Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Transport-udspil er dyrere – ikke grønnere

Søgeord:

25. september 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

714 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Kronik af Martin Aabak, administrerende direktør i Danske Speditører.

 

”Regeringens nye transportudspil er kun dyrere. Ikke grønnere.

 

Det nuværende produktions-Danmark kommer ikke til at skulle bruge færre kilometer kørt, men flere. Med vækst kommer øget behov for at transportere alt fra gods og personer. Derfor skal man ikke lade produktions-Danmark betale for den grønne omstilling for alle andre. I stedet skal man gøre de kørte kilometer grønnere og mere effektive.

 

Det gør vi kun ved at inkludere transportbranchen i den grønne omstilling, sørge for at den har mulighed for at omstille sig – gennem grønne incitamentsprogrammer og intelligente afgifter.

 

Ikke ved at lave de døde afgifter, som ikke indstiller sig efter brug og behov.

 

Ikke ved at lave de døde afgifter, som ikke giver de rigtige brancher de rigtige vilkår.

Ikke ved at lave de døde afgifter, som ikke ændrer vaner, men som blot besværliggør dem.

 

Vi er ikke imod kørselsafgifter, men vi vil have intelligente afgifter. Levende afgifter. Ægte grønne afgifter.

 

Det batter nemlig noget – og for speditørerne, som sidder i kernen af transportbranchen, er det vigtigt, at vi er en del af den grønne omstilling.

 

Det er speditørerne, der koordinerer og planlægger transport – optimerer den.

 

Dermed er det også os, der er bedst positioneret til at gøre den største forskel. Vi kan gøre den mere effektiv. Og dét gør den grønnere.

 

Vi trækker den samme luft ned i lungerne som resten af danskerne. Drikker det samme vand. Og drømmer også om en verden, hvor vores børn ikke skal samle regningen op – måske endda for sent.

Den regning skal betales nu. Og vi vil gerne være med. Men så skal vi også sidde med ved bordet.

 

Kørselsafgifterne skal være med til at løfte transportbranchen ind i den grønne omstilling, ikke lade den betale for alle de andres.

 

Det kunne for eksempel ske i form af øremærkning af kørselsafgifterne til brug for omstilling af den ældre del af transportvognparken – eller gennem incitamentsprogrammer til indkøb af lastbiler der gør brug af alternative drivmidler. Løsningsmodellerne er mange, hvis det gøres intelligent.

 

Speditørerne har været med hele vejen. I klimapartnerskabet og længe før det. Vi har været fortalere for intelligent roadpricing og trængselsafgifter i mange år – faktisk siden 2012. Vi insisterer på, at vi skal gøre mere – men bestemt også at vi skal gøre det klogt. At lade transportbranchen betale for billigere elbiler er ikke løsningen.

Vi er på vejene hver dag og vi er allerede med på rejsen. Vores medlemmer indkøber de grønnest mulige biler, til gavn for både miljø og bundlinje. Til gavn for os alle.

 

En afgift alene på kilometer kørt gør det kun dyrere, ikke grønnere.

 

Bedre infrastruktur, reduktion i privatbilisme og mindre trængsel er grønnere. Det kræver investeringer i infrastruktur.

 

Så lad være med at sætte os af rejsen med døde afgifter, der sponsorerer andre brancher.

 

Men kom med os med intelligente afgifter, der skaber grobund for en stærk fremtid for vores alle sammens fælleseje; miljøet og naturen”.

 

- Martin Aabak, administrerende direktør hos Danske Speditører.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com