Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Vejdirektoratet modtager grøn pris

Søgeord:

7. oktober 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

222 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Hædres for arbejdet med udvikling af grøn genbrugsasfalt.

 

Vejdirektoratet har fået Innovationsprisen ved Building Awards 2020. Prisen bliver tildelt for Vejdirektoratets forsøg med at udvikle en grøn genbrugsasfalt, det såkaldte Bitumen Stabiliseret Materiale (BSM.).

 

Formålet med forsøgene med denne asfalttype er at udvikle en mere bæredygtig metode til at reparere eller udskifte de bærelag, der ligger lige under asfalten på vejene. Og den har dermed potentialet til at udgøre endnu et redskab i den grønne omstilling af hele vejbranchen, lyder det fra Vejdirektoratet.

 

Eller som juryen formulerer det:

 

”Vejdirektoratets udvikling af nye mere bæredygtige belægninger til danske veje er banebrydende og bringer anlægssektoren i en god retning. Initiativet demonstrerer hvordan fantastisk innovation af nye materialer til et cirkulært byggeri går hånd i hånd med fokus på kvalitetsstyring. Udviklingen har stort potentiale, og tegner til at være skalérbar til internationalt”.

Søren Andersen, områdechef i Vejdirektoratet, glæder sig over, at Vejdirektoratets forsøg med den grønne genbrugsasfalt honoreres af juryen bag Building Awards.

 

- Alle ved, at transportsektoren er en af de store klimasyndere herhjemme, men vi bestræber os i Vejdirektoratet hele tiden på at udvikle grønnere og mere miljøvenlige arbejdsmetoder. Dette gælder ikke mindst i arbejdet med at reparere og vedligeholde vejene. Vi bruger rigtig mange råstoffer til at reparere vores veje – ligesom selve transporten af råstofferne også er yderst ressourcekrævende. Med denne nye metode kan vi forhåbentlig nedsætte CO2-emissionen ved reparation af vejenes bærelag markant, siger Søren Andersen.

 

Helt konkret handler den nye metode om, at man fræser vejens gamle bærelag og blander det blandt andet med nogle få procent ny bitumen, som binder de gamle bærelagsmaterialer sammen. Herved opnås et nyt bærelagsmateriale – såkaldt bitumenstabiliseret materiale (BSM) – der kan udlægges på samme sted som et nyt holdbart bærelag for vejen.

- Denne metode giver os flere fordele. Dels kan vi genbruge vejens gamle bærelag, hvilket betyder, at vi slipper for at udvinde nye råstoffer. Og dels kan vi producere det nye bærelag på stedet, hvilket betyder at også den ressourcetunge transport falder bort, siger Søren Andersen.

 

Der er tidligere blevet eksperimenteret med metoden i udlandet, primært USA og Sydafrika. Og nu er Vejdirektoratet – i samarbejde med entreprenørvirksomhederne SR-gruppen og Arkil –altså i gang med at udvikle konceptet, så det passer til danske klima- og vejrforhold og lever op til de hjemlige vejregler.

 

Den specifikke CO2-besparelse, som metoden medfører, tør Søren Andersen ikke angive på nuværende tidspunkt. Tidligere estimater anslår, at BSM-metoden kan spare mellem 70 til 90 procent af CO2-emissionen ved reparationer af vejes nedbrudte bærelag, men det vil Vejdirektoratets områdechef ikke garantere.

- Nu er vi i gang med forsøg med den nye metode, og så vil vi naturligvis også prøve at vurdere, hvor stor energibesparelsen er. Men det afhænger nok ved hvert vejarbejde af konkrete omstændigheder, blandt andet omfanget af den transport, man sparer. Der er dog ingen tvivl om, at metoden potentielt kan give os en betydelig CO2-gevinst og ikke mindst et meget mindre forbrug af råstoffer, siger han. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com