Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Ny LNG-facilitet åbner

30. juni 2015  |  

Af Claus Warncke

Hirtshals Havn huser et af landets første LNG-tankstationer.

Et af Danmarks første tankfaciliteter med det miljøvenlige drivmiddel LNG står nu klar til brug i Hirtshals Havn. Dermed kan Fjord Line tanke sine to grønne cruisefærger i Danmark, men LNG-faciliteten kan også benyttes af andre gasdrevne skibe.

 

Med Fjord Lines nye LNG-facilitet fortsætter rederiet sin grønne strategi, der blev søsat for fem år siden. Denne har blandt andet resulteret i en milliardinvestering i to nye miljøvenlige cruisefærger, der udelukkende sejler på flydende naturgas (Liquified Natural Gas). Med åbningen af den nye LNG-facilitet kan potentialet i den grønne strategi for alvor udnyttes, og Fjord Line ser nye kommercielle muligheder.

Optimerer drift

- Med LNG-faciliteten i Hirtshals kan vi tanke de nye cruisefærger både i Norge og i Danmark. Det sikrer, at vi kan optimere driften, ligesom vi også får mulighed for at udnytte anlægget på kommerciel vis. Planen er at udbyde LNG til andre operatører af gasdrevne skibe, siger Morten Larsen, administrerende og teknisk direktør i Fjord Line Danmark.

 

Fjord Lines grønne strategi skal blandt andet ses i lyset af IMO’s & EU’s svovldirektiv for skibsfart, der trådte i kraft den 1. januar 2015, der indskærper miljøkravene til skibe, der anvender almindelig fuelolie. Regulativet tvinger fremtidens skibsfart til at tænke grønt, og det vil formentlig få flere skibe til at lægge om til LNG, der er væsentligt renere end traditionel fuelolie, idet LNG ikke udleder nogen svovl og partikler.

Havn: Stort potentiale

Også Hirtshals Havn er tilfreds med, at Fjord Lines miljøvenlige investering folder sig yderligere ud, og Anker Laden-Andersen, bestyrelsesformand for Hirtshals Havn, ser det som et stort potentiale for havnen.

 

- LNG-faciliteten er den første i Danmark, og det vil styrke Hirtshals Havns position som foregangshavn inden for miljøvenlig skibsfart. Havnen ligger strategisk godt i forhold til trafikerede skibsruter, så Hirtshals har stor chance for at blive den natulige anløbshavn for fremtidens LNG-drevne skibe. Skibene kan nemlig tanke ved faciliteten i løbet af de cirka 22 timer i døgnet, hvor Fjord Lines cruisefærger ikke benytter kajpladsen, og det vil gøre Hirtshals Havn mere attraktiv, siger Anker Laden-Andersen.

500 kubikmeter

Det nye tankningsanlæg har en kapacitet på 500 kubikmeter LNG og vil være et supplement til Skangass’ tankningsanlæg i Risavika, hvor Fjord Line fortsat vil tanke det miljøvenlige drivmiddel til cruisefærgerne. De LNG-drevne færger reducerer udledningen af NOx, med 92 procent i forhold til udledningen fra skibsmotorer, der sejler på traditionel fuelolie. Samtidig formindsker brugen af LNG udledningen af drivhusgasser med 22 procent.

 

LNG-faciliteten er designet og konstrueret af det norske gasteknologiske selskab Liquiline LNG, der ligeledes har forstået projektledelsen. Anlægget, der leveres med Liquiline LNGs egenudviklede overvågningssystem LiquiSys, etableres af Fjord Line, Hirtshals LNG og Liquiline LNG i samarbejde med Hirtshals Havn.

    

  

Fototekst:  Må frit benyttes i forbindelse med redaktionel omtale.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

946 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com