Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

BMS bliver halvpartsejere i Norges største kranfirma

Søgeord:

19. maj 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

505 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Skandinaviens største kranvirksomhed med hjemadresse i Aalborg bliver dermed også landsdækkende i Norge.

 

BMS i Aalborg bliver ejere af halvdelen af den store norske kranvirksomhed Crane Norway Group A/S. Det oplyser BMS i en pressemeddelelse.

 

Parterne ser store muligheder for at udnytte synergier på tværs af de skandinaviske landegrænser. Muligheden for at blive markedsledende og landsdækkende i Norge og dermed bl.a. opnå yderligere stordriftssynergier i hele Skandinavien er årsagen til, at BMS i Aalborg netop har takket ja til indbydelsen om at blive halvpartsejere i Norges største kranvirksomhed Crane Norway Group A/S.

 

Aftalen er netop underskrevet, efter at parterne i et stykke tid har afventet de norske konkurrencemyndigheders godkendelse af fusionen. Crane Norway Group opererer under navnet Nordic Crane i det meste af Norge.

Danmarks store internationalt orienterede kranvirksomhed BMS var i forvejen repræsenteret og velkørende i Sydnorge. Med base i Skien og yderligere 4 underafdelinger i bl.a. Oslo og Bergen opererer BMS der ved sit norske datterselskab Kranringen A/S.

 

Konkret er BMS nu blevet medejere ved at fusionere dette selskab ind i Crane Norway Group – og samtidig betale et væsentligt kontant beløb. Nordic Crane huser – udover nu også Kranringens fem afdelinger – fortsat 19 afdelinger og depoter fordelt ud over hele Norge.

 

Crane Norway Group omsatte i 2019 for ca. 700 mio. norske kroner, Kranringen Norge for ca. 200 mio. norske kroner, mens BMS Koncernen sammenlagt omsatte for ca. 2 mia. danske kroner.

Led i international strategi

Om perspektivet i fusionen, siger BMS-koncernens direktør og hovedaktionær Jens Enggaard:

 

- Selv om Kranringen gennem mange år har drevet en god og ekspanderende forretning, ville BMS næppe af den vej på rimelig sigt have opnået en markedsledende og landsdækkende position i Norge. Det opnår vi nu ved at blive medejer af en så veldreven virksomhed som Crane Norway, hvis kultur og værdier passer godt til vores.

 

Og Jens Enggaard fortsætter:

- Handlen understøtter BMS’ internationale strategi og åbner gode muligheder for synergieffekter, når BMS’ kraner i Danmark og Nordic Cranes kraner – nu inklusiv Kranringens - fremover kan supplere hinanden, som det giver mest mening for vores aktiviteter i hele Skandinavien. Desuden vil BMS’ nu landsdækkende status i Norge også understøtte søsterselskabet BMS Heavy Cranes aktiviteter i hele Norge.

Mens Crane Norways - ligesom Kranringens - materiel i dag primært består af mobilkraner i alle, men trods

alt traditionelle størrelser, der bl.a. beskæftiger sig med byggeri, så bliver de gigantiske BMS Heavy Cranes kraner bl.a. benyttet i Danmark og mange andre lande til vindmøllerejsning onshore og offshore. Men disse enorme heavy cranes og gittermastkraner vil også kunne give god mening at operere med over hele Norge i forhold til bl.a. den store lokale olie- og petrokemiske industri, vurderer man hos BMS.

Glæde hos norske medejere

Også fra norsk side er der stor tilfredshed med, at fusionen nu går igennem, idet det herfra understreges at være to stærke familieejede virksomheder med mangeårige erfaringer fra entreprenør- og kranbranchen, som nu går sammen om at drive kran- og specialtransportvirksomhed i Norge.

 

- Hele Crane Norway Group inklusiv Nordic Crane vil bl.a kunne drage fordel ved fremover at være en del af Skandinaviens største kranvirksomhed, BMS, lyder det i en fælles melding fra Crane Norway Groups koncernchef Trond Helge Skretting og Stangelands Gruppens ejer Olav Stangeland.

 

De tilføjer:

- Vi glæder os over, at fællesskabet skaber grundlag for en endnu mere robust virksomhed med stor fleksibilitet og muligheder på et marked, der konstant stiller nye krav med behov for større kapacitet og kort mobiliseringstid. Det behov vil vi bedre kunne møde gennem det nye samarbejde over landegrænser og ikke mindst med BMS og deres store flåde og internationale erfaring.”

BMS har kranaktiviteter på fire af kontinenter globalt.

Kranringen og Nordic Crane fortsætter brandingmæssigt under de kendte, nuværende firmanavne ift deres geografiske adresser, oplyser de nye partnere.   /smir

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com