Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Skarp kritik af offentligt ”affaldstyveri”

28. maj 2018  |  

Af Lars Myrup Lassen

ITD kritiserer Københavns Kommune for at ville hjemtage affaldsindsamlingen.

 

I dag mandag beslutter Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg sandsynligvis at hjemtage affaldsindsamlingen fra de private transportvirksomheder. Opgaven skal i stedet overlades til kommunens eget – kriseramte - affaldsselskab, Amager Ressourcecenter (ARC).

 

Krisen i det kommunalt ejede Amager Ressourcecenter (ARC) har flere årsager, herunder ikke mindst den kuldsejlede økonomi i det flere milliarder dyre prestigeprojekt forbrændingsanlægget Amager Bakke.

 

Da økonomien i selskabet er løbet løbsk, har kommunen ændret vedtægterne, så ARC nu har mulighed for at overtage affaldsindsamlingen i Taarnby, Hvidovre, Dragør, Frederiksberg og København.

 

»Hermed kan ARC blive omdannet til en kommunal transportvirksomhed, som med skattekroner i ryggen overtager markedet fra private aktører. Uden at være underlagt markedskræfterne og de samme økonomiske risici som de private,« skriver brancheorganisationen ITD i en kritisk kommentar.

- Vi har i en årrække set flere eksempler på unfair konkurrence fra offentlige selskaber i affaldssektoren. Det her er langt fra en enlig svale og den seneste udvikling, hvor Københavns Kommune vil hjemtage indsamlingen i København, viser tydeligt, at der er et presserende behov for en seriøs og gennemgribende revision af de nuværende regler på området. Det er ikke rimeligt, at kommunerne stadig kan skalte og forvalte dette område uden at være underlagt samme risici som de private virksomheder og tillige lade borgerne betale regningen. Derfor har vi i ITD i flere omgange gjort både ministre, ordførere og arbejdsgruppen for fair og lige konkurrence m.fl. opmærksomme på problemstillingen, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

Strider mod regeringsudspil

Sagen om Amager Ressource Center blusser op kort efter, at regeringen præsenterede et udspil om at hæve måltallet for konkurrenceudsættelse i kommuner, regioner og stat, og Københavns Kommunes forestående beslutning går altså stik imod regeringens ambitioner på området.

 

- Denne her sag strider jo imod både fornuft og intentioner. Den handler end ikke om, at Amager Ressource Centre kan varetage affaldsindsamlingen mere effektivt eller til en bedre pris. Den handler om at give et kommunalt ejet selskab mulighed for at importere mere affald og derved øge omsætningen. De private transportvirksomheder mister levebrødet, og betaler prisen for kommunale fejlinvesteringer i skræntende prestigeprojekter. Det skal ikke kunne lade sig gøre, siger Carina Christensen.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har også fokus på sagen og har i den forbindelse udtalt, at Københavns Kommunes forestående beslutning vil tage brødet ud af munden på de private transportvirksomheder. Han opfordrer derfor de private firmaer til at indbringe sagen for Klagenævnet for Udbud. ITD bakker op om ministerens synspunkter, og vil gerne viderebringe hans opfordring.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

254 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com