Tilmeld dig voresnyhedsbrev

newsletter

APM Terminals flytter containere til Kalundborg

Søgeord:

21. december 2020  |  

Af Redaktionen

Læst i alt:

648 gange

Læses i øjeblikket af:

1

APM Terminals flytter den søværts containertrafik til og fra Sjælland til Kalundborg.

 

Når Kalundborg Havn 1. marts tager Ny Vesthavn i drift, bliver det med APM Terminals og Maersk Line med ombord. APM Terminals lejer et større areal på Ny Vesthavn, og samtidig flytter Mærsk hele sin sjællandske søværts containertrafik til Kalundborg Havn.

 

Reparationen af Ny Vesthavn er nu så fremskreden, så Ny Vesthavn bliver helt klar til idriftsætning den 1. marts. Fra dag 1 vil et samlet areal på ca. 80.000 kvadratmeter være i anvendelse til A.P. Møller-Mærsk-gruppens havneselskab APM Terminals, som etablerer en containerterminal på Ny Vesthavn.

Mere specifikt råder APM Terminals over hele den østlige del af Ny Vesthavn, som fra start har været øremærket til containerterminal, et stykke af kajgaden samt et areal syd for containerterminalen.

Samtidig har APM Terminals allerede sørget for den første kunde til containerterminalen, nemlig verdens største containerrederi Maersk Line, som ikke tidligere har haft Kalundborg som destination. Men med den nye aftale vil Mærsk på Sjælland bruge Kalundborg Havn og flytter dermed al sin containertrafik fra København til Kalundborg.

 

Det skriver Kalundborg Havn i en pressemeddelelse.

 

Det er en aftale, som Kalundborg Havn har arbejdet på gennem længere tid, og som nu er en realitet.

 

- Jeg vil først og fremmest rette en stor tak til vores nye kunder APM Terminals og Mærsk Agency Denmark A/S. Jeg er rigtig glad for, at de ser samme potentiale i Kalundborg, som vi gør. Kalundborg Havn er med det dybe vand og placeringen lige ud til T-ruten det oplagte sted for Sjællands containerhavn, og den opfattelse deler vi heldigvis med APM Terminals og Mærsk Agency Denmark A/S, siger havnedirektør for Kalundborg Havn, Bent Rasmussen.

25-30 procent af Sjællands containermarked

Inden Kalundborg Havn igangsatte byggeriet af Ny Vesthavn, blev der udarbejdet en business case, hvor en af potentialerne for indtjeningen var, at Kalundborg Havn ville varetage 25 procent af det sjællandske containermarked. Med den nye aftale er denne forudsætning mere end opfyldt, idet aftalen med APM Terminals og Mærsk Agency Denmark A/S samt eksisterende volumer fra start vil trække ca. 30% af det sjællandske containermarked til Kalundborg.

 

 - Jeg er glad for, at Kalundborg Havns bestyrelse samt tidligere havnebestyrelser og bestyrelsesformænd samt ikke mindst kommunalbestyrelse undervejs i hele processen lige fra VVM-redegørelse, lokalplan til business case og lånegaranti har givet os deres fulde opbakning og i den grad har troet på os. Da vi besluttede at bygge Ny Vesthavn, var det jo på basis af et udviklingsscenarie. Men dagens aftale har vist, at det af og til lønner sig at være modige, fremsynede og stå fast, siger Bent Rasmussen.

 

Stor betydning for lokale virksomheder

Aftalen vil ikke kun få betydning for Kalundborg Havn, idet den også vil være til gavn for virksomhederne i kommunen og regionen. Deres transportveje bliver kortere, og en containerterminal af den størrelse vil give mere beskæftigelse til mange virksomheder omkring containerterminalen og dermed også flere arbejdspladser.

 

Med containerterminalens opstart vil der formentlig også komme en øget lokalisering af lagre og logistikcentre i Kalundborg, og som nævnt er det selvsagt alt sammen positivt for lokale virksomheders transportmuligheder.

 

- Og endelig må denne her aftale være det sidste skub, der skal til for at sætte fart i den endelige aftale om at udbygge resten af rute 23 til motorvej, siger Bent Rasmussen og tilføjer:

- Det er selvsagt vigtigt, at infrastrukturen til og fra Kalundborg er i orden. I den forbindelse bliver vi også nødt til at henlede opmærksomheden på rute 22, som i den grad også trænger til en udbygning. Man må huske på, at al trafik sydfra til havne og industrikoncentrationen i Kalundborg jo går ad rute 22.

 

Godt for miljøet

Bestyrelsesformand for Kalundborg Havn, Martin Schwartzbach, hævder:

 

- Samtidig kan det også være godt for miljøet, at containere flyttes fra København til Kalundborg. Det kan medføre, at et antal lastbiler, der for nuværende kører via Københavns centrum for at komme til og fra containerterminalen i Københavns Nordhavn fremover undgås.

 

Ligesom det er mulighed for, at visse containerskibe også sparer både tid og brændstof. De er nemlig i øjeblikket nødt til at sejle hele vejen nord om Sjælland, da de fleste af dem har for stor dybgang til at kunne passere igennem Drogden-renden i Øresund.

Der kan således være miljømæssige fordele ved, at en så stor del af det sjællandske containermarked nu kommer til at gå via Kalundborg. Men så må man lige huske på, at det kræver en snarlig færdiggørelse af rute 23 til motorvej hele vejen til Kalundborg og forbedring af rute 22 til og fra Kalundborg, så trafikken kan glide uden kødannelse, mener Martin Schwartbach.

 

Travlhed indtil 1. marts

Lige nu og her har Kalundborg Havn med den nye aftale fået ekstraordinært travlt. Den østlige del af Ny Vesthavn er i skrivende stund meget tæt på at være helt klar til drift, men der stopper forberedelserne ikke.

 

Kalundborg Havn har i øjeblikket to kraner, Gottwald-kranen og Fantuzzi-kranen, stående i Østhavnen. De skal flyttes over til Ny Vesthavn, hvilket kræver en del forberedelse, da begge kraner skal sejles derover. Der skal også ses på yderligere kranmateriel på såvel kort og lidt længere sigt, ligesom der skal etableres mandskabsfaciliteter derovre.

- Og ikke mindst får vi nok også brug for nogle flere kollegaer til vores kranførere. Helst nye medarbejdere, der har erfaring med mobilkranskørsel med containere og selvfølgelig har de rette certifikater, siger Bent Rasmussen.

 

Indtil nu har der været et ugentligt anløb af et containerfeederskib fra Unifeeder. Men fra 1. marts bliver det umiddelbart til 2 ugentlige anløb af feederskibe.

 

Østhavnen bliver ikke tom

Østhavnen, hvor containerterminalen holder til i øjeblikket, bliver ikke tom fra 1. marts. Foreløbig lagres der fortsat tankcontainere for bl.a. Novozymes, og der kommer sandsynligvis flere af dem. Desuden er der kundeforespørgsler, bl.a. fra Kalundborg Havns faste kunder, som ønsker mere plads i Østhavnen, og det kan man begynde at se på nu.

- Det er på alle måder en glædens dag for bestyrelse og ledelse af Kalundborg Havn. Det bliver en spændende og interessant fremtid, vi går i møde med de udviklingsmuligheder, dette nye tiltag giver os, slutter Martin Schwartzbach.

IconIcon

Til abonnenten

 

Indtast dit brugernavn og adgangskode

Kundeservice

Danske Transport Medier APS
Christiansmindevej 12D
8660 Skanderborg
Tlf: +45 70 250 350
CVR: 17642693

Via mail

 

lf@transporttidende.com