Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Flere danskere skal ind i færre biler

Søgeord:

31. august 2022  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

273 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Vejdirektoratet starter kampagne for at få flere til at køre sammen i stedet for solo.

Hver dag er der cirka 14 millioner tomme passagersæder i personbiler på farten. Det skaber lange køer, koster milliarder og er en unødvendig belastning af klimaet. Derfor lancerer Vejdirektoratet nu en kampagne, der skal åbne danskernes øjne for nye måder at komme rundt på.

 

”Hvorfor ikk’ følges, hvis vi alligevel skal samme vej?” Det er et spørgsmål, som alle solobilister bør stille sig selv, før de suser ud på vejene, hvor knap 14 millioner bilsæder kører tomme rundt hver eneste dag. Det skaber trængsel, belaster klimaet og gør ondt i pengepungen.

 

Derfor lancerer Vejdirektoratet under Transportministeriet i dag en kampagne om samkørsel og delebiler, der skal få flere danskere til at køre sammen og deles om de biler, der allerede findes.

Transportminister Trine Bramsen siger:

- Når danskerne kører på arbejde, sidder der mindre end 1,1 personer i bilen. Dermed er der mange ledige sæder, som vi skal gøre mere for, bliver fyldt op. Vi vil ikke tvinge danskerne til at køre sammen, men gøre det lettere. Det gavner både privatøkonomien, trængslen på vejene og klimaet. Derfor er potentialet stort. Forudsætningen er, at det bliver lettere at finde hinanden.

 

Kritisk blik på egne transportvaner

Kampagnen skal overordnet set få danskerne til at reflektere over deres transportvaner, oplyse om de mange fordele ved at deles om bilerne og komme med idéer til, hvordan man så rent faktisk kommer godt i gang med det.

Den EU-finansierede kampagne, der løber de næste tre måneder, udspringer af transportaftalen ”Grøn omstilling af vejtransporten af 4. december 2020” indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

 

Færre biler betyder også, at danskerne kommer hurtigere frem på vejene, og det er til stor gavn for samfundsøkonomien. I den anden boldgade er det sådan, at når vi gang på gang holder i kø, så spilder vi en masse tid og penge.

 

Ifølge tal fra Vejdirektoratet svarede forsinkelserne på vejene i 2019 til et samfundsøkonomisk tab på intet mindre end 28 milliarder kroner. Så stor er værdien af den tid, som i stedet kunne være brugt på fritidsaktiviteter, familieliv, arbejde eller noget helt fjerde.

 

I forbindelse med kampagnen har Vejdirektoratet blandt andet undersøgt årsager til, at danskerne benytter og tilbyder samkørsel, og der peger langt størstedelen på økonomi som den største fordel.

Kan spare mange penge

Afdelingsleder Andreas Egense, Vejdirektoratet, siger:

- Der er gode argumenter for at køre sammen, og privatøkonomi er bare et af dem. Afhængig af, hvor langt man har til arbejde, kan man spare tusindvis af kroner om året. Det kræver måske lidt overvindelse at dele privatsfæren med andre, og det kræver ikke mindst noget planlægning. Som en del af kampagnen kommer vi derfor også med gode råd til, hvordan man kan komme i gang med samkørsel og åbne bildøren for kolleger, naboer og andre, der skal samme vej.  

 

Hvis man er for eksempel to frem for én person i bilen og kører mellem Næstved og København på Sjælland - en strækning på i alt 176 kilometer tur-retur - så vil de begge spare mellem 81 og 147 kroner om dagen afhængig af valg af biltype og brændstof. Hvert år giver det en besparelse på cirka 18.000 til 32.000 kroner per person.

I disse beregninger er besparelsen størst, hvis samkørslen sker i en benzinbil, hvor den årlige besparelse på pendlerstrækningen fra Næstved til København vil være på svimlende 32.000 kroner.

 

Vejdirektoratet har udarbejdet en kampagneside, hvor man blandt andet kan læse mere om fordele ved at køre sammen og få råd til, hvordan man kommer godt i gang.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk