Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Østjylland kræver E45-udvidelse fuldført

Søgeord:

27. maj 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

185 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Borgmestre, erhvervsliv og fagforeninger mener, at der er brug for alle etaper af udvidelsen af E45.

 

Debatindlæg af politikere, erhvervsliv og fagforeninger - underskriverne kan ses under indlægget.

 

"Undertegnede gør med dette skriv opmærksom på, at der i allerhøjeste grad er brug for, at der træffes beslutning om at udvide hele den østjyske del af E45 til tre spor. Og det vil sige fra Vejle Nord til og med til Randers Nord.

 

Vi er med på, at udbygningen vil ske i etaper, hvor dele af udvidelsen er lavet syd for Aarhus. Men ingen af de planlagte etaper må glemmes eller syltes. For udvidelsen samlet set sikrer, at landets største vækstregion uden for hovedstaden fortsat leverer en væsentlig del af landets fælles vækst.

 

Selv nu under Corona er trafikken intens og tæt på E45 og kan allerede nu let stoppe til. Så hvordan bliver det ikke, når samfundet for alvor åbner igen? Så risikerer vi mange køer på E45, der bare bliver længere og længere. Og det er egentlig ikke så mærkeligt. For trafikken er på ti år vokset mellem 25 og 34 procent på alle strækninger fra Vejle Nord til Randers Nord.

Der er virksomheder, som må vente på en kollega, som ikke kommer frem i tide enten på arbejde eller til møde. Der er varer, som kommer så sent, at det giver problemer med at laste på eller af.

Køer på motorvejen er en stor belastning for alle østjyske virksomheder.

 

Derfor vil vi fra hele det østjyske område på det kraftigste appellere til, at der træffes beslutning om at udvide E45 på hele strækningen mellem Vejle Nord og Randers Nord, samtidig med, at det er ekstremt vigtigt, at de første faser af udvidelsen sættes i gang nu og afsluttes hurtigst muligt.

Forbinder store byer

Motorvej E45 er den infrastrukturelle rygrad, der løber ned gennem Jylland. Strækningen fra Aarhus S til Randers N forbinder først og fremmest Danmarks anden største by med Danmarks sjette største by. Strækningen er samtidig væsentlig for forbindelsen til Aalborg, Danmarks fjerde største by.

 

Det er ikke kun de mange virksomheder, der bruger motorvejen til transport, som bliver ramt af den øgede trængsel og de lange kødannelser. Det går også udover alle pendlerne og deres arbejdspladser.

 

I myldretidstrafikken skal man regne med tyve procents ekstra transporttid - op til 60 procent på de værste strækninger. Den fortsat stigende trafikbelastning skaber derfor en alvorlig risiko for, at den positive udvikling i Danmarks andenstørste vækstcenter ender i en kø på E45.

Også et miljø- og klimaproblem

Det er ikke kun på bundlinjen, at trængselsproblemerne på E45 udgør et stort samfundsmæssigt problem. Den høje trafikbelastning medvirker til flere trafikulykker, og trængslen har klima- og miljømæssige konsekvenser, når tusindvis af biler holder i kø med motoren i unødig tomgang.

 

Vejdirektoratet offentliggjorde den 12. juni sidste år en VVM (Vurdering af Virkninger for Miljøet) på udbygningen af E45 fordelt på tre etaper; Vejle-Skanderborg S, Aarhus S-Aarhus N, Aarhus N- Randers N.

 

Heri slår Vejdirektoratet selv fast, at ved en udbygning til tre spor vil trafiksikkerheden blive forbedret. Udbygningen tiltrækker også trafik til motorvejen fra det øvrige vejnet i området.

Østjylland maj 2021

Åbent brev til trafikordførere

Motorveje er igen ifølge Vejdirektoratet generelt den sikreste form for veje. Flytning af trafikken til et mere sikkert vejnet gør, at der forventes et fald i det samlede antal ulykker i området.

 

Den nuværende trængsel på E45 er ikke samfundsøkonomisk holdbar, da den har store negative konsekvenser for Østjyllands og dermed Danmarks vækstpotentiale. På flere delstrækninger er trafikken de sidste 15 år steget med 50 procent. Heraf er hver femte køretøj en lastbil.

 

Presset vil ikke alene kunne klares med udvidelsen af motorvejen. Der er også sideløbende brug for at gøre den kollektive trafik i og mellem vores byer bedre. Og ikke mindst er der brug for bedre busforbindelser til vores mindre samfund, der alt for ofte oplever sig isoleret fra de større byer, hvad enten man er ung og gerne vil pendle til en uddannelse, eller man som medarbejder på en virksomhed gerne vil pendle mellem land og by.

Trængselsproblemerne vil kun stige i fremtiden, og en udvidelse af motorvejen er i vores øjne afgørende for Østjyllands og dermed Danmarks vækstmuligheder.

Så hvis vi skal skabe bare en nogenlunde fornuftig passage på E45 og ikke bremse vækst, udvikling og velfærd i alenlange køer på motorvejen, så er det nu, vi skal have gang i udvidelsen til en tresporet motorvej hele vejen fra Vejle til Randers N.

 

Med venlig hilsen

 

Formand for Business Region Aarhus, borgmester Kasper Glyngø - Hedensted Kommune

Borgmester Jacob Bundsgaard, Aarhus Kommune

Borgmester Peter Sørensen, Horsens Kommune

Borgmester Uffe Jensen, Odder Kommune

Borgmester Ole Bollesen, Syddjurs Kommune

Borgmester Nils Borring, Favrskov Kommune

Borgmester Frands Fischer, Skanderborg Kommune

Tømrermester Michael Ancher, formand for DI Dansk Byggeri Østjylland

Formand Hans A. Sørensen, 3F Horsens og Omegn

Administrerende direktør Per Hastrup, Prodan A/S, formand for DI Randers-Norddjurs

CCO, Founding Partner Anders Strange, Aart Architects Dk A/S, formand for DI Østjylland

CEO Johannes Saugbjerg, VOLA A/S, formand for DI Sydøstjylland

Formand Daniel Isak Dallerup, Dansk Metal Østjylland

Borgmester Torben Hansen, Randers Kommune

Borgmester Jan Petersen, Norddjurs Kommune

Formand Finn Møller

Direktør Jens Enevold Kristensen, Erhverv Randers

Formand Terje Vammen

Direktør Marc Perera Christensen, Erhverv Aarhus

Gruppeformand Susanne Ovy Petersen, 3F Aarhus Rymarken.

 

/smir.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com