Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Danske Rederier: Stærkt dansk signal i Hormuz

Søgeord:

13. januar 2021  |  

Af Lars Myrup Lassen

Læst i alt:

786 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Dansk stab overtager ledelsen af europæisk flådestyrke i Hormuzstrædet.

 

Danmark overtager i dag ledelsen af den europæiske EMASOH-mission i Hormuzstrædet og de omkringliggende farvande. Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Det blev markeret med en formel kommandooverdragelse i missionens hovedkvarter, hvor Frankrig officielt gav fanen videre til Danmark.

 

Dermed har Danmark det næste halve år kommandoen over flådemissionen Operation AGENOR, som er den militære del af EMASOH, der står for ”European Maritime Awareness in The Strait of Hormuz”.

 

- Retten til fri sejlads er en afgørende værdi. Når den sættes under pres, skal vi som stor søfartsnation kæmpe for den. Den danske ledelse af Operation AGENOR er med til at understøtte danske maritime erhverv og understreger samtidig den tillid, der er til dansk forsvar, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Konkret består opgaven blandt andet i at indsætte missionens maritime kapaciteter og koordinere samarbejdet med de øvrige regionale maritime aktører.

 

Ud over det danske bidrag på 12 personer, indgår der også stabsmedlemmer fra Frankrig, Belgien, Grækenland og Holland i staben, der er placeret i det franske flådehovedkvarter i Abu Dhabi.

 

Udover den militære del af missionen, varetager Danmark også ledelsen af det diplomatiske spor i missionen. Der vil således være dansk ledelse på begge spor frem til midten af juli 2021.

 

Udover Danmark er også Frankrig, Belgien, Holland, Grækenland, Portugal, Italien og Tyskland en del af EMASOH.

Stærkt signal

”Som verdens femtestørste søfartsnation har Danmark en klar interesse i at sikre sikkerhed og stabilitet for handelsflåden rundt om i verden. Nu overtager Danmark kommandoen over Emasoh-missionen i Hormuz, og viser verden, at det er en stærk prioritet for Danmark at sikre retten til fri sejlads. Det er vi meget glade for i Danske Rederier,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier i en kommentar.

 

Emasoh står for ”European Maritime Awareness in The Strait of Hormuz”. 20 – 30 procent af verdens energitransport går gennem strædet, og cirka seks procent af danske rederiers eksport kommer fra Mellemøsten.

 

- Hver måned sejler 150-170 dansk opererede skibe gennem Hormuzstrædet, som er en meget vigtig handelsrute. Danmarks tilstedeværelse med fregatten Ivar Huitfeldt i området sidste efterår har vist, at man kan regne med os i internationale missioner, når den civile skibsfart skal beskyttes. Det kan vi som søfartsnation være stolte af, siger Anne H. Steffensen.

 

FAKTA OM EMASOH:

EMASOH har til formål at skabe tryghed og sikkerhed for den globale skibsfart i Hormuz-strædet. Missionen blev iværksat på baggrund af en række sikkerhedsmæssige hændelser i 2019, hvor kommercielle skibe bl.a. blev udsat for angreb med sprængladninger. Danmark har siden missionens oprettelse bidraget med stabsofficerer til hovedkvarteret, og i efteråret 2020 var fregatten Iver Huitfeldt ligeledes udsendt til missionen. Det har givet en stor erfaring og kendskab til området, som det nye, danske ledelsesbidrag nu kan bygge videre på.

 

Danmark har også en central rolle i missionens diplomatiske spor, der har til formål at facilitere dialog mellem forskellige aktører i regionen på begge sider af Hormuz-strædet og derved fremme tillidsopbygning og deeskalering. Det diplomatiske spor ledes af den danske ambassadør Julie Elisabeth Pruzan-Jørgensen.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com