Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Erhvervskritik af finanslovsforslag

Søgeord:

3. oktober 2019  |  

Af Lars Myrup Lassen

Læst i alt:

392 gange

Læses i øjeblikket af:

1

ITD: Finansloven kan blive dyr for mange transportvirksomheder.

 

Dansk Industri roser regeringens finanslovsforslag ”Velfærd Først”, der blev præsenteret i går onsdag. Det er blandt andet regeringens plan om at sætte fart i den grønne omstilling, samt ønsket om at styrke velfærdssamfundet, der høster ros fra den magtfulde brancheorganisation.

 

Men samtidig er DI stærkt kritisk over for regeringens planer om at hæve beskatningen af generationsskifte af virksomheder, samt planen om at hæve virksomhedernes betaling til sygemeldte medarbejdere.

 

- Regeringen vil gøre det langt dyrere for tusindvis af lokale virksomheder at give stafetten videre til næste generation. Det er jo penge, som virksomhederne i stedet skal investere i fremtiden, herunder at skabe job og grøn vækst, siger DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen og tilføjer:

- Jeg er samtidig bekymret for, at de mange virksomheder, der gør en ekstra indsats for at tage medarbejdere ind, der har det svært og i perioder har højere sygefravær, nu som tak kan se frem til en ekstraregning. Her risikerer regeringen faktisk at skabe mere ubalance, siger Lars Sandahl Sørensen.

 

DI er også kritisk over for regeringens planer om at øge de offentlige udgifter på et tidspunkt, hvor øknomien boomer.

- I en tid, hvor der er fuld fart på økonomien, og hvor både erhvervslivet og det offentlige mangler hænder, skal vi ikke bruge flere penge i det offentlige og dermed lægge endnu mere pres på – vi skal lægge pengene til side, så vi har noget at stå imod med. Det får vi brug for, når det en dag går mindre godt, som vi allerede ser det i landene omkring os, siger Lars Sandahl Sørensen.

ITD-ris

Brancheorganisationen ITD er også kritisk over for regeringens finanslovsforslag og peger på de samme knaster som DI.

Der er ikke meget at hente for transportvirksomhederne og for erhvervslivet generelt, skriver ITD, der også ser gode takter på klimaområdet og for erhvervsuddannelserne, men der er desværre også dyre regninger til virksomhederne, der jo ellers skal skabe den vækst, der nu og fremover skal finansiere velfærden, fastslår ITD.

Særligt to områder rammer uhensigtsmæssigt: Øget arveafgift ved generationsskifte og øget bidrag til dækning af langtidssygemeldte medarbejdere.

 

- Det store fokus på klimaet og den grønne omstilling i finanslovsforslaget er enormt glædeligt, og med den socialdemokratiske regerings ambitiøse plan om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030, haster det med at finde bæredygtige løsninger. Transportområdet – og især den tunge vejgodstransport – udgør her en særlig udfordring, og derfor bør en væsentlig del af den grønne forskningsmilliard øremærkes denne. I ITD har vi konkret foreslået, at der nedsættes en særlig klimakommission for området, så der kan etableres en klar, politisk strategi for grøn vejgodstransport. Det synes vi stadig, man bør tænke ind, og vi bidrager gerne til arbejdet, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Arv og sygdom

Finanslovsudspillet kommer i flere tilfælde til at koste dyrt for erhvervslivet. Regeringen vil hæve afgiften ved generationsskifte markant, og det vil i høj grad øge omkostningerne for de mange virksomheder, der står foran et sådant.

 

- Mange transportvirksomheder er familieejede og står foran et kommende generationsskifte. Med regeringens planer om at hæve afgiften på generationsskifte fra 6 til 15 procent kommer det til at koste virksomhederne dyrt. Her skal man tænke på, at det er penge, der allerede er betalt skat af én gang, og derfor er det på ingen måde rimeligt på den måde at flå virksomhederne igen, siger Carina Christensen.

 

Regeringen foreslår nu også, at virksomhedernes bidrag til dækning af langtidssygemeldte medarbejdere øges, så virksomhederne fremover skal betale for de første 40 af medarbejderens sygedage, hvor de i dag betaler for de første 30 dage.

- Det er efter vores opfattelse et uheldigt sted at hente finansiering til øget velfærd. Ud over at det er en voldsom stigning til de virksomheder, der rammes af sygdom, så kommer det heller ikke til at øge virksomhedernes incitament til at ansætte medarbejdere med højt sygefravær eller medarbejdere, som tidligere har været ramt af stress eller andet. Det øger presset på begge parter, og det er ikke konstruktivt for erhvervslivet, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Ingen infrastruktur

Der er ingen konkrete vejinfrastrukturprojekter i finanslovsudspillet. Det kommer ikke som nogen overraskelse, da transportministeren allerede har meldt ud, at den nye regering vil starte forfra på de drøftelser om en langsigtet investeringsplan for infrastrukturen, som branchen længe har efterspurgt, og som der er hårdt brug for. Det bliver nu afgørende, at de forhandlinger snart bliver indledt, så trængselsudfordringerne kan imødegås, og så der bliver sat skub under den grønne omstilling af vejgodstransporten.

Også ros

Glædeligt er det dog, at regeringen lægger op til at fjerne omprioriteringsbidraget på uddannelsesområdet og vil tilføre 168 millioner kroner årligt i perioden 2020-2023 til at videreføre kvalitetspuljen til erhvervsuddannelserne.

 

- Det er glædeligt, at der er fokus på erhvervsuddannelserne, det er der brug for. I transportsektoren er der allerede nu alvorlig mangel på faglært arbejdskraft, og det er en stor udfordring for erhvervet. Vi ser derfor gerne, at nogle af pengene målrettes transport- og logistikområdet, fastslår Carina Christensen.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com