Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

SAL fordobler på Esbjerg havn

Søgeord:

6. september 2019  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

467 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Ny terminal til autologistikselskabet.

 

Scandinavian Auto Logistics (SAL) får fordoblet deres kapacitet på Esbjerg havn med en ny multiterminal, og det giver store muligheder for øget trafik. 

 

Esbjerg Havn udvider med en ny multiterminal på 40.000 kvadratmeter i Østhavnen, hvor SAL har underskrevet en aftale som den første lejer. 

 

- Det dokumenterer bare, at jo mere de eksisterende faciliteter forbedres, jo mere gods er der mulighed for at transportere gennem Esbjerg havn. Multiterminalen udlejes allerede, inden den er bygget, og det viser eksempelvis, at der er et behov for belagte arealer, som giver mere fleksible anvendelsesmuligheder for flere godstyper, siger administrerende direktør hos SAL, Henrik Otto Jensen, som glæder sig over den positive tendens, som udvidelsen af havnen markerer. 

- Den nye strategi fra Esbjerg Havn virker, og det øger mulighederne. Det gælder ikke kun med multiterminalen, men også for eksempel med anskaffelsen af verdens største mobile havnekran. For vores vedkommende kan vi se, at det bliver meget mere håndgribeligt, når vi kan tilbyde konkrete arealer til vore samarbejdspartnere, for ellers risikerer vi, at trafikken løber forbi Esbjerg, siger Henrik Otto Jensen, som ser frem til en ganske markant vækst. 

 

- Det er en regulær motorvej, som Esbjerg Havn her har skabt for os. Vi kommer til at fordoble vores kapacitet til 5.000 biler om året, og vi er på ingen måder i krybesporet her. Vi har tidligere været nødt til at takke nej til skibsladninger, men nu kommer Esbjerg havn i spil til flere ting, og det gælder blandt andet hos vores samarbejdspartner Grimaldi Lines, som kigger på hele den europæiske kystlinje, siger Henrik Otto Jensen, der får opbakning af kommerciel direktør Michael Lodberg, som også kan se fordelene i det daglige arbejde. 

 - Med flisebelagte arealer kan vi kvittere for fortsat udvikling, og for os er det simpelthen basal infrastruktur, når vi skal have biler for store summer holdende. Det gør også, at vores medarbejdere oplever meget færre støvgener, hvilket vi har prioriteret meget højt, og i det hele taget øger det de kommercielle muligheder, siger Michael Lodberg. 

 

For Esbjerg Havn er investeringen på omkring 15 mio. kr. et naturligt næste skridt, og havnedirektør Dennis Jul Pedersen glæder sig over, at det giver øgede muligheder for at befæste positionen som landet største knudepunkt for bilimport. 

 

- Efterspørgslen er fortsat stigende på faciliteter og arealer, der er egnede til at opbevare de stigende godsmængder. Det gælder i dette tilfælde biler, men generelt også andre typer gods, herunder til vindindustrien. Derfor arbejder vi kontinuerligt på at skabe de rigtige rammer, så virksomhederne på havnen har de bedst mulige forudsætninger for at udvikle deres forretninger, lyder det fra Dennis Jul Pedersen, som forventer at den nye multiterminal står klar i slutningen af november.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com