Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

- Vi skal væk fra sognerådspolitikken

Søgeord:

12. maj 2021  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

231 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Et smugkig i infrastrukturforhandlingerne – Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

 

Det skal være slut med sognerådspolitik. I stedet skal den kommende infrastrukturplan præges af initiativer, der binder landsdelene sammen og kommer flest danskere til gode.

 

Det mener Nye Borgerlige, der går til infrastrukturforhandlingerne med en udbygning af det overordnede vejnet og en afskaffelse af brugerbetaling på ønskelisten.

 

Om artikelserien: Transport Tidende har bedt Folketingets transportordførere give et indblik i, hvordan de oplever infrastrukturforhandlingerne og hvad de tager med af ønsker til Danmarks fremtidige infrastruktur. Fra regeringen sidder transportminister Benny Engelbrecht, finansminister Nicolai Wammen, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad samt en række ordførere med til forhandlingerne.

 

Denne gang: Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Godt udgangspunkt

Fra Nye Borgerlige er transportordfører Mette Thiesen repræsenteret i infrastrukturforhandlingerne med regeringen.

 

- Lige nu er vi der i processen, hvor vi har været til et par møder med ministrene. Vi er i den meget spæde begyndelse, siger Mette Thiesen.

 

- Jeg synes, at regeringens udspil er et godt udgangspunkt. Jeg går konstruktivt til forhandlingerne, og vi håber på en bred og langsigtet aftale, så danskerne får vished for fremtiden og ved, hvad de kan forvente de kommende år.

Afskaf brugerbetaling

Hvad står øverst på ønskelisten?

 

- En af de vigtigste transportpolitiske mærkesager for os er en modstand mod brugerbetaling. Danskerne skal ikke ekstrabeskattes og afkræves brugerbetaling for at færdes internt i eget land. Det skader vækst og velstand – især for lokale familier og erhvervsliv. Eksempelvis ved Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord – her er det da helt håbløst, at man afkræver brugerbetaling.

 

Er det ikke rimeligt, at det er dem, der benytter broen, der betaler for den – i stedet for at den finansieres af borgere fra andre dele af landet, der aldrig bruger den?

 

- De, der benytter broen, betaler jo allerede for den over skatten. De skal selvfølgelig ikke ekstrabeskattes. I Danmark skal infrastruktur finansieres over skatten. Den infrastruktur, vi alle bruger. I finansieringen af broen budgetterede man med, at mange flere ville benytte den, end der har gjort, så økonomien hænger heller ikke sammen, siger Mette Thiesen.

- Herudover vil vi binde Danmark bedre sammen gennem større vejprojekter. Vi vil udbygge det store overordnede vejnet, der binder landsdelene sammen, hvilket som helhed vil skabe velstand og vækst i hele landet. Eksempelvis vil vi gerne udbygge og udvide E45 hele vejen ned til grænsen. Og så vil vi skabe trafikal ligestilling, hvilket vil sige, at det ikke skal være dyrere at sejle en kilometer med færge end det er at køre en kilometer på vejen, siger hun.

Nej til sognerådspolitik

Er det svært at vægte og prioritere de forskellige infrastrukturønsker fra det politiske bagland?

 

- Der er jo nogle lokale ønsker, men helt overordnet er det vigtigt for os, at man kommer væk fra sognerådspolitikken, hvor man hver hytter sit eget skind i stedet for at se på det overordnede billede.

 

Mener du med sognerådspolitik for eksempel Dansk Folkepartis forslag for et par år siden om en ny omfartsvej ved Mariager?

 

- Ja, det kunne være et eksempel på sognerådspolitik. Den slags kunne vi aldrig drømme om at foreslå, slutter Mette Thiesen.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com