Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

DHL har allerede overgået forventningerne for hele 2021

Søgeord:

9. november 2021  |  

Af Anders Per Gajhede

Læst i alt:

215 gange

Læses i øjeblikket af:

0

Den tyske logistikgigant præsenterer markant regnskab for tredje kvartal.

 

Den gule tyske logistik-damptromle i Deutsche Post DHL Group (DPDHL) havde også fart på i årets tredje kvartal, viser netop offentliggjort kvartalsregnskab for Q3 2021.

 

Med store, tocifrede stigninger i driftsresultat og omsætning i tredje kvartal har koncernen allerede efter 3 ud af 4 kvartaler overgået de økonomiske forventninger for 2021 og hæver derfor forventningerne til regnskabsåret.

 

Vil bygge videre på momentum

Sort på hvidt noterer DPDHL i Q3 2021 en vækst i omsætningen på 23,5 procent til 20 mia. euro. Driftsresultatet (EBIT) blev forbedret med 28,6 procent til 1,8 mia. euro mod samme kvartal 2020. Udviklingen var især drevet af den mærkbare stigning i den globale handel, hvilket førte til en stærk efterspørgsel efter logistikydelser på verdensplan og en stigning i indtjeningen.

På baggrund af den positive udvikling i omsætning og indtjening har koncernen igen hævet sine indtjeningsudsigter. For regnskabsåret 2021 forventer Deutsche Post DHL Group nu et rekordresultat på mere end 7,7 mia. euro, hvor der tidligere lød en forventning på mere end 7 mia. euro. For 2021 forventer koncernen et EBIT på mere end 8 mia. euro, der tidligere lød på over 7,4 mia. euro.

 

- Vores forretning fortsatte med at udvikle sig ekstremt positivt i tredje kvartal af 2021. Efter ni måneder har vi allerede overgået vores rekordstore helårsresultat fra det foregående år, lyder det fra Frank Appel, administrerende direktør i Deutsche Post DHL Group.

 

- Baseret på dette væsentligt højere indtjeningsniveau er udsigterne for Deutsche Post DHL Groups fremtidige udvikling fortsat positive: Global handel vender tilbage til sin gamle styrke. Online shopping fastholder sit nye højere niveau. Med vores fokus på e-handel og digitalisering har vi positioneret Deutsche Post DHL Group fremragende. Vi vil bygge videre på det momentum og forvente et EBIT på mere end 8 mia. euro i 2023, siger DHL-topchefen, mens koncernens finansdirektør, Melanie Kreis, tilføjer:

- I årets første ni måneder har vi mere end fordoblet EBIT, nettoresultat og frie pengestrømme. Takket være den utrættelige fælles indsats var vi i stand til at omsætte den strukturelt højere efterspørgsel efter logistikløsninger til profitabel vækst. Det er særligt glædeligt, at denne styrke spreder sig på tværs af alle divisioner og kommer sammen med bæredygtigt forbedret kontantgenerering.

 

Flere divisioner bidrog

Fordelt på DPDHL’s fem divisioner klarede Express sig blandt de bedste med en omsætningsstigning på 21,4 procent til 5,9 mia. euro. EBIT steg i tredje kvartal markant til 971 mio. euro mod 753 mio. euro i Q3 2020. Udviklingen var drevet af en markant stigning i den gennemsnitlige vægt per forsendelse, mens også kapacitetsudnyttelsen i international ekspreslogistik fortsatte på et meget højt niveau. Internationale tidsbestemte ekspresforsendelser (TDI) per dag steg med 1,1 procent sammenlignet med året før. EBIT-margin steg fra 15,5 procent i Q3 2020 til 16,4 procent.

Hos Global Forwarding, Freight mere end fordobledes EBIT til 372 mio. euro. Ud over den stærke omsætningsvækst på 53,3 procent til omkring 5,7 mia. euro var en anden vigtig succesfaktor en væsentlig forbedring af effektiviteten. Luftfragtsmængderne voksede igen stærkt med 34,4 procent. På trods af en vedvarende anspændt situation på verdensplan steg mængderne i søfragt stadig en smule med 3,1 procent. EBIT-marginen steg mærkbart til 6,5 procent mod 4,2 procent i Q3 2020. Ud over udviklingen af fragtraterne var dette også baseret på produktivitetsforbedringer og digitaliseringstiltag.

 

I divisionen Supply Chain voksede EBIT til 142 mio. euro i tredje kvartal mod 112 mio. euro i Q3 2020. Omsætningen steg med 18,5 procent til omkring 3,7 mia. euro.

Hos eCommerce Solutions øgede divisionen sit EBIT i tredje kvartal til 91 mio. euro mod 76 mio. euro i Q3 2020. Omsætningen steg med 13,2 procent til omkring 1,4 mia. euro.

 

Endelig hos Post & Parcel Germany genererede divisionen et EBIT på 300 mio. euro, hvilket var et fald mod Q3 2020’s 320 mio. euro. Faldet begrundes i øgede personale- og materialeomkostninger. Omsætningen steg til omkring 4 mia. euro mod 3,8 mia. euro i Q3 2020. Med 7,6 procent var EBIT-marginen under det foregående års niveau på 8,4 procent.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk

Ret cookie-samtykke