Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

DLG samler logistikken i Taulov

Søgeord:

Læst i alt:

282 gange

Læses i øjeblikket af:

1

28. november 2018  |  

Af Anders Per Gajhede

Samler distribution til landbrugskunder 5 kilometer fra kommende nyt hovedkontor.

 

DLG har i mange år haft et stort ønske om at samle flere aktiviteter centralt i Jylland. For nylig var der første spadestik på det nye hovedkontor i Fredericia, og nu samler DLG sine lager- og distributionsaktiviteter i et 28.000 kvadratmeter stort logistikcenter i Taulov Dry Port - blot 5 kilometer fra selskabets kommende hovedsæde.

 

Grovvarekoncernen har indgået aftale med pensionsselskabet PFA og havneselskabet ADP A/S, der finansierer logistikcentret i et joint venture, med DLG som lejere.

 

- Vi har længe villet samle vores distribution af sække- og pallevarer til vores landmandskunder centralt i Danmark, da vi i dag er spredt ud over mange forskellige lokationer. Ved at samle aktiviteterne i Taulov kan vi tilbyde en bedre service til vores ejere og kunder og samlet set optimere vores forretning og reducere omkostningerne. Derfor er lejeaftalen med PFA og ADP helt i tråd med vores udvikling og strategi, siger Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør i DLG.

Geografisk knudepunkt

Placeringen i det geografiske knudepunkt Taulov giver DLG og selskabets kunder en række unikke fordele. De mange transportører i området og den central beliggenhed i forhold til motorvejsnettet og Fredericia Havn giver billigere fragt og lavere omkostninger for kunderne, lyder det.

 

- Det nye distributionscenter gør Taulov til et vigtigt knudepunkt for os. Det giver os de bedste forudsætninger for at koble import- og eksport af grovvareprodukter med lagerfaciliteter og videredistribution til vores kunder. Det bliver en stærk sammenhængende logistikkæde, der betyder, at vi kan give vores kunder en effektiv logistik, som er vigtig for vores konkurrenceevne, siger Vagn Hundebøll og fortsætter:

 

- Vi får ét samlet lager med høj service og kvalitetskontrol, og det bliver derfor lettere for os at levere en ensartet høj service. Med den store volumen i en central placering i Taulov kan vi optimere vores leveringsfrekvens og hastighed til hele landet. Vi kan konsolidere en række ordrer til én samlet levering til vores professionelle kunder i landbruget – med stor leveringssikkerhed. Samlingen af aktiviteterne gør os kort sagt mere effektive og giver en bedre kundeoplevelse med lavere omkostninger, så vi glæder os til at byggeriet går i gang og står klart i foråret 2020, siger Vagn Hundebøll.

Vigtig for udviklingen

Ifølge Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA, vil investeringen være positiv for både DLG og den lokale udvikling.

 

- Byggeriet af DLG´s logistikcenter er et vigtigt projekt for at udvikle Taulov Dry Port. Investeringen er en del af vores strategi om at komme tidligt ind i større projekter inden for logistikejendomme, så vi kan være med til at præge udviklingen i endnu højere grad. De internationale megatrends går mod multifunktionelle transportcentre placeret på centrale knudepunkter, og vi tror på, at investeringen vil være meget positiv for DLG og for udviklingen i Fredericia og samtidig bidrage til attraktive afkast til vores pensionskunder, siger Michael Bruhn.

 

DLG’s konsolidering af lager- og distributionsaktiviteter i Taulov Dry Port vil styrke områdets position som knudepunkt for den danske grovvarebranche, lyder det fra Nils Skeby, administrerende direktør i ADP:

- Vi ser frem til at opføre et moderne og fremtidssikret logistikcenter for én af Europas største landbrugsvirksomheder og forventer også, at det på sigt vil skabe en positiv udvikling for import og eksport af korn og foderstoffer via Fredericia Havn, som i forvejen er én af Danmarks største havne for den danske grovvaresektor, siger Nils Skeby.

 

Billedtekst: Foto/grafik: ADP A/S.

 

 

 

Om DLG’s nye logistikcenter

 

  • Logistikcentret bliver på i alt 28.000 kvadratmeter og kommer til at indeholde flere lagerhaller til at opbevare og distribuere tørvarer, herunder en silo med tilhørende lager til opsækning af produkter.
  • Byggeriet begynder forventeligt i løbet af efteråret 2018 og forventes at blive taget i brug i foråret af 2020.
  • Logistikcentret til sække-/pallevarer opføres og finansieres i et joint venture af pensionsselskabet PFA og havneselskabet ADP med DLG som lejere. PFA og ADP indgik i 2017 et joint-venture, hvor de to i fællesskab over de næste ti år samlet set vil investere 1,5-2,0 mia. kr. i at udvikle Taulov Dry Port.

(Denne artikel artikel er også bragt i Transport Tidende nummer 21).

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com