Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Ny rapport: Pandemi revolutionerer forsyningskæden

Søgeord:

19. marts 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

157 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Capgemini-undersøgelse viser, at coronapandemien har påvirket tilgangen til supply chain i detail- og producent-leddene.

 

En ny undersøgelse fra it-konsulentfirmaet Capgemini viser, hvordan coronakrisen har påvirket tilgangen til supply chain i detailleddet og hos producenter af forbrugsvarer. Alene inden for de næste tre år planlægger 66 procent af virksomhederne gennemgribende, strategiske ændringer af hele forsyningskæden. Det sker for at tilpasse forretningen til pandemiens eftervirkninger og derved sikre en højere grad af modstandskraft i operationen, lyder det fra Capgemini.

 

Undersøgelsen bygger på svar fra 400 supply chain-direktører i 11 lande og fastslår, at corona grundlæggende har udfordret forretningen for 85 procent af de adspurgte produktionsvirksomheder, mens 88 procent af detailvirksomhederne har set deres forretningsmodel blive ’disrupted’ under pandemien. 23 procent af producenterne og 28 procent af detailvirksomhederne svarer i undersøgelsen, at deres supply chain er agil nok til at understøtte forretningens udvikling de kommende år.

- Vores undersøgelse viser tydeligt, at både producenter af forbrugsvarer og butiksleddet er yderst bevidste om den risiko, som uforudsete hændelser i dag udgør for forretningen. Men vi ser også, at erkendelserne, der er gjort under pandemien, fører til en målrettet indsats for at bygge mere agilitet og modstandskraft ind i hele forsyningskæden. Så man kan sige, at pandemien har virket som en turbo i forhold til at erkende egne svagheder, siger Maria Søndergaard, direktør for produktion og retail hos Capgemini Danmark.

 

- Mange inden for detail og produktion af forbrugsvarer har indset, at nye teknologier er afgørende for at skabe den nødvendige tilpasningsevne på tværs af den samlede supply chain. Eksempelvis digitale løsninger til forecasting og kontrol eller til hurtigere og mere kosteffektiv logistik. Vi kan simpelthen se, at virksomhederne nu sætter fart på vigtige investeringer for at sikre et mere solidt og dynamisk fundament for hele kæden ud til forbrugerne, tilføjer hun.

Blandt andet viser Capgeminis undersøgelse, at 66 procent af de adspurgte organisationer planlægger øget segmentering af deres supply chain for bedre at kunne håndtere skiftende efterspørgselsmønstre, produktpriser og fortsat regionale konsekvenser af corona. 54 procent svarer samtidig, at de vil implementere kunstig intelligens i deres forecasting for at imødegå konsekvenserne af Covid-19.

 

Fra global til lokal

En klar tendens i undersøgelsen er også, at mange producenter og detailvirksomheder anser det for forretningskritisk at gøre forsyningskæden kortere og derfor nu investerer anderledes. Capgemini peger således på et skifte fra global til lokal prioritering i forhold til underleverandører og produktionsfaciliteter.

 

72 procent af de adspurgte producenter og 58 procent af detailvirksomhederne svarer, at de aktivt investerer for at styrke deres lokale eller regionale produktionskapacitet. Samlet set planlægger 65 procent investeringer, der skal gøre leverandørkæden mere lokalt eller regionalt baseret end i dag.

Som konsekvens af dette strategiske skifte forudser Capgemini, at de globalt orienterede leverandører inden for de næste tre år kun vil udgøre 25 procent af detailvirksomheders kapacitet. Et fald fra 36 procent i dag. På producentsiden viser analysen et fald for de globale producenter fra 26 procent i dag til 17 procent af kapaciteten om tre år.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com