Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Rødekro Kurér skal køre for Miljøstyrelsen

Søgeord:

12. oktober 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

529 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Vinder udbud om transport af vandprøver.

 

Den sønderjyske kurervirksomhed Rødekro Kurér A/S har vundet et udbud hos Miljøstyrelsen om transport af vandprøver i hele landet. Kontrakten har en varighed af op mod fire år.

 

Til grund for valget af Rødekro Kurér angiver Miljøstyrelsen, ifølge Rødekro Kurér, at Thomas Jensen ikke blot kunne mønstre den laveste kilometerpris. Nok så vigtigt kunne han sandsynliggøre, at han også kunne levere den fornødne kvalitet og sikre, at opgaverne bliver løst ved at køre så få kilometer som muligt – af hensyn til miljøet.

 

- Vi er naturligvis rigtig glade for at have vundet det udbud her. Vi kører i forvejen med en del prøver for andre kunder, så det er noget, vi ved, at vi er gode til at håndtere. Aftalen her gælder for et år ad gangen i op til fire år, inden det skal i udbud igen, og vi er så klar til at levere den kvalitet, der skal til for at få forlænget aftalen tre gange undervejs, siger Thomas Jensen.

Miljøstyrelsen har også lagt vægt på, at tilbuddet fra Rødekro Kurér indeholder gode overvejelser om løsninger for nedfrysning og tracking heraf samt transport af emballage, ligesom der er lagt vægt på fleksibilitet i bookingløsningen.

 

- Der er mange ting, der skal tages hensyn til, når man kører med den slags prøver. Præcision er et vigtigt parameter, og så skal vi være i stand til at håndtere prøverne rigtigt og sikre, at de når frem rettidigt. Opfyldes disse betingelser ikke, så risikerer man, at prøverne bliver værdiløse og skal laves om, fordi det, der skal måles for, nedbrydes undervejs, siger Thomas Jensen.

 

Derfor er han også allerede nu i gang med at få monteret frysemuligheder i to ekstra biler, så der altid kan være det nødvendige materiel på stand by.

- Vi har 40 biler på landevejene over hele landet hver dag, så jeg tør godt love, at der altid er en i nærheden, når Miljøstyrelsen har brug for det, siger Thomas Jensen. /anga.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com