Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Langt mellem ledige lagerkubikmeter

Søgeord:

4. april 2022  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

288 gange

Læses i øjeblikket af:

2

Ny rekord: Danmark har aldrig haft så få tomme lagerlokaler

 

Det seneste år er antallet af udbudte lokaler til lager og logistik styrtdykket, og webportalen Ejendomstorvet.dk har aldrig tidligere registreret så lav tomgang.

Nu bliver også ældre og knap så effektive lokaler lejet ud, fortæller to erhvervsmæglere.

 

Tomgangen eller udbuddet af ledige lokaler til lager, logistik, produktion og værksteder er de seneste fire kvartaler faldet med 41 procent og udgør dermed kun lidt over 1 million kvadratmeter. Det viser nye data fra Ejendomstorvet.dk, landets største portal for erhvervslokaler.

 

- Udbuddet er nede på 1,4 procent af de samlede arealer af lager- og logistiklokaler – det laveste, vi nogensinde har registreret i de næsten 20 år, vi har data for erhvervslokaler i Danmark. Udbuddet ligger under det meget lave niveau i 2007, da vi havde et kraftigt opsving lige inden finanskrisen. Udbuddet toppede i 2011 med 6 procent, og siden er det faldet næsten hvert kvartal, dog med en opbremsning i 2019 og 2020, siger Jakob Wegener, administrerende direktør for Ejendomstorvet.dk.

Foreningsportal

Portalen bliver drevet på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark uden krav om overskud – ligesom "søsterportalen" Boligsiden.dk. På landsplan er 7.800 erhvervslejemål og ejendomme lige nu udbudt via Ejendomstorvet.dk; heraf er 891 lagerbygninger, logistikejendomme, fabrikshaller og værksteder, fordelt over hele Danmark. For blot et halvt år siden var der næsten 200 flere af den type lokaler at vælge imellem.

 

To store erhvervsmæglere peger på fire forklaringer på den lave tomgang: Begrænset nybyggeri af lager- og logistikejendomme gennem flere år, kraftigt stigende nethandel, opsvinget for dansk økonomi og endelig de forsyningsproblemer, som opstod under det langstrakte coronaforløb.

 

- En tomgang så lav som 1,4 procent er reelt udtryk for, at markedet stort set er støvsuget for ejendomme. Før var der mest mangel på moderne, effektivt indrettede og store lokaler, som fx blev efterspurgt af større virksomheder inden for transport/spedition og dagligvarer. Nu oplever vi også, at mange af de knap så moderne og måske lidt trætte, mindre ejendomme tæt på byerne bliver lejet ud, ofte til underskoven af mindre og mellemstore virksomheder, siger Robin Rich, analysechef i Newsec Advisory.

Lejere og investorer

- Der er meget stor interesse for lokaler til lager og logistik fra både lejere og investorer. Det hænger blandt andet sammen med øget nethandel, og så har leveringsproblemer sat fokus på forsyningskæderne, fx i medicinalbranchen og life science. Nogle virksomheder prøver at sikre sig mere lagerplads for at undgå at løbe tør for materialer og varer. Flere investorer, også fra udlandet, søger mod lager-/logistikejendomme, hvor de stadig kan få lidt bedre afkast end på fx kontorejendomme. Med udviklingen inden for logistik er forskellen i afkast mellem logistik og kontorejendomme den laveste, vi har set i 15 år, lyder det fra analysechef Dragana Marina fra CBRE.

 

Danmark har i alt 74 mio. kvadratmeter lokaler til lager, logistik og produktion. 62 procent ligger i Jylland, fordelt med 14,4 mio. i Sydjylland, 12,5 mio. i Østjylland, 9,8 mio. i Vestjylland og 9,7 mio. kvadratmeter i Nordjylland.

Ejendomstorvet.dk har angiveligt Danmarks største udvalg af erhvervslokaler til udlejning og ejendomme til salg i alle kategorier. Dataene kommer fra knap 300 medlemmer/annoncører, herunder næsten alle landets erhvervsmæglere samt pensionskasser, ejendomsselskaber og administratorer.   /Smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Adelgade 85A, 1.
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 19999181

Via mail

 

mail@dtmedier.dk

Ret cookie-samtykke