Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Statsministeren overvejer dansk mindsteløn

5. april 2019  |  

Af Lars Myrup Lassen

Chauffør-lejr-skandale  i Padborg har fået Lars Løkke Rasmussen til at overveje mindslønskrav i Danmark – Danske Speditører advarer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen indleder i et langt indlæg på Facebook med at rose den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter – arbejdsgivere og lønmodtagere – aftaler vilkårene uden politisk indblanding.

 

Statsministeren anfører dog også, at den snart 120 år gamle danske model er under pres. Her henviser han til den frie bevægelighed for arbejdskraften i EU. Og det faktum, at nogen af EU’s medlemslande administrerer reglerne, så der helt lovligt kan importeres arbejdskraft fra fjerne lande som Filippinerne – til ekstremt lave lønninger.

 

Her henviser Lars Løkke Rasmussen til den såkaldte filippinersag fra Padborg sidste efterår.

 

»For det er ikke længe siden, at vi alle med vantro så historierne blive oprullet om udenlandske chauffører ved Padborg, som under usle vilkår kørte lastbiler rundt på de danske landeveje. Overnattede i biler og på rastepladser. Levede under kummerlige vilkår. Til lønninger langt under det, som vi normalt betragter som fair.

Det er i det hele taget ikke fair konkurrence, når chauffører udfører fast arbejde i Danmark på udenlandske vilkår.

Den slags skal ikke foregå i et land som Danmark. Derfor har vi øget kontrollerne på området og skabt bedre rammer for et mere koordineret myndighedssamarbejde. Den nye Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed skal aktivt bekæmpe svig med udstationeringsregler og sikre mere kontrol med forhold på tværs af landegrænser, ligesom det skal være nemmere for myndighederne at holde styr på udenlandske arbejdstagere.

Og vi kan og skal gøre mere. Det løser en del af problemet, men – helt ærligt – så løser det ikke hele problemet. Og det har fået mig til at tænke: Hvad gør vi så,« spørger statsministeren inden han selv antyder svaret.

»Jeg har ikke det endegyldige svar, men jeg føler mig mere og mere overbevist om, at vi er nødt til at kigge fordomsfrit på, om vi kan tillægge løn- og arbejdsvilkår på repræsentative overenskomster større betydning for at undgå, at brodne kar misbruger den danske model. Udtrykt lidt populært ville det betyde en lovreguleret mindsteløn på visse grænseoverskridende arbejdsråder med afsæt i det, der er aftalt på arbejdsmarkedet, men uden at udhule aftalesystemets mange fordele,« skriver Lars Løkke Rasmussen

 

Udmeldingen fra Lars Løkke Rasmussen har vakt opmærksomhed i brancheorganisationen Danske Speditører, der ved flere lejligheder har kritiseret nationale mindstelønskrav i Tyskland og Norge m.fl., fordi mindstelønsregler strider mod EU’s regler om fri og lige markedsadgang.

Speditører advarer mod national enegang

Direktør for Danske Speditører, Martin Aabak, udtaler i en meddelelse på brancheorganisationens hjemmeside, at en national dansk mindsteløn, der f.eks. skal gælde for udenlandske lastbilchauffører, der kører i Danmark, bestemt ikke er vejen frem.

 

Vilkårene for international transport skal i stedet reguleres på EU-niveau, mener han.

 

- Når udenlandske lastbilchauffører kører uden for deres hjemland, skal der selvfølgelig være ordnede forhold. Det er vi bestemt tilhængere af. Men vi må stå fast på, at det skal reguleres gennem EU. Vi kan næsten ikke advare nok imod at falde for synspunktet om, at aflønning af udenlandske chauffører skal afgøres på nationalt niveau. Sker det, risikerer vi at få et kludetæppe af forskellige nationale lønsatser, som vognmandsvirksomheder skal aflønne deres chauffører efter. Det vil være byrdefuldt at administrere. Derfor er der al mulig grund til at håbe, at EU snart påtager sig et ansvar for at vedtage fælles regler, som kan administreres, fortolkes ens og håndhæves effektivt, siger direktør Martin Aabak fra Danske Speditører.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

1400 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com