Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Regeringen udpeger ”pirat-ambassadør”

Søgeord:

19. januar 2021  |  

Af Lars Myrup Lassen

Læst i alt:

1022 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Nyudnævnt særlig repræsentant skal arbejde for international indsats mod pirateri i Guineabugten.

 

Pirateri og sørøveri i Guineabugten og tilstødende farvande har i en årrække været et støt stigende problem, der også har ramt danske rederier. Senest 13. januar i år, da Maersk Cardiff blev angrebet i farvandet syd for Nigeria.

 

Det er baggrunden for, at regeringen nu har udpeget en særlig repræsentant, der skal arbejde for bekæmpelse af angreb mod dansk og international skibsfart.

 

Det fremgår af en fælles pressemeddelelse, som Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet har udsendt.

 

Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:

- Danske skibe skal kunne sejle frie, sikre og stolte på verdenshavene. Piratangrebene på danske skibe i Guineabugten må stoppes. Det kræver en international indsats, hvilket jeg er i løbende drøftelser med Danmarks venner og allierede om. Med en ny særlig repræsentant og flere midler, vil Danmark samle lande om nye indsatser mod pirateri, øge stabiliteten i området og opruste den diplomatiske indsats for international samling og handling.

 

Regeringen betegner udviklingen i Guineabugten med flere piratangreb og krænkelser af retten til fri sejlads som bekymrende. Regeringen ser på situationen med stor alvor. Som verdens femtestørste søfartsnation har Danmark en særlig interesse i at beskytte civil søfart og retten til fri sejlads.

Samarbejde med rederier

Som tidligere beskrevet i Transport Tidende, har Danske Rederier flere gange presset på, for officiel dansk opbakning til bekæmpelse af piratproblemet i Guineabugten. Siden efteråret har forsvarsministeren samarbejdet tæt med rederierne om situationen. På den baggrund har Danmark siden efteråret 2020 sat sig i spidsen for at samle opbakning til en international militær indsats i Guineabugten.

 

Ligesom udenrigsministeren har taget behovet for international handling i Guineabugten op med en række af sine europæiske udenrigsministerkolleger.

 

Derudover er der fra dansk side udsendt en forbindelsesofficer til området.

 

Indsatsen øges nu yderligere ved oprettelsen af en ny stilling som særlig repræsentant for maritim sikkerhed. Samtidig øges støtten til bekæmpelse af maritim kriminalitet med 10 mio. kr.

Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:

- Jeg vil gerne takke danske maritime erhverv for det samarbejde vi gennem efteråret har haft om den alvorlige situation. Det er afgørende, at vi får samlet opbakning til et internationalt militært samarbejde i Guineabugten. Det er baggrunden for, at jeg af flere omgange har rejst ønsket på internationale møder og gennem bilaterale kontakter. Forhåbningen er, at vi kommer i mål med en fælles militær indsats. Det skal den særlige repræsentant bidrage til.

Ambassadør i Holland

Jens-Otto Horslund er udpeget som den særlige repræsentant for maritim sikkerhed. Han vil have fokus på de aktuelle udfordringer i Guineabugten og skal understøtte danske myndigheders arbejde på området i samarbejde med rederibranchen og internationale partnere. Jens-Otto Horslund vil som særlig repræsentant understøtte regeringens bestræbelser på at samle flere lande om en øget militær indsats i regionen.

 

Den nye stilling som særlig repræsentant for maritim sikkerhed forankres i både Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet og vil have fokus på de aktuelle udfordringer i Guinea-bugten, men også understøtte regeringens arbejde med maritim sikkerhed i bredere forstand. Jens-Otto Horslund vil påbegynde arbejdet i sin nye rolle som særlig repræsentant fra d.d., idet han dog fortsætter som ambassadør i Nederlandene frem til 31. august 2021.

Danske Rederier kipper med flaget

Danske Rederier har som nævnt været i dialog med regeringen om problemerne. Derfor er CEO i TORM og formand for Danske Rederier, Jacob Meldgaard både glad og taknemmelig over meldingen om, at en ny særlig repræsentant for maritim sikkerhed udnævnes:

 

- Der er grund til at anerkende, at regeringen har kastet sig helhjertet ind i en meget svær og alvorlig problemstilling. Efter flere angreb på danske skibe har der været en god og seriøs dialog om sikkerhedssituationen i Guineabugten, og beslutningen om at udnævne en særlig repræsentant for maritim sikkerhed viser, at Danmark som søfartsnation går forrest for at bekæmpe pirateri, siger Jacob Meldgaard og fortsætter:

- Det er bestemt ikke uden bekymringer at sende søfolk ind i et område, som, vi ved, er hårdt plaget af pirater. Søfolk skal kunne passe deres arbejde uden frygt for at blive angrebet eller kidnappet.

 

Regeringen vil samtidig styrke den danske stabiliseringsindsats i Guineabugten under Freds- og Stabiliseringsfonden med 10 millioner kroner i indeværende år. Fonden har en række eksisterende engagementer i regionen, som i samarbejde med relevante kyststaters regeringer har til formål at styrke den regionale kapacitet på udviklings- og sikkerhedsområdet. Den nye støtte bringer Freds- og Stabiliseringsfondens samlede indsatser i Guineabugten op på 56 millioner kr.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com