Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Intelligente grønne afgifter

Søgeord:

29. november 2019  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

698 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Speditører: Grøn kurs må ikke koste konkurrencekraft.

 

Regeringens ambitiøse målsætninger på klimaområdet har bred opbakning i Folketinget. I en kronik i dagbladet Børsen i dag fredag, opfordrer direktør i Danske Speditører, Martin Aabak regeringen til at tænke sig godt om, før der indføres konkrete tiltag på vejen mod en grønnere fremtid.

Martin Aabak fastslår, at det bliver svært at nå målet om en reduktion af Danmarks CO2-udledning med 70 procent, uden det koster konkurrencekraft.

 

»Vi vil foreslå intelligente adfærdsregulerende grønne afgifter på transportområdet i stedet for de nuværende afgifter, der ikke har indbygget en klog incitamentsstruktur. Og så skal provenuet føres tilbage til infrastrukturen og godstransportsektoren, så omstillingen kan tage fart. Pengene skal ikke havne i bunden af Finansministeriets store pengekasse,« skrive Martin Aabak.

Han fremhæver, at speditørerne som ”godstransportens arkitekter” kan spille en særlig rolle på vejen til en grønnere fremtid.

 

»Det kan vi, fordi det er speditørerne, der får brikkerne i en velsmurt og klimaansvarlig logistikkæde fra punkt A til B til at falde på plads. Vi kan stille grønne krav til de vognmænd, rederier, luftfartsselskaber og jernbaneoperatører, som speditørerne bruger som underleverandører.«

 

Øremærk grønne indtægter

Danske Speditører opfordrer regeringen til at sikre indtægterne fra de intelligente grønne afgifter på transporten, øremærkes til forbedringer af blandt andet infrastrukturen, hvor trængsel er et stigende problem.

»Konsekvenserne af den samlede trængsel på vejene er netop blevet kortlagt. Det koster samfundet årligt mindst 20 milliarder kroner, at vi mangler infrastruktur.

Derfor vil det give god mening ud fra et grønt synspunkt at bruge penge fra grønne afgifter til mere infrastruktur, herunder flere lastbilparkeringspladser tæt på motorvejene.

På denne måde kan vi sikre bedre fremkommelighed og undgår den skadelige tomgangsforurening og ineffektive køkørsel i almindelighed. Og i særdeleshed kan vi sikre, at lastbiler ikke udgør en unødig sikkerhedsrisiko og forurener unødigt ved at forlade motorvejssystemet, når chaufførerne skal afvikle deres lovpligtige hvil og derfor skal finde et sted at parkere.«

 

Konkrete grønne forslag

Direktøren i Danske Speditører har flere konkrete klimatiltag, som brancheorganisationen mener kan bidrage til en mere klimavenlig godstransport.

 

»For det første foreslår vi, at størrelsen af den grønne ejerafgift i langt højere grad gøres afhængig af lastbilens såkaldte EU-norm. I forvejen findes der en udmærket klassificering, hvor kategori 6 er det på markedet bedste partikelfilter. Forslaget er altså at lade ejere af lastbiler med EU-norm 6 betale langt mindre, mens ejerne af de mest miljøbelastende lastbiler skal betale mere.

EU-normen siger dog intet om brændstofforbrug pr. kilometer. Derfor skal der efter vores opfattelse også sættes ind i forhold til lastbilers brændstofforbrug. Det kunne f.eks. ske ved i langt højere grad at gøre vejbenyttelsesafgiften afhængig af den pågældende lastbils brændstofforbrug.  

Det afskrækker os heller ikke, hvis der på særligt klimasårbare danske vejstrækninger indføres en ekstra vejbenyttelsesafgift, der gøres afhængig af den pågældende lastbils klimaansvarlighed. Lastbilens partikelfilter og lastbilens brændstofforbrug skal også være styrende for, hvor stor lastbilafgiften skal være.«

Brændstofafgifter

»Sidst, men ikke mindst, kan og skal afgiften på drivmidlerne differentieres endnu mere. Afgiften på brændsler, hvor der enten er slet ingen eller meget lidt CO2-fortrængning, skal hæves. Omvendt skal afgiften på biobrændsel sættes ned.

Det gør stort indtryk på mig, når en vognmand fortæller, at afgifterne forhindrer hans transportfirma i at skifte til biogas. Afgiftsniveauerne hænger bare ikke sammen.

Vi skal i det hele taget have set på afgiftsstrukturen for alle drivmidler og for alle transportmidler - også for skibe, fly og jernbane.

Lykkes vi med at få en intelligent omlægning af afgifterne til at føre til reelle adfærdsændringer, kan det ske uden forringelse af samfundsøkonomien. Vi kan måske endda opnå det modsatte, hvis vi griber det rigtigt an,« lyder det fra Martin Aabak.

Han slutter med at fastslå, at det i sidste ende bliver forbrugerne – og dermed os alle sammen – der kommer til at betale regningen for den grønne omstilling i transportsektoren.

 

»Den grønne dagsorden må og skal vi alle bidrage konstruktivt til. Og det skal ske så intelligent som muligt, så vi på den ene side opnår mest mulig klimaeffekt – og på den anden side bevarer mest mulig konkurrencekraft.«

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com