Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Stadig interesse for olie- og gassøgning i Nordsøen

26. februar 2016  |  

Af Lars Myrup Lassen

12 olieselskaber vil lede efter nye olie- og gasforekomster i den danske del af Nordsøen.

 

Selv om råolie og naturgaspriserne er styrtdykket og verdens olieselskaber kæmper med røde tal på bundlinjen, så er der fortsat interesse for at lede efter nye olie- og gaskilder i Nordsøen.

Energi-, forsynings- og klimaministeren vil meddele 16 nye olie- og gastilladelser i Nordsøen som resultat af 7. udbudsrunde. De nye tilladelser giver håb om, at Danmark kan bevare de højt specialiserede arbejdspladser i offshore-sektoren i Danmark, samtidig med ny olie- og gasjagt styrker forventninger om fund af nye rentable råolie- og naturgasreserver.

 

Ansøgningerne i 7. udbudsrunde er nu færdigbehandlet, og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har besluttet at meddele 16 nye tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter, når en redegørelse har været forelagt Folketingets EFK-udvalg. Resultatet indebærer bl.a., at flere nye, udenlandske operatører har fået en tilladelse, og fremover vil være aktive i den danske del af Nordsøen.

- Det er positivt, at der fortsat er stor interesse for den danske del af Nordsøen, selvom oliepriserne i øjeblikket er lave. De mange nye tilladelser vil medvirke til, at vi kan bevare et stabilt efterforskningsmiljø i Danmark. Og de nye investeringer i efterforskning vil forhåbentligvis blive omsat i nye kommercielle fund, som vil kunne bidrage til at finansiere vores velfærdssamfund og den grønne omstilling, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Tilladelserne meddeles som udgangspunkt for en efterforskningsperiode på 6 år med ret til 30 års forlængelse for felter, der sættes i produktion. De samlede arbejdsprogrammer omfatter bl.a. 2 ubetingede boringer og op til 24 betingede boringer. Energistyrelsen vurderer, at de tilbudte arbejdsprogrammer er tilfredsstillende i omfang, og at de kommer til at danne grundlag for efterforskningen i de kommende år.

 

Sagsbehandlingen af tilladelserne er blevet forsinket af den praktiske implementering af Offshoresikkerhedsdirektivets skærpede fokus på selskabernes finansielle kapacitet. Samtidig har Energistyrelsen haft en længerevarende dialog med et mindre antal af selskaberne om sikkerhedsstillelse.

 

- Jeg skal være den første til at beklage, at det har taget lang tid at behandle 7. udbudsrunde. Det er helt forståeligt, at den langtrukne proces har skabt frustrationer i branchen. Nu synes jeg, det er vigtigt at se fremad. Jeg ved, at selskaberne glæder sig til at komme i gang med arbejdet med de nye tilladelser, siger energi-, forsynings- og klimaministeren.

Når energi-, forsynings- og klimaministeren har tildelt tilladelserne fra 7. udbudsrunde, vil Energistyrelsen påbegynde arbejdet med at analysere erfaringerne fra forløbet af 7. runde med henblik på at forberede 8. udbudsrunde. Der vil blive sat særligt fokus på de krav og vilkår, der stilles til rettighedshavere i forhold til aktiviteter i den danske del af Nordsøen, herunder finansiel kapacitet og sikkerhedsstillelse, og muligheden for en øget brug af forsikringsordning.

IconIcon

Søgeord:

Læst i alt:

530 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com