Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Skeptisk Folketing vedtager toldkodeks

22. marts 2016  |  

Af Lars Myrup Lassen

EU-toldkodeks vedtages trods forbehold fra Folketingets partier.

 

Når Folketinget efter Påske vedtager den lov, der implementerer EU’s nye – og omstridte – toldkodeks, så sker det med skarp kritik fra partierne i både rød og blå blok.

 

75 procent af de danske industrivirksomheder, der importerer og eksporterer, bruger speditører som toldrådgivere og toldagenter. Derfor er speditionsbranchen meget afhængig af, hvordan lovgivningen om told er skruet sammen – og ikke mindst af, om den fungerer smidigt i praksis.

Det er baggrunden for, at Danske Speditører igennem længere tid har været optaget af, at første fase af den nye EU-toldkodeks skal implementeres i Danmark 1. maj 2016 – om præcis 40 døgn.

 

Nu er loven, der indarbejder de ændringer som følger af EU-forordningen om EU-toldkodeksen, på vej til at blive vedtaget af et flertal i folketinget. Det vil dog ikke ske uden tydelige forbehold.

 

Det skriver Danske Speditører, der undervejs har henvendt til sig til folketingets skatteudvalg for at gøre opmærksom på en række praktiske problemer med EU-toldkodeksen. Den henvendelse har tilsyneladende i temmelig høj grad båret frugt.

Usikre konsekvenser for erhvervslivet

I forbindelse med folketingets behandling af lovforslaget har folketingets skatteudvalg afgivet en betænkning. Heri finder Socialdemokratiets, Alternativets og Radikale Venstres medlemmer af skatteudvalget det kritisabelt, at skatteministeren i selve det oprindelige lovforslag oplyser, at der hverken for det offentlige eller erhvervslivet er økonomiske konsekvenser af overgangen til EU-kodeksen.

 

De tre partier tager forbehold for deres støtte til implementeringen af den fulde toldkodeks, da der efter de tre partiers opfattelse ”fortsat udestår stor usikkerhed om konsekvenserne af implementeringen, herunder særligt de økonomiske og administrative konsekvenser for såvel det offentlige som erhvervslivet”.

 

Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti finder det ”meget problematisk, at medlemsstaterne først har kunnet få overblik over de detaljerede ændringer af toldsystemer og –processer ved vedtagelsen af de supplerende forordninger, og det derfor først nu – længe efter vedtagelsen af EU-toldkodeksen – er muligt at lave kvalificerede skøn over de økonomiske konsekvenser”.

Usikkerhed om nyt IT-system

Både de tre borgerlige partier og de tre fra Centrum Venstre-blokken henviser bl.a. til, at den fulde implementering af EU-toldkodeksen vil betyde, at SKAT skal udvikle et nyt IT-system, som foreløbigt og med betydelig usikkerhed er estimeret til at koste 1-1½ milliard kroner. Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti vil insistere på, at den tidsplan, der opereres med, er realistisk, og ser i den sammenhæng ikke 2020 som en ultimativ deadline for EU-toldkodeksens fulde implementering

 

Socialdemokratiet, Alternativet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti vil stemme for lovforslaget.

Dansk Folkeparti vil hverken stemme for eller imod lovforslaget, fordi det under udvalgsbehandlingen efter partiets opfattelse ikke har været muligt at få klarlagt de økonomiske konsekvenser af lovforslaget.

Enhedslisten og SF indstiller lovforslaget til forkastelse. De to partier går lidt længere end de øvrige partier, og finder det således ”stærkt kritisabelt, at man i lovforslaget ikke tydeliggør disse store omkostninger ved den samlede implementering af EU-toldkodeksen.

Kortene lagt åbent frem

Om udsigten til at EU-toldkodeksen bliver vedtaget af folketinget med et ikke ubetydeligt forbehold for konsekvenserne, siger politik- og kommunikationschef i Danske Speditører, Henrik Beck:

- Vores hensigt har hele vejen igennem blot været at skabe opmærksomhed om al den usikkerhed for erhvervslivet, der knytter sig til EU-toldkodeksen. Folketingets partier skulle have at vide, at ingen på nuværende tidspunkt reelt ved, hvad EU-toldkodeksen vil medføre af nye økonomiske og administrative byrder. Den usikkerhed har vi oplyst nu folketinget om. Er der ting og sager, der kommer til at gå skævt i forbindelse med implementeringen, kan ingen bagefter komme og påstå, at vi ikke råbte vagt i gevær i tide. Nu er kortene lagt åbent frem, og så har partierne fået et kvalificeret grundlag for at gøre deres stilling op, siger Henrik Beck.

Følger forsigtighedsprincippet

Danske Speditører glæder sig over, at skatteministeren, skatteministeriets departement og SKAT tydeligvis har valgt at følge forsigtighedsprincippet i implementeringen af første fase af EU-kodeksen fra 1. maj 2016, altså om blot 40 døgn. Det meste af EU-toldkodeksen udsættes nemlig til senere.

 

I sit høringssvar til den bekendtgørelse, der udstedes i henhold til den lov, der nu er meget tæt på at blive vedtaget af folketingsflertallet, skriver Danske Speditører, at det er ”uhyre vigtigt ikke at iværksætte elementer fra EU-toldkodeksen i Danmark, før disse på forsvarlig vis kan blive understøttet af velfungerende digitale løsninger og solidt forankrede administrative procedurer”.

 

- Derfor hæfter vi os med glæde ved, at der i første omgang ikke bliver tale om, at virksomheder skal have bevilling til selve driften af lagerfaciliteter, hvori der er toldoplag. Noget sådant ville betyde, at speditionsvirksomheder som driver lager, hvor der opbevares varer for deres kunder, i stort omfang skulle ansøge om nye bevillinger. Dette ville naturligvis ikke kunne lade sig gøre på nuværende tidspunkt, hvor det – så vidt vi har forstået – ikke er klart, om der eksempelvis skal søges én bevilling pr. bygning, pr. matrikel eller pr. virksomhed. Ligeledes er det ej heller klart – i hvert fald ikke for os – på hvilket grundlag disse bevillinger skal udstedes af myndighederne, og hvordan sagsbehandlingen skal tilrettelægges. Slutteligt er det heller ikke sikkert, at udarbejdelse og udveksling af dokumenter i forbindelse med ansøgning, sagsbehandling, afgørelse og meddelelse af bevilling kan foregå digitalt inden for rammerne af de nuværende skrøbelige og sårbare IT-systemer på toldområdet, skriver Danske Speditører.

Sikkerhedsstillelsen er 0 promille

- Med samme begrundelse er vi glade for, at bidraget for potentiel toldskyld vedrørende midlertidig opbevaring og særlige toldprocedurer, bortset fra forsendelse, for deltagere i SKAT’s sikkerhedsstillelsesordning frem til 31. december 2016 er fastsat til 0 promille af det potentielt højeste toldbeløb pr. toldangivelse. Også på dette område ønsker vi, at man fastholder forsigtighedsprincippet og nøje vurderer, hvornår det vil være forsvarligt at hæve bidraget fra 0 promille. Det bør efter vores vurdering ikke gøres før beregningsmodellen såvel som IT-håndteringen er fuldt udviklet og testet i samarbejde med erhvervslivet, skriver Danske Speditører.

 

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

1275 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com