Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Søren Gade: Vejpakke skal tvinge lastbiler hjem

Søgeord:

29. januar 2020  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

4090 gange

Læses i øjeblikket af:

1

”Nej”, siger Marianne Vind. ”Den handler om bedre forhold for chauffører”.

 

Europa-Parlamentets transport- og turismeudvalg TRAN har netop godkendt EU’s vejpakke, der blandt andet skal skabe ensartede regler for vejgodstransport på tværs af Europa.

 

Det magtfulde udvalgs to danske medlemmer, Venstres Søren Gade og Socialdemokraternes Marianne Vind, stemte begge vejpakken videre, men de to europaparlamentarikere er uenige om pakkens formål.

 

- Vejpakken handler om at erstatte lovløshed med regler, lyder det fra Søren Gade til Transport Tidende.

 

- Men lad os kalde en spade for en spade: Vejpakken handler også om at begrænse udenlandske lastbilers kørsel i Danmark, gøre det lidt dyrere at køre rundt og tvinge dem hjem, fortsætter han.

 

Men den udlægning er den danske udvalgskollega ikke enig i.

 

- Det er ikke tanken at reducere udenlandsk lastbilkørsel i Danmark. Det handler om, at chaufførerne skal have det bedre. Vi har alle sammen set dem på rastepladserne, hvor de lever under uværdige og kummerlige vilkår. Det er ikke sådan, man skal leve som menneske i 2020. Men jeg synes ikke, det alene handler om chaufførerne, for de danske vognmandsvirksomheder har jo også været udsat for ulovlig konkurrence, siger Marianne Vind.

Et nødvendigt kompromis

Vejpakken lægger op til, at udenlandske lastbiler skal vende tilbage til hjemlandet hver 8. uge, og EU’s medlemslande kan indføre samme regler for kombinerede transporter.

 

Søren Gade ryster på hovedet over denne del af vejpakken, men den er udtryk for et politisk kompromis, der var nødvendig for vejpakkens godkendelse, siger han.

 

- Hvis du spørger mig, om det er smart, er svaret nej. Det er bestemt ikke en blomst, der er groet i min have. Det er udtryk for et politisk kompromis, og det er jeg helt på det rene med, for det var tilsyneladende én af de største sten i skoen for nogen. Det var hjerteblod, og uden det kompromis var der aldrig landet en aftale. Jeg kan godt stå på mål for hver 8. uge, for det er da bedre end hver 3. uge, som også var på papiret. Det er det muliges kunst, siger Søren Gade.

Han tilføjer, at han anerkender det paradoksale i, at man tvinger lastbiler hjem, i en tid hvor der bruges milliarder af kroner og masser af kræfter på den grønne omstilling.

 

- Jeg kan jo godt komme til at ligne ”komiske Ali”, når vi på den ene side siger, at lastbiler skal hjem til hjemlandet hver 8. uge, når vi samtidig arbejder for at begrænse CO2-udslippet i Europa. Det er et kæmpe paradoks, og det kommer der til at være en stor debat om, siger han.

Kommer det ikke til livs

Men det er et argument, der forudsætter en præmis om, at der ikke kan fyldes returgods på lastbilerne, mener Marianne Vind.

 

- Jeg kommer fra HK, hvor vi blandt andet repræsenterede shippingbranchen. For det første er logistikere meget dygtige til at pakke gods. For det andet hører bilerne jo heller ikke hjemme i det land, hvis de ikke har nogle ærinder der. Så hører de jo hjemme i Danmark, og så betyder det, at de kun kører her for at udføre systematisk cabotagekørsel, siger Marianne Vind.

 

Hun tilføjer, at man med vejpakken ikke kommer ulovlig cabotagekørsel under kummerlige forhold til livs:

 

- Om ti år tror jeg stadig, at vi vil se østeuropæiske chauffører stå på rastepladserne og lave mad over primus, men det vil være ulovligt. Vi vil stadig se sort arbejde og svindel. Vi kommer det aldrig til livs. Men det her er en måde at begrænse det på, siger hun.

(Denne artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 2/2020).

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com