydmyg over for opgaven og er helt bevidst om, at jeg stadig er en ung leder, der har meget at lære. Men med familieværdierne i årerne og mit flerårige tætte samarbejde med bestyrelserne er jeg klar til at tage fat sammen med de mange dygtige kollegaer i koncernen, siger Mia Østergaard.

Den nye Head of Corporate Governance vil referere direkte til CEO og ejer Torben Østergaard-Nielsen.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com