Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

Hæld LNG på lastbilen

Søgeord:

29. marts 2021  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

318 gange

Læses i øjeblikket af:

1

Vejen banet for Danmarks første tankstation med flydende gas til lastbiler.

 

Q8 bygger nu Danmarks første tankstation til lastbiler, der kører på flydende gas. Et ambitiøst projekt mod en grønnere landtransportsektor - og et afgørende skridt mod en CO2-neutral fremtid.

Til en start vil chaufførerne tanke LNG (Liquefied Natural Gas) på anlægget, men på sigt vil Q8 sælge det 100 procent fossilfrie LBG (Liquefied Biogas).

 

Det skriver Q8 i en pressemeddelelse.

 

Rundt regnet kører 30.000 diesel-drevne lastbiler rundt på de danske veje, og de udleder betydelige mængder af CO2 hver eneste dag. For at styre lastbilbranchen og den tunge trafik i en grønnere retning er det derfor nødvendigt med en overgang til renere og mere miljøvenligt brændstof. KC LNG leverer anlægget, som forventes klar slut 2021 - anlægget bliver det første af sin slags i Danmark.

En nøje valgt lokation

Placeringen bliver Q8's IDS-anlæg i Padborg, som ligger klos op ad den travle E45 og grænsen til Tyskland. Padborg er en af Europas travleste transportcentraler, hvor over 7.000 lastbiler dagligt passerer igennem, hvilket vil gøre anlægget til et knudepunkt for transport af varer mellem Skandinavien og resten af Europa.

 

- Hos Q8 har vi ét klart mål med projektet. Vi vil hjælpe vores kunder med at starte en bæredygtig omstilling af deres transporter. Vi ser en stigende efterspørgsel på bæredygtige løsninger inden for den tunge godstransport, og flere virksomheder stiller krav til, at deres gods fragtes med mere bæredygtige energikilder som fx gas. Vi vil gøre det muligt for vores kunder at komme i gang med den omstilling, og LNG og flydende gas generelt er et meget relevant alternativ til den tunge transport, som ikke bare kan omlægges til el i morgen. Vores kunder sidder ikke og venter, de vil have konkrete løsninger, siger Gert Thomasen, Head of Fleet & IDS fra Q8 Danmark.

Startskuddet til grønnere transport

I Danmark er sektoren hæmmet af den totale mangel på optankningsmuligheder for LNG. Q8 har derfor valgt at være first-mover med dette projekt og har for sigte at gøre det nemmere for de nordeuropæiske lastbilfirmaer at investere i renere teknologi. LNG er i dag udbredt i bl.a. Tyskland og godt på vej til at blive det i Sverige. Sammenlignet med diesel udleder LNG-lastbiler op til 22 % mindre CO2 og eliminerer fuldstændigt udledningen af skadelige partikler.

 

- Verden er nødt til at bevæge sig væk fra diesel og lignende forurenende brændstoffer - og dette tiltag er en betydelig milepæl på vejen. Et af vores mål er at nedbryde barriererne, som lige nu hindrer brugen af renere brændstof til lastbiler. Nu tackler vi en af de helt store, nemlig den manglende tilgængelighed, siger Frej Olsen, Head of Group LNG, KC LNG.

Hurtig genoptankning for alle lastbiler

Anlægget i Padborg bliver fuldautomatisk og kræver intet personale - chaufføren kan selv fylde sin tank på få minutter. Stationen vil kunne imødekomme alle typer af lastbiler.

 

Den tekniske løsning leveres i samarbejde med det hollandske firma LIQAL. KC LNG leverer anlægget som et nøglefærdigt projekt og står dermed for alt fra projektstyring til civilt arbejde og installation.

 

Stationen bliver leveret med et avanceret online overvågningssystem, der maksimerer sikkerhed og brugeroplevelse.

På vej mod yderligere CO2-reducering i den tunge transport

I fremtiden bliver anlægget i Padborg endnu grønnere. På sigt vil anlægget nemlig kunne levere flydende biogas (LBG), som er en 100 procent fossilfri energikilde. Hvor overgangen fra diesel til LNG vil kræve nye lastbiler, vil overgangen fra LNG til LBG ikke kræve yderligere investeringer i hverken anlæg eller transportmidler.

 

En væsentlig fordel ved LBG er, at produktionen af biogas kan aftage rest- og affaldsprodukter fra fx landbruget. På den måde kan man konvertere dele af den tunge transport til et fossilfrit alternativ, samtidigt med, at C02-udledningen reduceres både i transportbranchen og i de industrier, der leverer til biogasproducenterne. Det vil være et yderligere skridt på vejen mod bæredygtig lastbiltransport og bedre luftkvalitet.

 

LNG-anlægget i Padborg bliver en del af et europæisk netværk, da IDS (International Diesel Service) har yderligere 25 placeringer, hvor der tilbydes LNG.

 

Sådan ser to danske transportvirksomheder på LNG

- LNG er en god mulighed nu, fordi der er masser af det - og vi skal ikke holde i otte timer for at lade et batteri op. Vi kan tanke på samme facon som i dag. Vi får en væsentlig reduceret klimabelastning - for os konkret betyder det, at vi kan køre billigere rundt i Europa, da der ofte er vejskat på dieselkørsel, siger Jens Andersen, CEO, Kaj Madsen.

 

- Vi har valgt LNG, fordi det for os at se er det eneste alternativ til diesel lige nu. Og det eneste alternativ på vej mod en grønnere omstilling for lige netop vores forretning, siger Peter Therkelsen, Group CEO, H. P. Therkelsen A/S.

FAKTA

LNG består af naturgas, som er kølet ned til -162°C, hvilket omdanner gassen til en væske

Denne proces reducerer naturgassens volumen til 1/600, hvorved det kan bruges som bl.a. brændstof til lastbiler og skibe.

Sammenlignet med diesel udleder LNG op til 22 % mindre CO2.

LNG eliminerer svovludledningen, og mængden af skadelige sodpartikler reduceres markant.

Flydende biogas, også kaldet LBG (forkortelse af "liquefied biogas"), er kemisk identisk med LNG. Desuden er det 100 procent fossilfrit

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com