Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Så skete det: EU-enighed om vejpakke

Søgeord:

12. december 2019  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

1358 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Omsider sættes der punktum i årelang proces om ensartede forhold for europæisk vejtransport.

 

(Rettet kl. 10.17: Vejpakken er endnu ikke officielt vedtaget, men det anses som en formsag. Der er nået til enighed om vejpakken i trilogforhandlingerne, red.).

 

Nu skulle det være ganske vist: Efter aftenens og nattens trilogforhandlinger i EU-parlamentet, EU-kommissionen og Ministerrådet er der tidligt torsdag morgen indgået en aftale om en fælleseuropæisk EU-vejpakke.

 

Det fortæller Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet og medlem af TRAN – parlamentets transportudvalg.

 

- Med vejpakken har vi fået et bolværk mod social dumping. Vi lukker smuthuller i lovgivningen og sætter ind over for systematisk underbetaling af udenlandske chauffører. Det er en sejr for Danmark, siger Marianne Vind.

 

Dermed er der sat punktum i forhandlingerne om den europæiske vejpakke efter en årelang proces, hvor bølgerne ofte er gået højt. Med fem millioner ansatte i Europas vejtransport har der været mange interesser på spil. Forskellige løn- og arbejdsvilkår landene imellem gjorde vejpakken til et af Europa-Parlamentets mest kontroversielle lovstykker i nyere tid. Særligt politikere fra Europas østlande forsøgte at bremse vejpakken med kreative benspænd, en storm af ændringsforslag og hasteindkaldte møder. Men efter de afsluttende trilogforhandlinger er der ifølge Marianne Vind indgået et fornuftigt kompromis:

- Modstanderne er ikke lykkedes med at udvande de sociale fremskridt og forbedringer for lastbilchauffører, som Danmark har kæmpet for at få igennem. Resultatet er godt nyt for lastbilchauffører og ansvarlige vognmænd, der ikke vil konkurrere på lave lønninger og usle arbejdsvilkår, siger hun.

 

Med vejpakken vil chauffører fra lavtlønslande ikke længere kunne underbyde danske lønninger, når de kører gods internt i Danmark, siger Marianne Vind. Fremadrettet skal chauffører, der kører nationale kørsler uden for deres eget hjemland, nemlig til at køre på arbejdslandets løn- og arbejdsvilkår.

 

- Socialdemokratiet har kæmpet for princippet om samme løn for samme arbejde på samme sted i årevis. Nu lykkes det. Vejpakken beviser, at vi kan bruge EU-systemet til at forbedre vilkårene for almindelige lønmodtagere og gøre den frie bevægelighed og konkurrence langt mere fair, siger Marianne Vind.

Vejpakkens indhold:

  • Samme løn for samme arbejde på samme sted: Chauffører skal fremover betragtes som udstationerede arbejdere fra første dag, når de kører cabotagekørsel. Det betyder, at en udenlandsk chauffør skal betales en dansk løn, når vedkommende kører med gods internt i Danmark, uanset hvor lastbilen er registreret, eller chaufføren er ansat.
  • Opgør med skuffeselskaber: Brugen af skuffeselskaber bekæmpes ved at stille strengere krav til kørselsaktivitet i det land, hvor selskabet er registreret. Derudover skal vognmænd have parkeringspladser ved deres virksomhed, og der stilles krav til, at lastbiler på internationale ture skal vende hjem oftere.
  • Begræns cabotagekørsel: Reglerne for cabotagekørsel strammes - dvs. kørsel, hvor en udenlandsk chauffør har leveret varer fra sit hjemland til Danmark for efterfølgende at køre med varer i Danmark.
  • Værdige forhold for chaufføren: Chaufførens lange, ugentlige hvil skal tages et andet sted end i førerhuset, og chaufførerne får ret til at vende hjem til deres hjemland oftere for at få et langt hvil.
  • Stærkere kontrol: Kravene til automatisk kontrol i lastbilerne strammes, så det bliver nemmere at håndhæve reglerne.
  • Færre undtagelser: Lette lastbiler omfattes også af reglerne. De har tidligere været undtaget.

Kilde: Marianne Vind, MEP.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com